Når pandemien går i tomgang

Anmeldelse af Hanne-Vibeke Holst: Som pesten, udgivet på Gyldendal d. 28. september 2017

Anmeldt af Imone Dahl

Foto: Imone Dahl

Hanne-Vibeke Holst har med Som pesten skabt en moderne katastroferoman, hvor læseren inviteres indenfor, når det internationale samfund bliver tvunget til at arbejde sammen under et enormt tidspres fra en verdensomspændende pandemi. Romanen stiller et vigtigt spørgsmål: Kan menneskeheden arbejde sammen, når det virkelig gælder? Desværre går der diplomati i den, da Holst fokuserer mere på interne stridigheder i WHO (World Health Organisation) end på selve pandemien.

Hanne-Vibeke Holst tager i Som pesten et omfattende emne op; nemlig hvordan det er at arbejde i en verdensomspændende organisation. Hun giver et vigtigt indblik i den daglige drift af WHO-kontoret i Genève, der bærer præg af møder, interne stridigheder, forskellige sundhedsprioriteringer og medarbejderes skjulte dagsordener, hvor sidstnævnte ikke altid afføder det fælles bedste. Her følger læseren den danske ildsjæl Karoline Branner, der må navigere rundt i al dette som nyansat udbrudskoordinater.

Bag WHO’s komplekse mure

Pandemien ligger og ulmer fra begyndelsen af romanen, hvor der i korte scener skildres, hvordan folk bliver syge under mystiske omstændigheder. Der skiftes dog straks fokus tilbage til dagligdagen i Genève, hvor vi følger et bredt persongalleri, der i større eller mindre grad har en relation til heltinden Karoline. Blandt andet følger vi hendes mand Jasper, der blot er én ud af mange karakterer. Læseren må være tålmodig, for persongalleriet er mangfoldigt, og der skiftes konstant mellem forskellige synsvinkler under læsningen. Det føles ofte som en langsommelig proces, for med de mange skift er det svært at komme ind under huden på karaktererne. Til gengæld synes det indviklede virvar at være en god refleksion af den travle hverdag i Genève.

Med romanens 682 sider tager Hanne-Vibeke Holst sig god tid med at komme til den spændingsfyldte del, nemlig den som omhandler, hvorvidt verdenssamfundet kan vinde kampen mod pandemien. De første 400 sider, hvor hele WHO’s kompleksitet fremvises, er forholdsvist langtrukne. Igen og igen må læseren høre om, hvor svært det er for Karoline at følge den langsommelige protokol i WHO. Her gik jeg i stå adskillelige gange, fordi der mangler noget spænding, der river læseren ud af organisationens vuggevise. Men da jeg ramte de sidste 200 sider, tog romanen fart. Alle karakterernes problemer kolliderer samtidig og straks ændres vuggevisen til hård rock. Nu må alle løbe om kap mod pandemien, der ikke længere er et lille udbrud begrænset til Danmark, men en dødelig faktor, der kræver tusindvis af ofre verden over. Ofrene er dog ikke lokaliseret i Genève, som dermed er distanceret fra katastrofen. Derfor er læseren fortsat fanget i WHO’s interne kampe, konflikter med vaccineproducenter, der tænker på profit frem for sundhed, samt lande, der ikke vil anerkende udbruddets omfang.

Romanen der vil nå alt

Som pesten forsøger at omfavne en lang række forskellige emner, og det er måske denne insisteren på at nå alt, der bliver min store anke mod bogen. Udover at ville vise WHO’s sammensathed blandet med en ustyrlig pandemi, tager Holst også fat i det forfærdelige ved dårlige ægteskaber, utroskab, homoseksuelles problemer i Uganda, manglende sundhedshjælp til flygtninge, aktiv dødshjælp, den italienske mafia, sexchikane og prostitution. Paletten er bred, hvilket jo illustrerer virkelighedens kompleksitet, hvor alt er forbundet, men det gør ligeledes, at hver ting ikke får meget plads at udfolde sig på, hvilket er en skam. Når romanen behandler så mange problematikker, bliver det svært som læser at identificere sig med dem. Dette er også mit største dilemma med det store persongalleri, for der er mange karakterer, som jeg i bund og grund ikke forstår. Karoline og Jasper har for eksempel ikke et lykkeligt ægteskab, men de har et barn sammen, så derfor kan jeg ikke forstå, hvordan Jasper uden etiske kvaler kan modarbejde sin hustru, og at han faktisk får glæde af at skade hende:

En manglende forståelse for både personer og udfordringer kunne måske have været undgået med en begrænsning i både emner og karakterer. Holst behandler mange tematikker i Som pesten og skaber hermed et komplekst værk, hvor der virkelig sker meget, men det er på bekostning af, at jeg som læser føler mig lidt distanceret fra det, der sker.