Spændingsløst drama

Anmeldelse af Lea Marie Løppenthin: Panser, udgivet på Forlaget Gladiator d. 18. november 2016

Anmeldt af Thomas L. Alvarez

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

I sin debutroman tager Lea Marie Løppenthin læseren med ind i et mangefacetteret drama om kærlighed, liv og død. Dramaet udspiller sig i den sene del af ungdommen, som former det Panser, der skal fungere som værn for krop og sjæl resten af livet. Romanen er inddelt i tre dele, og består hovedsageligt af et græsk inspireret drama, dernæst en kort dannelsesroman og til sidst et brev – og ikke mindst det flotte omslag af Halfdan Pisket, som bidrager til det samlede tragiske værk.

Flugten til Frisco

Dramaet tager udgangspunkt i den danske pige Ingeborg, der på sin lillesøsters opfordring flytter til San Fransisco. Lillesøsteren Klara er for længst rejst til Californien i følgeskab med pigernes mor, der forlod faren og Ingeborg i Danmark. Ingeborg har mistet kontakten til sin mor, og får nu et telefonbaseret forhold til sin far.

10 år er gået i San Fransisco og Ingeborg er nu i trediverne. Faren er død, moren er ude af pigernes liv, og begge piger er forelskede. De har skabt sig en ny tilværelse med en ny ”familie” – en familie bestående af nære venner. I sin nye tilværelse bestræber Ingeborg sig på at få et voksenliv. Hun arbejder som lærer, mens hun forsøger at finde hoved og hale i det forhold, hun befinder sig i.

Som det er kendetegnene for de gamle, græske dramaer, er der også i dette drama et kor, der pludseligt griber ind, da dramaet tager en drejning som følge af et mord

Den myrdede Andy, der før sin død er i et on-off forhold til Ingeborgs veninde Sophie, kommer i centrum i værkets to sidste dele. Mens dannelsesromanen beskæftiger sig med elementer fra Andys opvækst, hvor han forsøger at navigere gennem barndommens sociale scene, er værkets sidste del et brev fra Sophie til Andys spøgelse, som hun korresponderer med fra sin rejse gennem Europa.

Omslaget og siderne inden hver akt indledes, er prydet med melankolske pennestrøg tegnet af Halfdan Pisket, der – mindst lige så godt som værket i sig selv – formår at indkapsle det beskrevne ungdomsliv og de tragiske følgevirkninger af dramaets handlingsforløb.

Grunge-poesi og karakteroverflod

Lea Marie Løppenthins sammenblanding af genrer fungerer rigtigt godt. Ved at benytte det klassiske dramas genre stedet for at skrive i ren prosaistisk stil kan hun skrive i et langt mere poetisk sprog, hvilket må siges at være værkets hovedstyrke. Herigennem muliggør Løppenthin iscenesættelsen af karaktererne på en anden måde end den direkte prosa, som dannelsesromanen er skrevet i:

Løppenthin gengiver flere gange sangtekster af grunge-bandet Nirvana, hvor den ufrivilligt udråbte talsmand for ”Generation X” og forsanger i bandet, Kurt Cobain, beskriver den modløse ungdoms tilgang til det umiddelbart ligegyldige liv, som i høj grad stemmer overens med tematikken i Panser:

Det ligegyldige liv er på spil på flere måder i værket. Dramaet igennem bliver man præsenteret for flere og flere karakterer. Nogle bliver præsenteret mere dybdegående end andre, men fælles for mange af sidekaraktererne er, at de hverken synes at have tematiske eller funktionelle egenskaber. De virker overflødige, og glider bagved koret. Koret har derimod på utraditionel vis funktionel drivkraft, som er med til at bestemme handlingsforløbet:

Udtoning uden katarsis

Sædvanligvis ville et klassisk tragisk drama servere en konflikt eller intrige, der skaber en spændingsopbygning mod en eller anden form for forløsning. Konflikten i Panser synes nærmest at være Ingeborgs konflikt med sig selv, og den tragiske forløsning virker til at være et tilfældigt resultat af den kamp Ingeborg kæmper imod sig selv.

Mordet, som man ellers kunne opfatte som en central konflikt, synes heller ikke at påvirke nogen af karaktererne synderligt meget, hvad der nok ligger til grund for den manglende katarsis i dramaets udtoning. Her synes Løppenthin igen at være mere interesseret i kort at præsentere nye karakterer, end at gennemgå udtoningens renselse.

I og med at dramaet i meget begrænset udstrækning beskæftiger sig med Andy – ligesom det er tilfældet med flere af de øvrige karakterer – virker dannelsesromanen om ham formålsløs. Den beskriver Andys beskyttede og trygge opvækst, der står i kontrast til Ingeborgs liv, men scenarierne fra Andys barndom virker tilfældigt udvalgte.

Derimod virker det afsluttende brev som en erstatning for dramaets manglende endelige refleksion, hvor Sophie tilsyneladende har taget afstand til dramaets øvrige karakterer, da hun er rejst væk fra San Francisco.

Med forventningen om et stærkt og potent værk, der skulle sætte en finger på tyvernes ulykkelige kærlighedsliv, skuffer Panser. Værket føles mere som en sammensætning af fragmenterede tekster og uigennemtænkte idéer, der efterlader læseren med en masse løse ender og en stormflod af ligegyldige karakterer.