Skal litteratur bare være litteratur?

Af Line Andersen

Litteraturen er i konstant udvikling. Siden bogtrykkerkunstens opfindelse har oplevelsen af litteratur udviklet sig fra den traditionelle mundtlige overlevering af fortællinger til den trykte papirform. Sidenhen er den mundtlige fortælletradition langsomt mere eller mindre forsvundet, og læseoplevelsen er blevet privatiseret og dermed også individualiseret.

Forfatter Josefine Ottesen udgav i 2014 ungdomsromanen Helgi Daner med den tanke, at læseoplevelsen igen skulle fællesgøres. Udover fortællingen om Holger Danske producerede hun derfor også en række ekstramaterialer, der skulle fungere som hjælpemidler i forhold til at samle store som små om boguniverset. Hun ville forsøge at sætte fortællingen fri gennem inddragelse af bl.a. karakterkort, sange, musik og en hjemmeside, hvor læserne selv kunne skrive videre på fortællingen om den danske konge. Hun testede bog og ekstramaterialer på sytten familier, der alle meldte tilbage, at de havde nydt at læse bogen sammen. Om det var ekstramaterialerne eller blot opgaven at læse sammen, der er skyld i projektets succes, er måske svært at sige, men det er en kendsgerning, at Helgi Daner-universet fortsat udvikles af bogens fans på hjemmesiden Boggnasker.dk. Her kan fans fortsætte fortællingen om Helgi Daner og dermed holde universet i live, selv efter bogens sidste side er læst.

Ottesen er dog langt fra den første forfatter, der forsøger at åbne for nye læseoplevelser. Digteren Niels Lyngsø udfordrede for eksempel læseoplevelsen med sin digtsamling Morfeus fra 2004, hvor digtene i stedet for at fremtræde som betydningsopdelte linjer, som vi kender dem, i stedet udformede sig som figurer på papiret. Digtsamlingen adskilte sig desuden fra det traditionelle bogmedie, hvor man bladrer lineært fra venstre mod højre, ved i stedet næsten at antage karakter som et gækkebrev, der skulle åbnes på kryds og tværs og vendes og drejes for at få adgang til digtuniverset.

Andre eksempler kan findes lokalt med projektet ATLAS OVER AARHUS, hvor 40 århusianske forfattere i fællesskab skaber en slags topografi over Aarhus ved produktion af tekster om konkrete steder i byen. Teksterne skal udgives på husgavle og bænke i de kvarterer, som de omhandler.
Derudover kan man i dag iagttage en voksende udbredelse af litterære fænomener, der blander litteratur og lyd/scene, som fx i poetry slam eller digter-musikergrupper som Mouritz/Hørslev-projektet og Jørgen Leth-gruppen Vi sidder bare her.

Men er det nødvendigt at udfordre læseoplevelsen, som vi kender den fra det lukkede rum omkring bogen? Kan litteratur ikke bare få lov til at være litteratur?

Eller kan man omvendt også spørge om ikke litteraturen også er nødt til at møde os på de vilkår, som præger os i denne tid? Må den ikke gøre sig selv aktuel for os?

2 Comments

Samuel Thomsen Posted on 2:47 pm - okt 13, 2015

Spørgsmålet er, hvad det er for en forestilling, der er på færde under din brug af ordet “litteratur”.

For mig at se, er det en tabt kamp, at prøve at skelne de her ting fra hinanden. Eller nærmere. Det er meningsløst at arbejde med en samle-betegnelse “litteratur”.

Og hvorfor er det dét? Det er det fordi det æstetiske arbejde sker mellem mennesker, og ikke i forhold til om en refleksion er indlejret i en skulptur, i et digt, i et computerspil, i et stykke musik eller i en roman. Selve det æstetiske arbejde er grundlæggende forskellig fx. i henholdsvis arbejdet med den narrative roman og arbejdet med digtet.

Så når du spørger til de her såkaldt blandingsgenre som lyd+litteratur overfor Litteraturen. Hvad er det så for en forestilling om, hvad litteratur er og hvad litteratur skal være, der er på færde hos dig?

Det er måske endnu mere nærliggende at tale om forskelle i arbejdet med “litteratur” som forbrugsgode/underholdning og så litteraturen, der har som grundlæggende ambition at udforske det æstetiske, det etiske, det erkendelsesmæssige. Eller hvad vi nu skal kalde det. På den måde har Jussi Adler-Olsen mere til fælles med Ridley Scott og Justin Bieber end med fx Lars Skinnebach eller Merzbow.

Nå. Sorry jeg blandede mig.

Line Andersen Posted on 6:46 pm - nov 6, 2015

Hej Samuel!
Du skal bestemt ikke undskylde for at blande dig – det er bare super fedt, at du gider! Nu er det jo ved at være et halvt år siden, jeg skrev indlægget, og der er sket meget siden sidst. Jeg vil dog alligevel forsøge at besvare din yderst velskrevede kommentar!

Jeg tror meningen med mit debatindlæg var at sætte fokus på litteratur som en social ting. Altså om brugen af netop disse “ydre medier” såsom lyd, spil, et specielt omslag kan udfordre den meget klassiske og individuelle læseoplevelse, der er på færde, når du sidder og læser en bog alene. Altså om fortællingen kan sprogliggøres, livliggøres, ved hjælp af disse ydre omstændigheder. Og så spørger du mig, hvordan jeg definerer “litteratur”, og det er egentlig et rigtig godt spørgsmål. Jeg er helt enig med dig i, at litteraturen er mere, end blot den tekst der står skrevet på pergamentet, men på den anden side, så tror jeg nu godt, jeg personligt kan lide, at arbejde med en samlebetegnelse for litteraturen. Jeg mener ikke nødvendigvis, at den æstetiske oplevelse skal sættes i lighedstegn overfor det skrevne ord. Det er klart at prosa og lyrik kan noget forskelligt, og at musik og computerspil også fortæller en historie, men derfor vil jeg nok altid skelne imellem dem alligevel. Jeg kan godt føle dit argument, og på stående fod har jeg ikke nogle særlig gode modargumenter, andet end at min følelse af litteratur er en anden følelse end når jeg lytter til musik.

Det er ikke et særlig godt svar, men jeg forsøgte i det mindste på denne vild-med-dans-inficerede fredag 😉

Tak for dit input!

Mvh
Line

Littuna.nu