Reportage fra Litterær byvandring med Svend Åge Madsen på diverse fortove i Øgadekvarteret, Aarhus d. 30. august 2016
Af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Folkene bag det litterære projekt ”365 tekster” har fået seks messingplader med skønlitterære tekster hængt op i Aarhus’Øgadekvarter, og som projektet skrider frem, skal det blive muligt for byens beboere at finde endnu flere i det Aarhusianske byrum. Til Aarhus Festuge gav forfatteren til teksterne på de seks plader, Svend Åge Madsen, en litterær rundtur, hvor han læste op af de historier, som er indgraveret i de for nyligt ophængte værker. Undervejs rejste der sig spørgsmål fra dybet af undertegnedes tanker: Hvad skal sådan et projekt til for, og spiller teksterne nogen rolle for, om væggene, de er skruet ind i, står stærkere end før? Og kan litteraturens mure af ord give husly?
For godt en måned siden blev jeg som resten af Aarhus’ befolkning draget til af festugen og den forførende måde, hvorpå den får én til at smide alt fra sig, som havde man kun dén uge tilbage at leve i. Derfor befandt jeg mig en tirsdag aften pludselig på en fortovskant i Øgadekvarteret sammen med omtrent 150 forventningsfulde mennesker, heriblandt min far og Svend Åge Madsen, hvis dansende hvide hår hurtigt afslørede den lokale forfatters placering i folkemængden. Hvad jeg egentligt havde begivet mig ud i var mig endnu uvist, og da den transportable mikrofon langt fra kunne råbe det uventede antal interesserede op, var cirka halvdelen af lytterskaren, inklusiv mig selv, ikke blevet meget klogere på projektet efter de første to minutter. Således måtte jeg resolut kæmpe mig igennem folkemængden, stille mig på tæer og stikke det skarpeste af mine ører i luften.
Byvandringen introduceredes af Robert Skovmose Christensen, som redegjorde for projektet omkring ”365 tekster”; det er et lokalt initiativ, der har til formål at bringe litteraturen ud i byrummet, blandt andet for at møde det publikum, som ikke normalt læser ret meget litteratur. Teksterne kan findes på alt fra pizzabakker til træbænke og på bannere flagrende fra husgavle. De kan også findes på messingplader boret ind i byens huse, og det var netop de seks første af disse, vi var kommet for at fejre sammen med Svend Åge Madsen, hvis tekster nu var at finde rundt i Aarhus’ Øgader – og fundet blev de!
Efter en, for nogen, noget lavmælt introduktion til projektet, rakte Christensen stafetten videre til aftenens hovedperson. Med udgangspunkt i den skinnende plade på Mønsgade 10 påbegyndte Madsen fortællingen om et noget mærkværdigt husbytte. Under fortællingen bevægede lytterskaren sig i små ryk tættere på fortælleren i håb om at kunne opfange ordene, der stille strømmede ud. Ved historiens punktum startedes en folkevandring længere ind i kvarterets charmerende gader. Næste stop var Lollandsgade 23, og efter at publikum havde samlet sig i den intime og efterhånden vante klump, blev højtalerne løftet op på to mandeskuldre, så Svend Åge Madsens stemme omsider kunne bevæge sig frit ud i luften og fylde ørerne på det nu veltilfredse publikum. At finde var en fortælling om en nonne, der fandt ud af, hvordan man gav næstekærlighed, så områdets prostituerede blev helt misundelige. På Fanøgade 3 og 5 fortalte messingskiltet historien om, hvordan to fremmede blæsere akkompagnerede hinandens spil, så husene efterhånden syntes at rykke hinanden nærmere – en hverdagslig magi som kun Svend Åge Madsen kan udføre. Sådan fortsatte vandringen og historierne fra plade til plade, som alle formåede at frembringe et smil på enhver af de lyttendes læber. Det var derfor med en tiltagende munterhed, at arrangementet havde bevæget sig igennem kvarteret – vinduer blev åbnet og måbende hoveder stak ud, og bilister måtte væbne sig med tålmodighed, velvidende at der ved større forsamlinger af folk opstår en mentalitet, som afvæbner alle trafikkens love.
Den litterære byvandring sluttede ved Sjællandsgade 102, hvor fortællingen om hvordan udtrykket ”at gå under jorden” fik sin debut – eller i al fald hvordan det kunne have fået sin debut. Hvordan dét skete, må den nærværende læser opklare i Øgaderne, hvor historierne kan fortælle sig selv, og måske endda bringe et smil frem på endnu et par læber.
Efter aftenens arrangement kom jeg hjem med følelsen af berigelse. Der er noget helt særligt over at kunne danne fællesskab med flere hundrede mennesker, der alle på den ene eller den anden måde får vækket deres følelser af noget så simpelt som ord på række. For litteratur er bare ord. En forfatter kan ikke som mureren bygge mig et hus, som landmanden dyrke min mad eller som lægen redde mit liv. Forfatteren kan fortælle, som musikeren kan spille, og som maleren kan male. Giver det os husly, mad, og holder det os døden fra livet? Hvorfor er det så vigtigt med kunsten, æstetikken? Og er det overhovedet vigtigt?
Mon ikke op til flere, der studerer kunst i nogen forstand, er blevet ramt af egne grusomme spørgsmål om, hvad formålet med denne viden egentligt gør godt for? Det kan af og til være med en famlen ud i intetheden, at dette formål forsøges fundet. Det er ingen steder, det er overalt. Det er ikke et hus af murbrokker og cement, det er et spøgelse, uhåndgribeligt. Så hvad skal vi bruge hundrede nye Nordisk-studerende til hvert år? Til at lære fra sig, så de næste kan lære fra sig?
De skal bruges til at fortælle en historie: En saga om, hvordan hævndrab og ære herskede blandt vores forfædre for flere tusind år siden; et romantisk digt om, hvordan den danske ånd skal genfindes; et dadaistisk manifest om, hvordan alt skal vendes rundt og opdages på ny. Det er litteraturen, der viser os fortiden, dens hændelser og ikke mindst de tanker, som har hersket i de givne perioder. Det er datidens fortællere i form af sangere, digtere og prosaister, der har nedskrevet tidens tanker og givet de efterfølgende generationer en idé om den fortid, der har været én forudsætning for dem, deres omgivelser og den tidsånd, de befinder sig i.
Noget helt andet er, at der med litteraturens og kunstens eksistens gennem hundredvis af år må være en særlig grund til, at den er her endnu. Den er i glæden ved en god historie og i gråden frembragt af et stykke musik. Den er i alle de følelser, der ikke kan siges med ord, men vises med et billede. Den er i seks messingskilte, der hænger vest for Domkirken.
Leave a Reply