#Ung, lidende kunstner

#Ung, lidende kunstner

#Ung, lidende kunstner

Anmeldelse af Mathias Bruun: Ubehjælpsom, udgivet på DreamLitt d. 7. august 2017

Anmeldt af Sophie Dolmer

Fotograf: Sophie Dolmer

”Sut min / digtsamling” lyder det i Mathias Bruuns nyeste digtsamling Ubehjælpsom, der indeholder et væld af dikotomiske attituder, som man netop bør finde dem hos en ung digter og dennes selvfølgelige sortsyn. Digtene befinder sig i en tilstand af splittelse imellem komplet ligegladhed på den ene side og en dundrende selvbevidsthed på den anden. Således påtager jeget sig forskellige masker, hvorfor værket i sin helhed bliver et sammensurium af store fuckfingre, cyber-forelskelse, ”booz” og bundærlig skrøbelighed.

”Set”

Ubehjælpsom består af fire dele: ”////(k)vinder”, ”///dissonans”, ”//@digterjeg” og ”/mausoleum”. I ”////(k)vinder” anråber digterjeget et du/dig; en pige, der ikke længere svarer på Messenger eller liker jegets Instagrambilleder. Her er Goethes unge Werther blevet moderniseret til nutidens ungdom, hvor brevudveksling er afskaffet til fordel for internettets mange online-platforme, og hvor selviscenesættelse og persona sker og skabes over sin Smartphone. I digtet med titlen ”/vores børn bliver som dine signaler” lyder ungdommens ulykkelige forelskelse som følgende:

”jeg uploader et / gammelt selfie til instagram / fordi jeg tror du vil kunne / lide det og jeg får /ret efter nogle timer hvor du /endelig liker det og jeg /tænker at det ikke er så / slemt at jeg ikke har / hørt fra dig i / tre dage straight og / sender dig en ny besked som du / ser men ikke besvarer.”

Alle tænker det, og alle kender det, men jeget her siger det – og med digtet bliver det manifesteret. Digtene i ”////(k)vinder” fortæller bundærligt om den skrøbelighed, der ligger i noget så simpelt som et like fra en pige, og hvordan sociale medier dermed bliver den ’nye’ virkelighed, fra hvilken jeget afventer livstegn. Digtene i samlingens første del er en evig venten på svar og kalkulering af du’ets reaktionsmønstre på det, som jeget selv kalder for ’de asociale medier’. Der er noget fint over digtenes evne til at ramme de pinlige små vaner på Facebook og Instagram, som de fleste må kunne nikke genkendende til. Efter mange digte og mange timers venten på respons, bliver denne første del af digtsamlingen dog en smule ensformig og efterhånden noget banal, til trods for den ellers så originale tematik om kærlighed på de sociale medier.

Liv og død, tømmermænd og tekster

Til de efterfølgende tre dele føjes mere fylde til digtene. I ”///dissonans” spøger det så ofte omtalte ”du”  stadig, men her indtager det en mere perifer rolle blandt jegets tanker. Tanker, der både indebærer konkrete øjebliksbilleder fra en tømmermandsdag men også mere abstrakte forestillinger og længere refleksioner over jeget selv, livet og døden. Således opbygges en til tider komisk kontrast (eller netop en dissonans) imellem hverdagsøjeblikke og ungdommelige eksistenskriser. Tredje del, ”//@digterjeg”, sætter i højere grad fokus på rollen som digter og bliver derfor en slags metakommentar på sig selv. Her bliver det helt tydeligt, hvordan digteren er konstant spaltet imellem arrogance og usikkerhed. Jeget scorer piger, drikker sig fuld, kaster rundt med intertekstuelle referencer og livsvisdom, og han har succes som debutant, som blandt andet ses på versene; ”de har undervurderet en / ganske ukendt debutant”. Samtidigt udstråler han en ligeglad kølighed – og så alligevel ikke. Digteren venter stadig på svar fra én pige, han hader og misunder andre ”hipsterdigteres” opstillede instagram fotos, og dog afslører han sine egne kneb for nogle lige så opstillede billeder. Desuden bekymrer han sig i høj grad om, hvorvidt han vil opnå anerkendelse for sin kunst:

”jeg kræver / anerkendelse fra / laveste sted og / højeste fællesnævner / hvis jeg skriver en / digtsamling uden at blive  /opdaget har jeg så / levet er der liv inden / døden er der liv inden / døden.”

Her bliver hans liv som digter altså ophøjet til et spørgsmål om liv og død. Denne tematik videreføres med fjerde del, ”/mausoleum”, hvor jeget omtaler både sit liv og sin død med en lethed og ligegladhed: ”jeg har efterhånden sluttet / fred med døden …” og ”summa summarum jeg / gider slet ikke”. Denne sidste del tenderer dog til at blive en anelse overdramatisk, hvorfor den desværre nogle steder får den unge digter til at fremstå en smule komisk i sin naivitet.

Der hersker generelt i Ubehjælpsom en larmende fornemmelse af fremmedgjorthed grundet den afstand, som de sociale medier skaber imellem jeget og verden. Således har jeget både et ansigt udadtil og indadtil, to komplette modsætninger, hvor kun ansigtet udadtil modtager anerkendelse (i form af likes), imens ansigtet indadtil, det ’virkelige’ menneske, befinder sig i en selvdestruktiv cirkel. Ubehjælpsom rummer derfor en skarp og dybt personlig kritik af noget højst aktuelt, nemlig unges ageren i og omkring de sociale medier, som ingen er bedre til at beskrive end digteren selv. Når det kommer til mere eksistentielle emner, tenderer nogle af digtene dog til at blive en anelse højstemte og mister den ellers gennemgående jordbundenhed, så jeget pludseligt synes at fremstå som en meget ung og meget lidende kunstnerstereotyp.