Anmeldelse af Amalie Langballe: Forsvindingsnumre, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 07.03.2019
Anmeldt af Anna Rosenbæk Fynbo
Foto: Anna Rosenbæk Fynbo
Det er svært at forestille, hvordan man vil reagere, når en af dem man holder allermest af dør i utide. Amalie Langballe giver i sin debutroman Forsvindingsnumre sorgen et sprog. Hun giver sorgen en krop, den kan være i, selvom hovedpersonen Agnes’ krop ikke altid er stor nok til at kunne rumme den sorg hun oplever, efter hendes mor dør af kræft.
Amalie Langballe behandler med en god portion humor og selvironi sorgens ubegribelige væsen. Agnes’ mor dør af kræft, og sorgen som Agnes nu må leve med – og på en eller anden måde lære at håndtere – tager hende fra København til Berlin og Tel Aviv. Hun forsøger at flygte ind i sex, stoffer og flygtige bekendtskaber, men sorgen over at have mistet sin mor følger hende, lige meget hvorhen hun tager i verden. Agnes’ mor er til stede gennem hele romanen som en del af Agnes. Hun begynder at gå i sin afdøde moders tøj, og det bliver en slags manifestation af deres forbundenhed og det, at moderen faktisk levede og ejede ting.
En håndbog til sorg
Med Forsvindingsnumre har Amalie Langballe skabt en lille perle af en roman, der understreger, hvor vigtig forbindelsen mellem mor og datter er, og hvor forkert det er at skulle miste sin mor på et tidspunkt i sit liv, hvor man først lige er ved at finde sig selv. At skulle opleve tab som meget ung efterlader barnet hjemløst. Forsvindingsnumre er en roman, man kan have stående på sin reol i mange år for så at finde den frem, når man har mistet – bruge den som støtte og spejle sig i Agnes’ historie. Den viser, at der ikke er rigtige eller forkerte måder at reagere på, når nogen omkring én dør. Sorgen er noget man står alene med, men den ensomhed kan også udmønte sig i en identifikation af sorgens natur, der kommer til udtryk i en stor mangfoldighed af følelser.
Det smukke og det barske
Den sygdom, vi hører mest om, er kræft, og det er da også kræften der ender med at slå Agnes’ mor ihjel. Amalie Langballe skaber mange originale billeder af kræften, der giver et andet blik på sygdommen, der kan være så svær at håndtere for de pårørende:
Men selvom kræften og sygdommen bliver beskrevet i metaforer og ofte med et strejf af humor og ironi, skinner smerten igennem i hele romanen. Beskrivelsen af et hospital og visheden om, at ens mor skal dø, er benhårdt beskrevet. Det er barskt at læse, at en læge fortæller Agnes, at en obduktion af liget bare ville vise, hvor meget kræft, der ville kunne være i en krop. Romanen beskriver råt og usentimentalt døden og sorgen, samtidig med at den er utroligt rørende og er skrevet med en humoristisk tone og en lethed, der gør forståelsen af sorgens natur mere overkommelig og forståelig for læseren at fordøje.
Leave a Reply