Reportage fra interview med Don Rosa på BogForum d. 12. november 2016
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
Don Rosa er et navn som ikke alle kender, men enhver der har haft fingre i et Anders And-blad har på et eller andet tidspunkt indirekte stiftet bekendtskab med ham via hans historier og særprægede tegnestil. På BogForums anden dag tog han plads på scenen ved BogForumComics for at tale om sin karriere, sin inspiration og sine fans.
I hjemlandet USA har han ingen egentlig berømthedsstatus. Han bliver inviteret til tegneseriemesser, men det er begrænset hvor mange der møder op specifikt for at se ham. I Europa tegner der sig dog et andet billede for tegneserietegneren Don Rosa. Dette skyldes nok især Anders And-bladets popularitet i flere europæiske lande. Derfor er det heller ikke mærkeligt at der allerede en halv time før hans samtale med Anders Lund Madsen har samlet sig en stor klynge mennesker foran BogForumComics’ scene. Han sidder endnu ved signeringsbordet og arbejder sig gennem bøger og art prints af sine tegninger. Der er blevet lukket for køen, så der ikke bliver forsinkelser på selve interviewet.
Et bagland i Barks
Da han sætter sig i stolen på scenen, virker han en anelse overvældet af situationen, men affinder sig dog hurtigt med at være i spotlightet. Anders Lund Madsen præsenterer ham kort, og derefter får Rosa lov til at tale. Han starter ud med at tale om Anders And-tegneseriernes historie med særlig vægt på den mand som han skylder alt: Carl Barks. Det er hans stil, der inspirerede Rosas egen fortælle- og tegnestil, og det er hans karakterer som han fortsat skabte historier om. Uden Barks havde der aldrig været nogen Joakim von And, og uden Joakim von And havde Rosas magnum opus Her er dit liv, Joakim – en skildring af von Ands opvækst og ungdom og udviklingen af hans imperium – aldrig eksisteret.
Det virker muligvis mærkværdigt, at Rosa lægger ud med at tale om andre menneskers præstationer frem for sine egne, men allerede tidligt i interviewet bliver det klart hvorfor, da ordene ”not used to this sort of attention” optræder for første – og bestemt ikke sidste – gang. Her mærker man som tilskuer et sammenstød mellem Rosas noget tilbageholdende natur og Anders Lund Madsens lidt mere afslappede tilgang til interviewet. Af og til virker sidstnævnte uforberedt og prøver at kompensere med jokes, hvilket en dansker med indblik i Madsens kendte TV-personlighed, let kan forholde sig til. Som international gæst kan det derimod virke som et bagholdsangreb. Tilsyneladende lader Rosa sig dog ikke røre af det, så som tilskuer går man ud fra, at han har prøvet lignende andre steder.
Dermed ikke sagt at han ikke værdsætter sine fans. Tværtimod glæder det ham at møde dem og se, hvilken effekt hans historier har haft på hver enkelt. Det giver ham også en række anekdoter han kan fortælle om i situationer som disse, såsom hvordan han plejer at kaste sine hjemmedyrkede chilipebre ud til publikum, når han besøger Finland. Han beskriver de finske fans som særligt dedikerede, men også ekstra generte, og påstår endda at de er de europæere som minder ham mest om amerikanere. Ligeledes påpeger han, at han er forundret over at han i Europa finder folk, som er bedre til engelsk end hans egne naboer i Kentucky.
Stækkede vinger
Herefter glider samtalen over mod et lidt mere dystert emne: Hvordan Rosa forlod tegneseriebranchen. Vi hører om hans konflikter med Disney, som var meget strikse omkring hvad han kunne tillade sig som tegneserietegner og samtidig ikke betalte ham særlig godt, men tjente godt på hans værker. Det, sammen med et syn som gradvist blev svagere, og en følelse af at han aldrig ville lave en tegneserie, som var bedre end hans sidste historie, Fangen ved Sølvstrømmen, førte til, at han i 2008 trak sig tilbage som tegneserietegner. Rosa tilføjer dog med et forsigtigt smil, at han efter 10 års pension har mere travlt end nogensinde med alle de messer og konventioner han besøger.
Han fortryder dog intet af det. Som ung havde Rosa aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville være endt som tegneserietegner; han forventede ligesom sine forældre at han ville overtage familievirksomheden, så han uddannede sig som ingeniør, et uddannelsesvalg som siden viste sig at være ubrugeligt – hvis man ser bort fra de mange videnskabelige detaljer og arbejdsmetoder han har benyttet sig af i sine illustrationer.
Hvad der er specielt ved hele Don Rosas fremtræden er, at han på én gang virker både usikker og afklaret med sin position på den europæiske scene. Han bliver aldrig vant til at se sig selv som en superstjerne eller forstå hvorfor folk vil stå i kø i timevis for at møde ham og få ting signeret af ham. På en måde er han så ydmyg, at det nærmest er frustrerende for de fans, som ved, hvor stor en indflydelse hans værker har haft på dem.
Til deres lettelse er han dog i stand til at give sig selv et lille klap på skulderen – ét, man som fan mener, er velfortjent:
Leave a Reply