Anmeldelse af Anders Vægter Nielsen: Trappevask, udgivet på Jensen & Dalgaard, d. 20. oktober 2017
Anmeldt af Simone Eriksen
Fotograf: Simone Eriksen
I Trappevask af Anders Vægter Nielsen får læseren et indblik i, hvordan hverdagen for en trappevasker kan være. I et ghettokvarter i Danmark følges jeg-fortælleren i situationer, som forekommer letgenkendelige for nogen. Indblikket giver adgang til en verden, som mange ved lidt om, men som nogle kun kender alt for godt.
Anders Vægter Nielsen har tidligere skrevet digte og kortprosa, hvilket tydeligt fremgår af romanen Trappevask, da formen er præget af korte sætninger og hyppige linjeskift. Opbrydningen giver tendens til forvirring hos læseren, da man kun når at få meget få informationer om et emne, før teksten er videre til det næste punkt. Men fordi jeg-fortælleren samtidig er kønsneutral gennem største del af romanen, gør det også at der opstår flere og flere situationer, hvor man nemt kan se sig selv – både på godt og ondt. Dette gør derfor, at læseren nemt kan sætte sig i jeg-fortællerens sted. Jeg-fortælleren beretter om sit eget liv – både op-og nedture, dog mest sidstnævnte – og alle disse episoder er noget, som er nemmere at relatere til, hvilket gør at man bliver revet mere og mere med, også da jeg-fortælleren tænker på kærligheden:
Historien er det fælles. Min egen er for lille.
Jeg tror at kroppene længes efter værdighed.
Værdigheden må komme fra det konkrete.
Kroppene længes efter kærlighed.
Jeg tror de længes efter kærlighed og værdighed.
Jeg længes som en vanvittig efter kærlighed.
Jeg længes som en vanvittig efter værdighed.
I dette lille afsnit kommer læseren helt tæt på jeg-fortælleren. Her bliver, der fortalt om den ensomhed, som jeg-fortælleren oplever, hvilket er noget de fleste kan sætte sig ind i, da mange på et tidspunkt i deres liv har længtes efter en form for kærlighed, om det så enten er efter en kæreste, ven eller familie. På grund af kønsneutraliteten får læseren også opbygget en nysgerrighed over, hvem jeg-fortælleren er. Imens jeg-fortælleren er kønsneutral, er der plads til at læseren kan udvikle sine egne ideer og forestillinger om vedkommende, men fordi jeg-fortællerens identitet løbende kommer frem, mindskes eller forsvinder læserens egne forestillinger efterhånden, som romanen skrider frem.
Trappevask er også et godt eksempel på en socialrealistisk roman, da den bringer nogle af de problemstillinger op, som ses i Danmark i dag – fx kriminalitet i form af salg af stoffer og skudepisoder. Det bliver dog ikke politisk, da jeg-fortælleren ikke er til stede når episoderne opstår, men vedkommende enten kommer dagen efter og gør rent efter begivenheden eller får det fortalt, hvorefter vedkommende forholder sig forholdsvis neutralt. På denne måde kommer man i kontakt med en ghetto indefra, men fra arbejdernes synsvinkel, som er en oplevelse, man ellers ikke får tilbudt i meget af den eksisterende litteratur om emnet.
Det er ikke kun den kønsneutrale jeg-fortæller, som er interessant i Trappevask. Romanen bringer også fokus på en ghetto i Danmark, men ikke på de mennesker som bor der. Læseren følger nemlig i stedet de personer, som arbejder der, hvilket gør romanen interessant; for på den måde bliver man introduceret til et område og problemstillinger gennem en udenforståendes blik. Man kommer derfor ind i et miljø, hvor mange forskellige karakterer bliver introduceret som jeg-fortællerens kollegaer, hvor man får et lille indblik i, hvad nogle mennesker kalder for hverdag.
Leave a Reply