Tabte solskinsdage ved Geimundsfjord

Tabte solskinsdage ved Geimundsfjord

Tabte solskinsdage ved Geimundsfjord

Anbefaling af Bergsveinn Birgisson: Et landskab er aldrig tåbeligt. Udgivet på Forlaget C&K den 22. september 2017

Anbefalet af Kristine Kold Vestergaard Strandsby

Foto: Bogens omslag/ politikensforlag.dk

Fra en lille flække ved Geimundsfjord i det nordvestlige Island skriver den simple fisker Halldor dagbog om vejret, hverdagen, Gud og ensomheden, som præger tilværelsen ved det, der synes som verdens grænse. Et landskab er aldrig tåbeligt er en rørende fortælling, som slår rødder i sin læser og efterlader denne eftertænksom og med våde øjne.

Bergsveinn Birgissons Et landskab er aldrig tåbeligt er på overfladen en klassisk fortælling om skellet mellem by og land og natur og kultur. Det er fortællingen om et lille fiskerisamfund, hvor alt går halsbrækkende langsomt, og det eneste, man tilsyneladende går op i, er vejret. Men under overfladen lurer fortrængte og uforløste barndomstraumer hos fortælleren, Halldor, som kæmper med at affinde sig med den noget kedsommelige skæbne. En skæbne, han deler med byens andre fiskere, den lettere sindsforvirrede præst og den pukkelryggede Jonmund, som viser sig at være intet mindre end et poetisk orakel.

Let østlig vind og pænt med bølger

I et fiskerisamfund fylder vejret naturligvis meget, og hvert kapitel indledes med en sætning eller to om vejret. Selvom dette kan lyde voldsomt kedsommeligt, skal man ikke lade sig narre. Vejret har nemlig sjældent været så berigende at læse om:

”Solvind fra vest og dørene klaprer under de værste vindstød, så det lufter omkring ens sjæl. Ikke fiskevejr.”

Beskrivelserne af vejret er toneangivende, og man mærker tydeligt, hvordan vejret påvirker Halldor og stemningen i det lille samfund generelt. Dette skyldes ikke blot, at fiskerne er afhængige af godt vejr for at kunne fiske. De fleste beretninger er nemlig skrevet, når det ikke har været muligt at drage til søs, og Halldor har været at finde ved sin skrivepult i stedet. Her sidder han ofte og kigger ud over bugten og længes efter noget andet og mere:

”At se ud over bugten en morgen, når de buttede skyer hviler fredeligt over kysten på den anden side, hvor alt må være bedre, og lysskæret bærer på et ukendt løfte.”

Denne længsel fylder gradvist mere og mere igennem romanen. I starten skjules den godt i beskrivelserne af vejret og det smukke landskab, hvor den mod slutningen er altoverskyggende. Et sted i midten beslutter de gæve fiskere sig for at rykke en annonce efter en husholderske i hovedstadsavisen med henblik på at afhjælpe deres ensomhed.

Husholderske søges

Da husholdersken, Arnheid, ankommer til Geimundsfjord, ændrer fortællingen karakter. Det er her, de fortrængte barndomstraumer kommer til overfladen og for alvor manifesterer den længsel, Hallbor bærer på.

Arnheid er rejst mod Geimundsfjord, efter hendes oldemor i en drøm har bedt hende om at rykke lidt og ”tage blomsterne i øjesyn vestpå i fjordene”. Og der er da også noget generelt åndeligt over Arnheids tilstedeværelse. Hendes væsen er roligt og omfavnende, og hun er sådan en, man har lyst til at give en krammer.

Tilbage til livet

Halldor bliver da også hovedkulds forelsket , og som forelskelse gør bedst, driver det ham til vanvid – helt bogstaveligt. Det resulterer i en længere tur tilbage i barndommens angst, som kun med nød og næppe forløses efter en snak med gamle Jonmund pukkelryg:

”Din kærlighed bliver aldrig andet end et genskin af tabte solskinsdage, hvis du flygter fra din angst. Kærligheden er stærkest. Den forlader dig ikke.”

Et landskab er aldrig tåbeligt er en hjertevarm og rørende fortælling om at kæmpe sig tilbage til livet og genvinde troen på mennesker og kærlighed. Blandet med smukke beskrivelser af vejret, sindsforvirrede præster, usultede får og ånder udgør den uden tvivl en af de mest velskrevne og rørende romaner, jeg nogensinde har læst.