Anmeldelse af Sir Gawain og den grønne ridder. Udgivet på Multivers Forlag 2018, oversat af Ole Meyer
Af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Nete Bækgaard Hermansen
For kendere af de høviske ridderromancer fra middelalderens Frankrig og Storbritannien leverer den danske nyoversættelse af Sir Gawain og den grønne ridder ved Ole Meyer et kærkomment gensyn med det arthurianske persongalleri, temaer og kulisser. For nysgerrige, uden nogen baggrundsviden om universet, er værket med dets humor og lyse stemning en perfekt indføring i en fascinerende litteraturhistorisk periode.
Multivers er noget så sjældent som et dansk forlag, som tør at tage livtag med nogle af de lidt ældre og tungere litterære genrer. Således har Multivers blandt andet udmærket sig ved en smuk genudgivelse af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og Dantes Den Guddommelige komedie – og nu er turen kommet til middelalderens ridderromancer.
Sir Gawain og den grønne ridder er skrevet af en ukendt forfatter, men er i Multivers’ nye udgave oversat fremragende til dansk af Ole Meyer. Sproget er flydende og let at læse, uden at det dog nogensinde mister den helt særlige højtsvungne stil, som kendetegner dets historiske ophav. På den måde mister læseren aldrig følelsen af at placere sig midt i myternes Camelot, men man kommer på den anden side heller aldrig til at kede sig.
Den grønne ridders udfordring
Præmissen for den relativt korte fortælling er noget lysere og mere legende end mange af de andre fortællinger, som vi kender fra det arthurianske univers: Den unge kong Arthur og hans hof fejrer nytår med masser af fest og farver. Men festen afbrydes, da en enorm ridder – grøn fra top til tå – afbryder festen og fremsætter en udfordring: én ridder ved hoffet skal give ham ét slag. Præcis et år efter skal samme mand opsøge den grønne ridder for til gengæld at modtage det samme slag selv.
Det kan sir Gawain – som i løbet af historien gang på gang beskrives som idealet for en ridder og et pragteksemplar af en mand – selvfølgelig ikke lade sidde overhørig. Og det lykkes ham da også at uddele et slag så kraftigt, at han hugger hovedet af den grønne ridder. Men til ingen nytte for kæmpen samler uanfægtet sit hoved op, tager det under armen og rider bort. Og så har vi jo balladen, for et år senere kan modige sir Gawain se frem til at skulle modtage samme behandling.
Fest, farver og masser af moral
Som den både høviske og pålidelige ridder sir Gawain er, drager han selvfølgelig troligt af sted, da det nye år løber ud. Hvad der sker ham ved enden af hans lange færd skal ikke afsløres her. Men man kan roligt sige, at Gawain får oplevet sin del af fest og løjer – uden dog nogensinde at give slip på de høviske principper, som ophøjer ham til en ridder med meget få ligemænd. Hør bare her, hvordan han morgen efter morgen formår at afvise tilnærmelser fra sin værts guddommeligt smukke hustru:
”Således taler de om mangt og meget til langt op ad formiddagen,
Og stedse betragter damen ham forelsket og betaget,
Men Gawain er på vagt på stedse høvisk vis –
Skønt ingen kvinde kunne være kønnere,
Var hans tanker dog ikke til kærlighed […]”
Selvom Gawains tårnhøje moralske principper er en af de ting, som giver hans karakter pondus inden for ridderromancernes standarder, så kan man som læser nogle gange ikke undgå at blive lidt irriteret over dem. Man kunne godt ønske sig, at han ville slå sig lidt løs, drikke det ekstra glas vin og kysse lidt på den villige kone. Det ville gøre karakteren en smule nemmere at relatere til og holde med, hvis han var mere fejlbarlig.
En historie som giver lyst til mere
Når det så er sagt, er den høviske opførsel og de overdrevne høflighedsudvekslinger mellem Gawain, og alle han møder, også noget af det, som giver værket dets charme. Det bliver til tider så overdrevet, at man fristes til at tro, at man er dumpet ind i Monty Python and the Holy Grail – det er i hvert fald ikke svært at se, hvor de engelske komikere har fået deres inspiration fra.
Men komiske elementer og overdrevne karaktertræk til trods er Sir Gawain og den grønne ridder lidt af et overset mesterværk, som giver læseren lyst til mere. Og heldigvis er der et stort kartotek af arthurianske ridderromancer at dykke ned i, hvis man skulle have lyst til det.
Leave a Reply