Når kroppen bliver sjælens fængsel

Når kroppen bliver sjælens fængsel

Når kroppen bliver sjælens fængsel

Anbefaling af Nis-Christian Bredholt: Freischwimmer, udgivet på Forlaget Gladiator d. 23. marts 2016

Af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Gladiator promoverer romanen Freischwimmer som forlagets første udgivelse inden for genren Mixed Media, hvor prosa, lyrik og visuelle indspark blandes i en tilsyneladende regelløs masse af ord og billeder. Alligevel fremstår Nis-Christian Bredholts bog som et helstøbt, stringent og ikke mindst minimalistisk værk, som rører læseren når det er stærkest på grund af dens æstetiske, men stadigvæk brutale og ærlige beskrivelser af en nådesløs sygdoms fremgang. Vi ser et menneskes forsøg på at bryde med fortiden, for i sidste ende at komme til tåls med den.

Et tvedelt menneskes beretning

I Freischwimmer præsenteres læseren for to forskellige individer, som tilsyneladende slås om pladsen i én krop og én bog. Der er den intellektuelle fortæller, det åndelige aspekt så at sige, og denne person dominerer igennem størstedelen af teksten. Han fortæller og reflekterer over stor litteratur, samt kunst og musik. Han spiller teater og harmonika, og drømmer ikke mindst om at skrive. Denne person driver handlingen frem gennem en række flashbacks til forskellige rejser og situationer, som herefter glider over i mere filosofiske betragtninger. Hans beretninger om rejser igennem Italien og Rusland, kærlighedsproblemer og glæden ved kunsten, synes at være det som forfatteren egentlig identificerer sig med og ønsker at skrive om.

Men det andet individ bryder konstant ind i narrativet og hiver det æstetiske ned på et langt mere verdsligt plan, hvor kunst og filosofi må vige for fysiske smerter, hjemmeplejere, sygejournaler og en bekymret mor. Denne side af historien præsenteres af det fysiske, syge jeg. Det er en del af fortælleren, som man i romanens begyndelse opdager lider af sklerose. Dette bliver læseren bekendt gennem et afskrift af et brev fra afdelingslægen på neurologisk afdeling. Sygdommen er den drivende kraft bag fortællerens bevægelse fra åndelighed til kropslighed, og dette tydeliggøres igennem en direkte tekstlig reference til Kafkas Forvandlingen (1915) hvor forretningsmanden Samsa forvandles til en bille og kæmper for at vænne sig til sin nye og smertende krop. Denne sammenstilling af sygdom og forvandling, som fremmedgør individet for sig selv – ikke kun over for sin krop, men også over for sit intellekt – er ganske rammende og fantastisk godt skrevet. Hos Kafka vænner hovedpersonen Samsa sig langsomt mere og mere til sin billeform, og efterhånden begynder han at glemme, hvem han var og hvordan han levede sit menneskeliv. Fortælleren i Freischwimmer nyder ikke samme luksus; faktisk virker det til at sygdommen kun er med til smerteligt at katalysere alle de minder, der som spøgelser vender tilbage fra fortiden for at hjemsøge ham. De handler om venner og elskede, men mest af alt om en kristen opvækst domineret af en far, som han synes at have et ambivalent forhold til:

”Min far stod hver aften i døråbningen, der hvor vores to soveværelser stødte sammen, og bad ”fadervor” med os.Jeg skulle ringe to gange med messeklokken under forvandlingen.”

Den truende faderfigur dominerer store dele af fortællingen, og synes at have en næsten metaforisk relation til religionen, som fortælleren forsøger at tage afstand fra, samtidig med at den til stadighed bliver ved med at gennemsyre hans handlinger.

Knivskarpe beskrivelser af smerte og ydmygelse

Mens det mere filosofiske aspekt af romanen er interessant, og selvom man bliver fanget af tilbageblikkene på den katolske barndom, er det i beskrivelserne af sygdommen at Nis-Christian Bredholt brillerer og formår at fange læserens opmærksomhed. Med en mangel på sentimentalitet, som er imponerende, beskriver fortælleren i korte, billedmættede sætninger, sygdommen set fra den syges perspektiv:

”Så knækkede de ham og hængte ham op i et gult sejl, ydmyget og udstillet i sin egen stue.”

Det er sætninger som disse, der med det simple, men alligevel foruroligende billedsprog, virkelig får kuldegysningerne frem hos læseren, og derfor bliver det i høj grad beskrivelserne af en gradvist svigtende krop og et sygt menneske, der langsomt overgiver sig til magtesløsheden, hjælpemidlerne og systemet, som man ender med at læse efter. I Freischwimmer præsenteres minderne som en reaktion på nutiden, og alle flashbacks synes at blive udløst af de processer, eller nærmere bestemt den forvandling, som sklerosen har sat i gang.

Bogen kan både læses af dem, som interesserer sig for mere finkulturelle emner, men også af dem som i højere grad tørster efter en personlig skæbneberetning. Mixed Media-genren er her anvendt til dens fulde potentiale, idet den formår at kombinere den omstændelige gennemgang af fortiden igennem lange afsnit af prosa, og sygdommens rædsel i kort, afbrudt lyrik. Freischwimmer er ikke et værk fra én skleroseramt til en anden, men derimod en kunstner og forfatter, som beskriver den forvandling, der indtræffer når vores fysik svigter og vi pludselig vågner op til en krop, som vi ikke længere kender.