Når del bliver til helhed – og oprør bliver til fred

Anmeldelse af Steinar Opstad: Arbeid og drøm – dikt 1996–2016, udgivet på Kolon Forlag 2016

Anmeldt af Sophie Dolmer

Fotograf: Sophie Dolmer

I Steinar Opstads Arbeid og drøm – dikt 1996–2016 fordøjer læseren en digters følelsesliv og dets udvikling over tyve år. Opstad jonglerer med dybe tanker og forvitrede erindringer, så det er svært at undgå skeløjethed overfor det tunge følelsesbombardement. Det er først med de sidste digtsamlingers mangeårige livserfaring, at en større klarhed opstår; delene samles til et hele og læseren bliver vidne til et menneskes liv, og det på godt og på ondt.

En famlen i fragmenter

Med otte digtsamlinger i én er det højest interessant at se de samlinger, der før var dele, som en helhed. Hvor hver af digtsamlingerne for sig er udtryk for et mindre antal år og en begrænset livshorisont, er de her sat sammen til et hele, som giver digtene helt nye perspektiver i forhold til hinanden og det menneske, der gemmer sig bag.

I første digtsamling, Tavler og bud (1996), erindrer jeget sit religiøse barndomshjem, dets natur, sine forældre og sin døde tvillingebror. Her hersker en dyster tone præget af det døde barn, som viser sig overalt: ”Jeg har med saksa / og klipper bort kantene der nettene henger / i en lillebrors finger”. Et gennemgående tema i de første digtsamlinger er jegets følelse af at være familiens sorte får, familiens ”Isak”, der har ofret sin bror for selv at leve. Også troen adskiller jeget fra sin flok: ”Mødrene og fedrene sier / jeg tilhører dem, men jeg tilhører / tvilens apostel, Didymos, han / som må skjule sin tro for å tro.” Her refereres til disciplen Thomas, som betvivlede Jesus’ genopstand. Didymos betyder ”tvilling”; tro og tvivl går hånd i hånd – her ses også en reference til førnævnte afdøde tvillingebror.

I de første digtsamlinger ses altså et sortsindet oprør, hvor digterjeget foragter troen, frygter ensomheden og søger slægtskabet. I Den alminnelige (1998) omtales et net af relationer, der vikler sig ind i hinanden og får læseren til at savne netop dét tilhørsforhold, som digterjeget savner. Den første halvdel af bogen fører læseren ind i en mørk tåge, hvor digtene er lige så forviklede, fragmenterede og søgende som jegets gådefulde sind.

Verdenssynets klarsyn

I løbet af bogen nærmer jegets projicering af verden sig langsomt en klarhed, hvor ydre og indre mødes på midten, og digtene forholder sig mere konkret til den omgivende verden. I Avhymninger (2009) vender jegets blik sig mod marxismens sympati med arbejderklassen, mod politik og mod krig: ”Antall døde i den ene krigen / brukes mot antall døde i den andre / og det heter krig og flere kriger / men det heter ikke en fred eller flere freder.” Modsat digtene i de forudgående samlinger har digtene her fået titler, som vidner om den identitet, der langsom er ved at samle sig omkring jeget. Det er herefter med et fornyet blik, at jeget igen vender tankerne mod sit indre, hvor ungdomsoprør er erstattet med livserfaren visdom og ro. Der skues igen tilbage til barndommens tilværelse, der nu ses med et lysere blik, mens den stadig eksisterende ensomhed nu betragtes som et accepteret vilkår for jeget.

Det er særligt jegets forhold til troen, der med årene har flyttet sig. Hvor han før kun troede på alfabetet/det konkretes eksistens og digtergeniet/sig selv som gud, har han nu forsonet sig med opvækstens traditionelle tro:

”I ungdommen spyttet jeg på korset og svertet alle former for hellighet. Men jeg ble like rystet av å vanære guddommen som jeg tidligere ble i mine inderligste øyeblikk i kirken. I ettertid ser jeg at mitt besvær med Gud må ha formet meg like mye som familien, samfunnet og litteraturen.”

Dikotomiens forsoning

Ved læsningen af bogen oplevede undertegnede lige så modsatrettede følelser i forhold til denne, som digterjeget synes at gennemgå livet igennem. På trods af at bogens otte digtsamlinger er vidt forskellig, bevarer de nogle gennemgående dikotomier; himmel overfor jord, kærlighed overfor had, familie overfor ensomhed, digtning overfor tro. Disse modsætninger er i de første samlinger lige så polerede, som digtene er fragmenterede og uforståelige. Disse tidlige digtsamlinger reddes således af de resterendes smukke forsoning af dikotomierne, der omsider bliver bragt i orden mellem hinanden. Opstad formår altså med Arbeid og drøm at samle sine skrøbelige dele til en stærk helhed, der i sidste instans intenst får skildret et udpluk af en afgørende del af et menneskeliv.