Et essay om vandreture blandt britiske ruiner og deres litterære tilknytning til middelalderen
Af Lea Grosen Jørgensen
Fotograf: Lea Grosen Jørgensen
I tredje og sidste del af min serie af vandreressays beskriver jeg Baths romerske ruiner i henhold til det angelsaksiske digt The Ruin. Skønt digtet er fra det 8. århundrede, afspejler det en særlig historisk bevidsthed, hvor fortiden medieres med litteraturens kraft – det samme kan siges om selve middelalderen.
Bath, Somerset d. 8. juli 2016
Vores vandreture gennem Englands middelalder tager en særlig drejning med vores besøg i Bath, hvor vi finder de hidtil ældste ruiner på vores rejse – The Roman Baths. De stammer faktisk ikke fra middelalderen, men fra antikken, og befinder sig i hjertet af byen; overfor Bath Abbey og ved siden af et torv fyldt med caféstole og butikker med både merchandise og vaser fra lokale glaspustere. Strækker man hals, kan man fra det samme torv se den øverste søjlegang fra ruinerne, som har tildelt byen dens navn.
Det var romerne, som omkring år 60 e. Kr. anlagde spabadene og dermed udnyttede områdets varmekilder. De døbte byen Aquae Sulis og opførte til visdommens gudinde Sulis Minerva et tempel, som, på trods af byens lave indbyggertal på 1000-2000 mennesker, rummede de største spabade i det romerske Britannien og, efter sigende, i hele Romerriget. I det 18. århundrede fik badene med deres konnotationer til luksus og afslappelse en renæssance, og Bath voksede sig stor i kraft af sin rolle som en badeby for den britiske elite. Familier strømmede hertil med fuld oppakning og tjenestefolk, og arkitekter fyldte byen med georgianske bygningsværker som The Royal Crescent, The Circus og ikke mindst The Assembly Rooms, hvor borgerskabets bedre halvdel mødtes i vinterhalvåret til banketter. Baths luksuriøse omdømme er også at finde i litteraturens verden, ikke mindst hos Jane Austen som i en overgang var bosat i byen. I romanerne Northanger Abbey og Persuasion (begge udgivet posthumt i 1818) fungerer Baths seværdigheder som handlingens kulisse, og hovedpersonerne har delvist fascination, delvist harme tilovers for byens snobbede atmosfære og livsstil. Baths udskældte omdømme blev også omdrejningspunktet for datidens karikaturtegnere som Matthew Darly og Thomas Rowlandson, der portrætterede Bath som grådighedens højborg, hvor smældfede grever æder sig halvt ihjel, og hvor de absurd overpyntede parykker ikke kan blive høje nok.
I modsætning til romerne anså regencyperiodens englændere ikke ligefrem Bath som et helligt sted, men de forstod at bevare dets status som badeby og dets antikke rødder. Efter nyklassicismens regler efterlignede arkitekterne Romerrigets søjlekolonner, og selv i dag kan besøgende nyde et dampende spabad ligesom romerne. Varmekilderne strømmer som dengang, og da vi træder ind i The Roman Baths, går vi oven på en søjlegang, der omkranser den store pool, hvor datidens romere havde deres mødested. Med udsigt til Bath Abbeys knejsende tårne hører vi gademusik fra torvepladsen. Uden for ruinen fortsætter byen sit liv, hvad den altid har gjort, men også herinde har eftertiden sat sine spor: Efter udgravningerne i 1800-tallet valgte skulptører at udsmykke poolens søjlegang med statuer af romerske personer med en særlig tilknytning til Bath og Storbritannien generelt. På vores gåtur ovenover poolen passerer vi blandt andet Julius Cæsar, den halte kejser Claudius og Hadrian, der byggede muren mellem det nuværende England og Skotland for at markere Romerrigets nordlige grænse.
Enta og wyrd – fortidskæmper og skæbnen
Byen Aquae Sulis blev imidlertid fortolket inden for litteraturens verden, længe før 1800-tallets arkæologer og skulptører satte deres præg på Bath. Da romerne forlod Storbritannien i det 5. århundrede, fulgte en invasion fra germanske stammer, hvilket indvarslede den angelsaksiske periode og dermed den britiske middelalder. I dag er kun et fåtal angelsaksiske tekster bevaret; bedst kendt er eposset Beowulf og en række historiekrøniker, men også en håndfuld digte. En af disse er elegien The Ruin, hvis forfatter er ukendt, og som dateres til omkring det 8. århundrede. Digtet er et kort og fragmenteret stykke tekst i sig selv, hvilket går i spænd med selve dets indhold, nemlig fortællerens sanselige møde med ruinerne fra en uspecificeret by:
“Wondrous is this stone-wall, wrecked by fate;
the city-buildings crumble, the works of the giants decay.
Roofs have caved in, towers collapsed,
barred gates are broken, hoar frost clings to mortar,
houses are gaping, tottering and fallen,
undermined by age. The earth’s embrace,
its fierce grip, holds the mighty craftsmen;
they are perished and gone. A hundred generations
have passed away since then. This wall, grey with lichen
and red of hue, outlives kingdom after kingdom,
withstands tempests; its tall gate succumbed.”
(Crossley-Holland: 59)
Resten af digtet følger i nogenlunde samme fodspor, hvor fortælleren med en blanding af fascination og ærefrygt hylder fortidens bygmestre og indbyggere som ”giants” eller enta på det oprindelige oldengelsk. Samtidig tolker vedkommende ruinen som et symbol på skæbnens destruktive magt og overtagelse af enhver periode i menneskehedens historie. Det oldengelske wyrd, her oversat som ”fate”, optræder senere i digtet som ”fate the mighty” (ibid.: 60), der sætter en stopper for de gilder og krigersammenkomster, som fortælleren forestiller sig udspillet i byens storhedstid. Skønt ordet kun er skrevet to gange, gennemsyrer wyrd hele digtet som en påmindelse om, at skæbnen, tiden, er uomgængelig for alle civilisationer. The Ruin er særlig interessant for byen Bath, eftersom flere forskere tolker The Roman Baths som dén konkrete ruin, fortælleren beskriver. Argumentet for en sådan læsning skal findes i digtet selv, som netop lyder ”Bright were the city halls, many the bath-houses” (ibid.) og fortsætter med:
“Stone houses stood here; a hot spring
gushed in a wide stream; a stone wall
enclosed the bright interior; the baths
were there, the heated water; that was convenient.
They allowed the scalding water to pour
over the grey stone into the circular pool.”
(ibid.)
Fortælleren kunne lige så godt beskrive vores eget besøg i The Roman Baths denne julidag. Efter at have betragtet poolen ovenfra, går vi inden for og ned ad en trappe til en større udgravning, som afdækker resterne af Aquae Sulis: ”Stone houses” er reduceret til afbrækkede søjler og mursten, der tegner et omrids af de forskellige baderum, som lå i forlængelse af poolen. Med en slave som vedhæng kunne datidens romere klæde om, svømme en omgang i den fyldte pool og til sidst tage et køligt bad ved siden af for at lukke porerne i kroppen. For enden af gangen ville de få tilbudt massage i et rum så varmt, at de måtte gå med sandaler for ikke at brænde fødderne mod de hede klinker, som i dag ligger sammenstablede på gulvet foran os. Senere står vi ansigt til ansigt med varmekildens ”wide stream”, der fosser i underjordiske kanaler fra et rum til et andet. Vandet efterlader damp i luften og har farvet de gamle sten gule. Også ”the circular pool,” støder vi på. Den er ikke opvarmet som den firkantede og søjleomkransede pool udenfor. Til gengæld er dens bund dækket af mønter, der glimter trods mørket fra de mange bygninger, som i tidens løb er blevet opført lige ovenover romernes spabade.
Selv om det kan være geografisk og historisk forsvarligt at anse The Roman Baths som The Ruins omdrejningspunkt (Johnson: 397), er ikke alle forskere af denne overbevisning. Nogle opfatter tværtimod digtets ruiner som symboler på enten sagnomspundne eller generelle fortidsbyer, som for eksempel Bibelens Babylon (Scheil: 41). Hvorvidt den angelsaksiske fortæller omtaler et abstrakt eller et konkret sted ændrer imidlertid ikke på den historiske bevidsthed, digtet giver udtryk for: Fra start til slut er byen som symbol på menneskets civilisation holdt i et jerngreb af naturen og ”the mighty” wyrd, og omvendt understreger fortælleren, at byens beboere nok er døde, men deres bygningsværker har overlevet ”kingdom after kingdom.” Der er hyldest og beundring tilovers for disse mennesker, som fortælleren tilmed hensætter til en angelsaksisk hverdag ved at nævne mjødhaller og krigere klædt i guldbeskinnede rustninger. Litteraturhistorikeren Anne Klinck har omtalt denne litterære proces som en germanisering af de romerske ruiner, og i forlængelse heraf fremhæver hun, at The Ruin benytter et ordforråd lignende Beowulfs og dennes beskrivelse af Kong Hrothgars mjødhal, Heorot (Klinck: 62, citeret efter Beaston: 484). Uanset The Ruins geografiske udgangspunkt tilbyder digtet dermed en særegen poetisk fortolkning af fortiden (muligvis den romerske), som den oven i købet formår at gøre til sin helt egen.
Angelsaksernes og middelalderens ruin
Det potentielle møde mellem Romerriget og angelsakserne udgør endnu et fællestræk for The Ruin og The Roman Baths. Under jorden er ruinen udstyret med mønter, statuerester og oprevne fliser, som vi ser bag hegn og gennem et gennemsigtigt gulv af glas. Et af de bedst bevarede tempeldele er pedimentet, som engang blev båret af fire søjler på ca. 15 meter. Arkæologer har hidtil kun fundet brudstykker af, hvad der menes at have været bygningens facade, men de har bestræbt sig på at vise os dens oprindelige motiv med lysbilleder ovenpå resterne af det trekantede pediment: I midten hænger ansigtet af en skægget gorgon, omgivet af en guldplade båret af to bevingede kvinder. De udgør alle et motiv, der er udtænkt af romere, men udført af keltiske stenhuggere. Kombinationen af antikkens og den keltiske kultur har også efterladt spor i Baths senere historie, hvor den keltiske gud og sagnkonge Bladud, og ikke romerne, blev udpeget som varmekildernes, templets og selve byens grundlægger af bl.a. krønikeskriveren Geoffrey af Monmouth. Vi møder Bladud selv, da vi passerer The King’s Bath, en tilføjelse til ruinen fra det 12. århundrede, hvor en statue af sagnkongen stirrer på os gennem et vindue.
Den konkrete ruin og digtet med samme navn bærer tilsammen en national fortælling om et Storbritannien, som angelsakserne invaderede, så snart romerne trak sig tilbage. På få år oplevede øerne en kristen omvending og dertilhørende klosterordener, hvor alt fra bibelfortællinger til historiekrøniker blev skrevet og illumineret. Historien står dog først og fremmest skrevet uden for manuskripterne, nemlig i selve Storbritanniens landskab, der især igennem middelalderen har undergået en geografisk mytologisering. Foruden at have et politisk formål som i Kong Arthurs tilfælde, hvor flere konger aktivt associerede sig med og iscenesatte sagnheltens bedrifter, har mytologiseringen medvirket til en særlig national bevidsthed. Denne pointe fremfører professor i international politik Duncan Bell med begrebet ”mythscape”, der betegner ”the temporally and spatially extended discursive realm in which the myths of the nation are gorged, transmitted, negotiated, and reconstructed constantly.” (Bell: 63) Med sin sociologiske indgangsvinkel skelner Bell mellem den enkeltes erindring og myten for dermed at påpege, at vores idé om en kollektiv erindring oftest er en myte, som har til formål at forstærke vores nationale identitetsfølelse. Set i dette perspektiv vidner The Ruins germanisering af Aquae Sulis ikke alene om fortællerens fantasi, men om en nationalorienteret proces, hvor angelsakserne kom deres identitetssøgen til livs ved at inkorporere legender i den enkelte tekst. Resultatet var en slags referenceramme af sagnkonger og -helte, som den kultiverede lytter eller læser var indforstået med (Frank: 91).
En national myte er med Bells ord omskiftelig, eftersom den ”elucidates its contemporary meaning through (re)constructing its past” (Bell: 75). Netop middelalderen har, måske mere end nogen anden periode, lagt krop til en sådan rekonstruktion eller middelalderisme, som ifølge David Matthews er frit stillet til at gå på kompromis med fortidens egentlige autenticitet (Matthews: 710). Som de få bevarede angelsaksiske tekster demonstrerer, er visse dele af middelalderen fortsat uudforsket, hvorfor perioden på mange måder befinder sig på tærsklen mellem lys og mørke. Af samme grund er middelalderen et oplagt sted for kunsten at slå sine folder med hensigten at fortolke og dermed konstruere en ellers uhåndgribelig og fjern fortid.
Når jeg kalder mit essay for Middelalderruin, dækker titlen dels over denne middelalderisme, denne fortidsrekonstruktion, som altid er overladt til historiens fortolkere. Selv middelalderen har foretaget en middelalderisme, eller en romanisme om man vil, i form af The Ruin, hvis man antager, at digtets omtalte by er en romersk ruin (i Bath). En lignende rekonstruktion af fortiden forekommer senere i højmiddelalderen, hvor sagnet om Arthur (mis)bruges af historikere, konger og digtere og oftest af politiske årsager. Som resultat indhylles dele af det britiske landskab i en særlig mytologi, hvilket ifølge Bell medvirker til en national identitetsudvikling. Den kreative behandling af fortiden ser sig senere afspejlet hos en erindringsdigter som William Wordsworth, der med ”Tintern Abbey” (1798) opdager sin poetiske evne. Alene titlen på digtet introducerede os for en idyllisk klosterruin i Wales, og nu er jeg vendt tilbage til essayets titel igen – for ligesom Middelalderruinen var omdrejningspunktet for vores vandreture i Storbritannien, kan rejsen i sig selv betegnes som en middelalderisme. Det samme kan disse essays. Idet vi går i Tintern Abbey, Tintagel Castle og The Roman Baths, idet jeg skriver, gør jeg The Ruins fortæller kunsten efter: Jeg fantaserer og bruger litterære virkemidler til at formidle en særlig fortidsoplevelse, hvorved jeg fylder ruinen, middelalderruinen, med min egen samtid. Det hele er og bliver en rejse i middelalderens fodspor. En middelalder, som taler til os gennem ruiner, men i høj grad også en middelalder, som litteraturen selv har været med til at skabe.
Referencer
Austen, Jane (2003) [1818]: Northanger Abbey, London: Penguin Classics
Austen, Jane (2012) [1818]: Persuasion (Norton Critical Edition, redigeret af Patricia Meyer Spacks), W. W. Norton & Company
Beaston, Lawrence (2011): ”The Ruin and the Brevity of Human Life” in Neophilogues, nr. 95, pp. 477-489
Bell, Duncan S. A. (2003): ”Mythscapes: memory, mythology, and national identity” in British Journal of Sociology, vol. 54, nr. 1, pp. 63-81
“The Ruin” in Crossley-Holland, Kevin (redaktør og oversætter, 2009): The Anglo-Saxon World: an anthology, Oxford World’s Classics, pp. 59-60
Darly, Matthew (1777): The Bath Sapho
Frank, Roberta (2013): “Germanic legend in Old English Literature” in Malcolm Godden og Michael Lapidge (red): The Cambridge Companion to Old English Literature (Second Edition), Cambridge University Press, pp. 82-100
Johnson, William C. (1980): “The Ruin as Body-City Riddle” in Philological Quarterly, vol. 59, nr. 4, pp. 397-411
Klinck, Anne L. (1992): The Old English elegies: A critical edition and genre study, Montreal and Kingston: McGill-Queens University Press
Leslie, R. F. (red.) (1961): Three Old English Elegies: The Wife’s Lament, The Husband’s Message, The Ruin, Manchester University Press
Matthews, David (2011): “From Mediaeval to Mediaevalism: A New Semantic History” in Review of English Studies, bind 62, hæfte 257, pp. 695-715
Rowlandson, Thomas (1798): Comforts of Bath: The Pump Room, akvarel, blæk og grafit på papir (14,3 x 21,3 cm)
Scheil, Andrew P. (2003): ”Babylon and Anglo-Saxon England” in Studies in the Literary Imagination, vol. 36, nr. 1, George State University, pp. 37-58
Wordsworth, William (2013) [1798]: “Lines Written a few miles above Tintern Abbey, on revisiting the Banks of the Wye during a tour, July 13, 1798” in William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge: Lyrical Ballads 1798 and 1802, Oxford World’s Classics
Leave a Reply