Anbefaling af Dorthe Nors: Det var så den vinter, udgivet på Gyldendal d. 15. juni 2016
Af Marie Marcussen Lerche
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Det var så den vinter er en samlet udgivelse af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage (2010) og Minna mangler et øvelokale (2013). Det er også en samling af to konceptuelle og formelle tekster, der ganske spidsfindigt og elegant udfordrer normen for den gængse prosatekst. Ikke mindst indeholder samlingen to fortællinger, der hver for sig – men bestemt også i samspil – viser sig at udtrykke en hel del mere, end man måske umiddelbart forventer af den visuelle ordknaphed på bogens sider.
En daglig dokumentation
Dage, den første kortroman i udgivelsen, er udformet som lister; nummererede punkter som fortællingens kvindelige jeg-person nedfælder dagligt i tiden efter et langvarigt forhold er gået i stykker. Hver ny dag afføder en ny liste. De mange små notater er et nedslag i en tilsyneladende undtagelsestilstand, hvor jeget er tydeligt påvirket af bruddet og forsøger at genvinde sit fodfæste i dagligdagen. Det viser sig både i dokumentationen af helt banale begivenheder såsom
En fortælling i hovedtræk
Den efterfølgende kortroman, Minna mangler et øvelokale, er udformet ud fra et ganske andet, omend lige så overraskende, formelt koncept: Den er skrevet udelukkende i hovedsætninger. Minna er komponist, og hun er meget forelsket i journalisten Lars, der desværre ikke gengælder Minnas ønske om et seriøst parforhold. Det slår Minna ud af kurs, men hun prøver med besvær at affinde sig med situationen: ”Minnas knuste hjerte bor i brystet på en optimist.” Dorthe Nors formår at flette en let underspillet humor ind i fortællingen, der styrker læserens sympati for Minna, og vigtigst af alt sørger for, at fortællingen ikke kommer til at klinge overdøvende af klichéer om kærestesorg og et knust hjerte. Det er desuden påfaldende, hvor hurtigt man vænner sig til udelukkende at læse hovedsætninger, og tilmed får hver eneste sætning en vis konstaterende effekt:
Det var så den vinter er i det store hele anbefalelsesværdigt læsestof – særligt fordi den i kraft af de to gennemførte formeksperimenter er et friskt pust, og en interessant nytænkning af hvordan en fortælling kan udformes. Der er en behagelig genkendelighed hos både det kvindelige jeg i Dage og Minna i Minna mangler et øvelokale i kraft af den hverdagslige skildring; nærmest som var de to bekendte, man skulle tjekke op på. Dertil kommer, at bogen rent tidsmæssigt faktisk er ganske hurtigt læst – men dermed ikke sagt, at den er hurtigt fordøjet. Fortællingerne klæder hinanden både tematisk og konceptuelt, og det er bestemt et positivt tillæg til oplevelsen af dem begge, at de i Det var så den vinter kan læses i sammenhæng.
Leave a Reply