Anmeldelse af Morten Pape: Guds bedste børn, udgivet på Politikens forlag den 23. august 2018
Anmeldt af Søren Bojsen
Fotografi: Søren Bojsen
Morten Pape tog anmelderne med storm i 2015 med den prisvindende debutroman Planen. Med sin hårde autobiografiske socialrealisme skildrede romanen Papes egen opvækst i Amagerghettoen Urbanplanen. Guds bedste børn fortsætter i miljøet, men blikket hæves og spredes ud, da et blodigt køllemord binder tre drenges skæbner sammen.
Tilbage til Amager
Omdrejningspunktet i Guds bedste børn er mordet på et ungt tyrkisk avisbud, og dette ligger ikke fjernt fra Pape selv. Det pågældende mord har nemlig også fundet sted i virkeligheden, og Pape trækker generelt kraftigt på den virkelighed og autenticitet, der gjorde Planens autofiktive univers til tryllebindende læsning. Dog proklamerer Pape i Guds bedste børns forord at romanen er fiktion.
Romanen er delt op i fire dele med dertilhørende prolog og epilog. I hver del følger vi en af de tre karakterer, Jamil, Simon og Micky, og deres deroute mod bunden af samfundet efter køllemordet på Jamils bedsteven Zeki. Det er fætrene Simon og Micky Skjold, eller Brødrene Vold som de kaldes i miljøet, der i en rus af indædt had og racisme begår mordet på Zeki, mens han og Jamil sidder og spiser pizza. For de to drenge gloede nemlig på fætrene, og det går ikke ustraffet hen.
I romanens første og sidste del følger vi Jamil. En ung dreng med pakistansk indvandrerbaggrund, der efter mordet på sin ven fanges i en identitetskrise, der accelereres af den efterfølgende retssag, hvor han agerer kronvidne, og hans eget miljø der udstøder og tæsker ham, fordi han i deres øjne ikke forsvarede Zeki. Jamil er klart den mest nuancerede karakter i romanen hvilket bedst kommer til udtryk i bogens sidste del, hvor han udskrives fra den psykiatriske afdeling. Jamil forsøger at samle sit liv, men hændelserne sidder i ham, og styrer ham mod afgrunden.
Fætrene Simon og Micky følger vi i de to midterste dele. De to drenge kommer fra ekstremt socialbelastede hjem, der lider af betydelig omsorgssvigt. Simon er den første vi møder efter hans løsladelse, hvor han prøver at samle sit liv på Falster sammen med sin kæreste og deres to børn. Han er ikke nær så langt ude som Micky, og som læser sympatiserer man med hans forsøg på at etablerer en mere almindelig tilværelse i Udkantsdanmark. Det samme kan ikke siges om Micky, der, eftersom han svingede køllen, modtager en længere straf. Hans fjendebillede er alle ”perkerne”, og han angriber dyrisk alle, han kan komme i nærheden af og beskriver det sågar som en ”landskamp”. Gennem socialrapporter får man indblik i en tragisk tilværelse hvor han hele sit liv har befundet sig i systemet samtidig med at være tabt af det selvsamme system på gulvet.
Ind i debatten
Pape fører sin pen stilsikkert igennem hele romanen. Hvor Planens struktur lænede sig op ad en klassiske dannelsesroman, eksperimenteres der mere med form og tid i Guds bedste børn. Der springes frem og tilbage i tiden, hvilket giver et mere dynamisk indblik i de tre karakterer. Det fungerer også fordi plottet, selvom det er en smule tyndt, agerer som udgangspunktet, og der vendes konstant tilbage til den skæbnesvangre dag. I romanens tredje del følger vi Micky i en lang tænkestrøm uden et eneste punktum. Passagen på små tredive sider skiller sig markant ud og bruges til at komme helt tæt på Micky, for at få et indblik i hans psykotiske adfærd. Specielt hans nærmest hallucinerende tanker og beskrivelser af en imaginær bisonokse står tilbage som en anormalitet i indblikket. Og det lægger klart op til nærmere fortolkning.
Der hvor Guds bedste børn excellerer er i dialogerne. De forekommer så livlige og troværdige, at man hives direkte ind i boligområderne på Amager. Når Micky og hans venner taler om deres overfald på indvandrere, med udtryk som ”1-0 til Danmark” og ”landskamp”, bliver man overbevist om, at der virkelig er nogen steder i Danmark, hvor man tænker, snakker og agerer sådan.
Guds bedste børn er en utrolig aktuel og vigtig fortælling. Pape formår at træde tilbage og lade karakterernes handlinger og tanker facilitere handlingen. Det er en roman der formår at belyse dualiteter i ghettoen, og samfundet generelt, hvilket i sig selv gør den relevant i dagens Danmark. Derfor fører den på mange måder de essentielle tematikker, der gjorde sig gældende i Planen, videre. Det er en roman der burde være obligatorisk læsning for alle politikere på Christiansborg, da den formår at nuancere den splittelse som integrationsdebatten har skabt. Og for folk uden for borgen, har bogen også ufattelig meget at tilbyde som læseoplevelse. Guds bedste børn bør læses ind i debatten, og dens ryst bør stå som et kapitel for sig.
Leave a Reply