Anbefaling af Kristiane Hauer: Kattefugl, udgivet d. 6. juni 2019 på Jensen & Dalgaard
Anbefalet af Celine Godthaab Nielsen
Foto: Celine Godthaab Nielsen
Det er ikke kun døden, som kan fratage os dem vi elsker. Netop denne problemstilling er omdrejningspunktet i Kristiane Hauers autofiktive roman Kattefugl. Romanen lader os komme helt tæt på en families sorgproces og indbyder til at fundere over, hvad det egentligt vil sige at elske og kende nogen.
På vej hjem fra en søndagsmiddag bliver Kristiane Hauers lillebror påkørt af en flugtbilist og pådrager sig en hjerneskade. Kattefugl beretter om det paradoks, familien kastes ud i, da broren vågner op fra sit koma – men ikke vågner som ham, familien kendte.
Romanen er fragmenteret i korte afsnit og springer i tiden før, efter og under ulykken. Igennem strukturen og allegoriske afsnit med fakta om fugle, katte, gamle myter og meget mere formår Hauer at sige alt det usagte. Tanker og følelser omkring sorgprocessen får plads til implicit at udfolde sig i fortællingerne og giver indblik i de familiære forhold og hvordan de ændres, efter ulykken indtræffer.
Schrödingers kat
Et gennemgående element, som optræder i flere af fragmenterne, er Hauers fortælling om Schrödingers kat: et kvantemekanistisk tankeeksperiment, hvor en kat lukkes ind i en kasse med en ustabil atomkerne, og først når kassen åbnes, kan det afgøres, om katten er død eller levende. Indtil da befinder katten sig ligeledes i en ustabil tilstand, og er altså ifølge Schrödingers teori både levende og død.
Det er ikke tilfældigt, at Hauer vender tilbage til dette tankeeksperiment, eller i sin tankestrøm bliver ved at udfolde den. Symbolsk overfører Hauer tankeeksperimentet til hendes brors tilstand og den sorgproces, hun gennemgår. Nok overlevede broren det næsten fatale sammenstød med flugtbilisten, men en del af ham døde, da hovedet ramte jorden.
Når vi skal lære det hele forfra
I adskillige af fragmenterne beretter Hauer om sin lille datter, som skal lære livet at kende, både at gå og stå og de knops som indfinder sig undervejs. Implicit formår Hauer igen at skabe en parallel til sin bror, som skal lære hele livet forfra. På samme vis skal Hauer og hendes familie lære broren at kende på ny og ikke kun elske ham for den, han var, men også den, han vil blive.
Romanens fragmenterede struktur og dertil Hauers tilbageblik i tiden giver os et detaljeret indblik i, hvem broren var før ulykken, hvilket alt sammen er minder, Hauer altid kan bære med sig. Med Kattefugl fortæller Hauer en gribende beretning om at miste, erkende og bearbejde tab. Om ikke et liv, men en person, der gik tabt, og hvordan man lindrer den smerte, der følger, ved at se tilbage på og værdsætte de minder, man sammen fik.
Kattefugl formår altså at åbne døre til følelseskamre, vi måske ikke engang vidste, vi havde i os, og fortæller malende om livets opture og de dybeste nedture. Romanen giver anledning til at filosofere over vores egne nære relationer; hvad det egentlig vil sige at være nogen, og hvornår vi egentlig kan sige, at vi elsker nogen for dem, de er.
Leave a Reply