Anmeldelse af Naja Marie Aidt og Mette Moestrup: Omina, udgivet af Gyldendal d. 11. oktober 2016
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Kvinden er siden de ældste tider blevet set som værende i en særlig forbindelse med naturen. En forbindelse, hvor de to instanser gensidigt nærer sig af og giver hinanden kraft. Det er denne opfattelse af kvinden, som Naja Marie Aidt og Mette Moestrup både spiller på og forsøger at afskrive i deres nye samarbejde, digtsamlingen Omina.
Magt og afmagt hånd i hånd
Titlen på Omina spiller på det latinske ord for ”varsel”, og det virker bestemt ikke tilfældigt, at de to forfattere har valgt denne titel. Et varsel giver nemlig associationer til magi, spådomme og trolddomskunst; temaer, som mere eller mindre subtilt tages op i værket. De korte, intense digte udsiges for det meste af et navnløst jeg, der henvender sig til et ligeledes navnløst du. Nogle gange fortælles der også i tredje person om en amazone, som foretager et vildt ridt igennem forskellige landskaber. Fælles for alle digtene er dog, at de blander, hvad der synes at være gængse, moderne forholds- og identitetsproblemer med et sprogbrug, der leder tankerne hen på tekster som Den Ældre Edda og de islandske sagaer: ”en styrkende drik/ flagermusens urin/ pisket til skum/ i et kar af stål”. Det er kraftfulde strofer som denne, der giver læseren indtrykket af, at der er magi og naturkræfter på spil. Kolde metaller og mørke, våde naturfænomener som mos, dug, og dybgrønne bladhang er fænomener, som går igen i den lille digtsamling, og er med til at male skarpe, tunge billeder af en vild natur, der har allieret sig med digter-jeget.
At der er styrke at hente i naturen tydeliggøres allerskarpest i de gentagende beskrivelser af den vildt ridende amazone, som synes kompromisløs, når hun tordner igennem digtene og direkte ind i læserens bevidsthed med beskrivelser som denne: ”amazonen/skærer højre bryst af/ under det venstre/ hjertets dunk-dunk”. Det nok mest kendte og potente symbol på den kvindelige uafhængighed og magt bliver således denne centrale figur, som digtsamlingen kredser om. Alligevel er det ikke dette, der ender med at være i fokus. For der er også en sårbarhed i teksterne – en sårbarhed, som særligt kommer til syne, når vi får lov at høre fra digter-jeget, der henvender sig til en anden person, som for læseren er ukendt. Her er følelserne i fokus, når duets bankende hjerte og rådvildhed beskrives, og man fornemmer en uforløst længsel efter denne anden. Der tegnes altså en skarp kontrast op imellem den aggressive, uafhængige amazone og den kaldende og fortvivlede udsiger, og det er i dette skel, at værket viser sig fra sin mest interessante side.
Smerte uden ar
Aidt og Moestrup er fantastiske med ord, og for enhver, der interesserer sig det mindste for Norden og den skandinaviske litterære tradition og mytologi, er der meget glæde at hente blot i værkets sproglige aspekt og i dets ordlyd Særligt i beskrivelserne af det vilde ridt og naturens lige dele kulde og livlighed slår digtene virkelig igennem, og samtidig er der noget fascinerende ved den blottede sårbarhed i resten af teksterne. Som læser føler man sig således både berørt, fascineret og underholdt, imens man læser, men desværre fremstår Omina ikke som en digtsamling, der efterlader et længerevarende indtryk, når man lægger den fra sig. Til det er mange af de figurer som præsenteres nok alligevel en smule for ensformige og til tider også stereotype. Aidt og Moestrups digtsamling kan dog varmt anbefales til enhver med smag for litteratur fyldt med girlpower og smukt billedsprog.
Leave a Reply