Anmeldelse af Georges Perec: VERDENS RUM og andre tekster udgivet på Forlaget Arena d. 24 november 2016. Oversat fra fransk af Christian Yde Frostholm
Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: Bogens omslag / forlagetarena.dk
Én vane kommer sjældent alene. Selv vores sprog er domineret af vaner i form af ordsprog og flittigt brugte vendinger. Tekstsamlingen VERDENS RUM og andre tekster rummer en række sociologiske tekster, oprindeligt udgivet på fransk i perioden 1973 til 1982, der fremhæver det klassificerende og det vanedominerede rum. Gennem ustandselige opremsninger af hvad der synes at være tilfældige tanker, steder, objekter, personer, genstande opfordrer Georges Perec sin læser til at gøre noget uvant.
Georges Perec (1936-1982) var et af de bærende medlemmer i den franske litterære gruppering OuLiPo (Ouvroir de Littérature Potentielle), hvis forehavende var funderet i definerede systematiske regler, der havde til formål at begrænse digteren. Gennem begrænsningerne kan digteren, ifølge OuLiPo, afsøge alternative litterære teknikker, der igen kan åbenbare nye måder at skrive og forstå digte på. Dette strukturelle fokus er i særdeleshed til stede gennem hele tekstsamlingen. Det indledende værk, ”VERDENS RUM”, undersøger systematisk alle verdens rum; fra den side som forfatteren nedfælder sine tanker på til sengen til soveværelset til lejligheden til ejendommen til kvarteret til byen og så videre. Men under gennemgangen opstår der spørgsmål: Er det for eksempel muligt at forestille sig et rum, der ikke tjener noget formål?
Det forførende og hypnotiserende ved Perecs mange tanker og spørgsmål er, at han ikke gør et forsøg på at fremtvinge et endegyldigt svar. Tværtimod fremhæver han umuligheden ved at opnå en definitiv helhedsoplevelse af sin omverden. Gennem opremsninger af alt mellem himmel og jord forsøger Perec alligevel at klassificere og kategorisere og definere sin omverden. Beskrivelserne er i teksten ”Forsøg på at udtømme et sted i Paris” steds- og tidsbundne; Perec bevæger sig rundt i bylivet og nedfælder alt, hvad han ser omkring sig:
De nøgterne, nedskrevne observationer er præget af en vis usikkerhed. De er begrænsede og påvirket af forfatteren udsyn, hans humør, hans velbefindende. Ligesom det er umuligt at opnå en definitiv helhedsopfattelse af verden, er det umuligt at lave en altomfattende klassifikation af rummet. Men de individer, der befinder sig i rummet, kan blive mere opmærksomme på dets skævheder. På denne måde vil individet se sin verden på ny – hver dag! Perec italesætter også læsningens rum. Det rum, som du i dette (arbitrære) øjeblik befinder dig i.
”En læsningens kunst – og ikke bare læsningen af en tekst, men også det, man kalder læsningen af et billede, eller læsningen af en by – kunne gå ud på at læse sidelæns, kaste et skråt blik på teksten (men allerede da er det ikke længere læsningens fysiologiske plan, det handler om: Hvordan lærer vi de ekstraokulære muskler at ’læse på andre måder’?)”
I forsøget på at tvinge sin læser til at ”læse på andre måder” gør Perec brug af talrige – og til tider trættende, udmattende, svækkende – opremsninger af, hvad der i begyndelsen fremstår som arbitrære og overfladiske observationer. Opremsningerne har dog en tydelig rytmik, hvilket gør, at læseren oplever de henkastede betragtninger som hypnotiserende og dermed som noget særligt og betydningsfuldt. Enhver læser med lyst til at blive udfordret på sin vanetænkning vil opleve denne opremsende, filosofiske, finurlige, tankevækkende tekstsamling som et perfekt værktøj til oprøret mod de evindelige og uundgåelige vaner.
Leave a Reply