Anmeldelse af Yoko Tawada: Brudgommen var en hund, udgivet på Korridor d. 6. maj 2020. Oversat til dansk af Mette Holm
Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg
Foto: Julia Duyvejonck Frøberg
I Tokyo har Mitsuko Kitamura en eftermiddagsskole, hvor byens børn kommer for at fordrive tiden. Samtidig er Tokyo sladderens og rygternes metropol, hvor børnenes mødre diskuterer Mitsukos fortid, hendes forhold til Taro og hans løsslupne natur. Tokyo bliver til et sted, der vægter mådehold og det finpolerede ydre frem for fri seksualitet. Brudgommen var en hund giver en indsigt i den japanske kultur, som dyrker det ydre og fordømmer det indre.
Mitsuko fortæller børnene i eftermiddagsskolen om myten om brudgommen, der var en hund, som gifter sig med en prinsesse. Mødrene til børnene prøver at finde hoved og hale i myten, men den ender med at forgrene sig i flere forskellige retninger. De yngste børn har svært ved at forstå myten, og de ældste børn bliver pinligt berørt over fortællingen, da hunden slikker prinsessen i numsen. Mødrene til børnene bliver mildest talt forargede over det, i deres optik, perverse indhold. Myten sparker romanen i gang, og samtidig spejler myten den generelle fortælling i romanen, hvor Mitsuko møder Taro hjemme hos sig selv en dag i sommerferien. Myten er næsten en forudanelse af deres forhold: Taro opfører sig på samme måde som hunden i fortællingen. Ligesom mødrenes forargelse af Mitsukos fortælling, forarges de på samme måde over Taros og Mitsukos forhold. De får deres børn til at udspionere Mitsuko og rapportere tilbage, hvorefter mødrene hvisker og sladrer i krogene om Mitsuko. En dag finder fru Orita ud af, at Taro er Hr. Iinuma, en mand der forsvandt for 3 år siden og var gift med Yoshiko. Mitsuko og Yoshiko mødes, og Yoshiko fortæller om grunden til, at Taro stak af: Han blev bidt af nogle hunde, og siden hen har hans bedstemor været overbevist om, at han er blevet forbandet. Taro er forandret: Han er blevet en stærk mand, der udlever sine lyster.
Den frie seksualitet
På trods af romanens korte form, er den spækket med billedsprog og spænding. Sætningerne er lange og med en masse indskudte sætninger, men det forstyrrer ikke læsningen – i stedet bliver man hevet med ind i flowet og tvinges til at fortsætte med læsningen. Det er næsten, som om pusten bliver taget fra en. Man bliver hevet ind i det japanske sladderliv, hvor der lægges stor vægt på éns fremtræden i verden. Privatlivet bliver gransket, og man bør helst ikke afvige fra normalen – især når det kommer til seksualiteten. Både Taro og Mitsuko afviger fra samfundets normative regelsæt. Mitsuko er en smuk og lykkelig kvinde. Hun underviser børnene i sparsommelighed, og fortæller dem, at man ikke bør smide snotpapir ud efter en enkelt gangs brug. Selv går hun rundt i en tanktop, der er 7 år gammel og laset, og som viser hendes krop, hvilket børnene ikke er vant til. Mitsuko repræsenterer en krop, der både udskiller affaldsprodukter, og på samme tid er den naturlig, nøgen og nydelsesfuld.
Taro udfolder sine seksuelle lyster, hvor han ikke skelner mellem køn. Han opfører sig næsten dyrisk i sin væremåde. Han tager ikke længere på arbejde, men vandrer rundt i byen om natten og tager i ”spillehallen” med Toshio, der er far til et af børnene i eftermiddagsskolen. Man får et direkte indblik i japanernes forhold til sex og kroppen. Fablen om brudgommen, der var en hund, kunne man forestille sig blive brugt til at lære børn om mådehold, dyd og moral, men i stedet for udforskes seksualiteten og kroppen frem for at blive gemt væk, samtidigt med at mødrenes sladder og rygtespredning udstilles. Brudgommen var en hund kan med glæde læses flere gange, for der gemmer sig godbidder i teksten, som man muligvis ikke bemærker med det samme, og den bliver derfor mere betydningsfuld. Det er helt klart en læseværdig roman til sommerens læsning.
Leave a Reply