Anbefaling af Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf, udgivet på forlaget Rosinante i 2008.
Anbefalet af Imone Dahl
Hvordan skal man opføre sig, hvis man har taget et andet menneskes liv? Kan man agere helt upåvirket eller kun tænke på frygten for at blive opdaget? Netop dette spørgsmål udforsker Fjodor Dostojevskij i romanen Forbrydelse og straf. Værket stiller skarpt på det menneskelige sind, hvor læseren overværer hovedpersonen Raskolnikovs forbrydelse. Han er overbevist om, at han nemt vil kunne håndtere at have et mord på samvittigheden, men da forbrydelsen er begået, viser det sig ikke at være tilfældet, og han bryder psykisk sammen.
Et forarmet Skt. Petersborg
Forbrydelse og straf er et af Fjodor Dostojevskijs mest kendte værker. Det er med god grund, for værket undersøger på imponerende vis det menneskelige sind, og samtidig fremstiller værket også de kår, som mange mennesker lever under i datidens Rusland. Romanen foregår i Skt. Petersborg i 1860’erne, hvor man følger den fattige, men hovne student Raskolnikov. Han bevæger sig på overgangen mellem den velhavende middelklasse og den fattige befolkningsgruppe, der knap har penge til mad og logi. Dermed får læseren et indblik i de forskellige klasser i Skt. Petersborg, og det fungerer rigtig godt i forhold til at vise vigtigheden i de sociale lag.
Raskolnikov er en utrolig irriterende karakter med sin arrogante persona, og det forstærkes af, at hans sociale adfærd ikke hænger sammen med hans økonomiske situation. Han opfører sig som en rigmand, men virkeligheden er en anden: han er ludfattig, går i pjalter og bor i et kammer på størrelse med et pulterrum. Eksempelvis får han tilsendt penge af sin fattige mor og søster, så han har råd til at studere. Men frem for at bruge dem til noget fornuftigt, kaster han om sig med pengene i sporadiske påfund: han betaler en betjent for at hjælpe en fordrukken kvinde hjem eller efterlader nogle rupler hos en kvinde, hvis mand har drukket deres opsparing op. Selvom det er prisværdigt, at han giver sine penge til fattige folk, fremstår det ikke fromt, men nærmere dumt. Raskolnikov er en karakter, der nægter at leve efter virkelighedens realiteter. I stedet insisterer han på at følge sine egne overbevisninger, og det samme gælder hans omgang med loven. Raskolnikov synes, han er ophøjet over al moral – også når det gælder forbrydelser.
I et konstant psykisk limbo
Før forbrydelsen indtræder, overværer læseren Raskolnikovs voldsomme had til en pantelåner, fordi hun får ham til at føle sig mindreværdig på grund af sin pengesituation. Han er helt opslugt af, hvor smuk verden ville blive, hvis denne panterlånerske ikke længere var i den, og bruger det som et ræsonnement for, at han uden moralske skrupler kan tage hendes liv. Men efter forbrydelsen er begået, kan han ikke leve op til at være det fornuftige væsen, som er ophøjet over dårlig samvittighed i den gode sags tjeneste. Han ender i stedet med at være i et konstant limbo, hvor han enten er i vildelse og konstant frygt for at blive opdaget, eller hvor han hviler i sin handling og accepterer, at han måske bliver opdaget. Uanset Raskolnikovs sindsstemning er det eneste, han kan tænke på forbrydelsen og dens måske kommende straf.
Romanen fremstiller det menneskelige sind og umuligheden i, at mennesker i kød og blod kan efterleve at være et filosofisk overmenneske, hvor ren fornuft hersker. Menneskelige følelser og samvittighed dominerer i virkelighedens verden, og dermed er det kun i filosofien, at man gennem fornuften kan fraskrive sig dårlig samvittighed over et mord. Alle disse filosofiske overvejelser påviser Dostojevskij gennem Raskolnikovs manglende evne til at leve et normalt liv efter forbrydelsen, fordi han blot er et menneske.
Forbrydelse og straf er et omfattende værk, der giver et indblik i en mørk psyke, hvor straffen i højere grad er forbryderens eget tankespind end det er de ydre omstændigheder i form af samfundets straf. Raskolnikov er en utålelig karakter, fordi han ikke følger samfundets love og sociale regler, men det er på grund af ham, at romanen bliver interessant. Han udfordrer konstant sine omgivelser, og det skaber bevægelse og viser, hvordan samfundet forsøger at håndtere personer, der skiller sig ud. Man skal ikke læse romanen, hvis man ønsker et klassisk plot, der drejer sig om, at den skyldige bliver straffet, for det fylder nærmest ingenting i værket. I stedet skal man læse romanen på grund af dens levende beskrivelser af sindsstemninger og de mange små passager, hvor Raskolnikov møder Skt. Petersborgs borgere. Det er nemlig disse afsnit der gør, at romanen fremstår så ægte.
Leave a Reply