Ydmygelsen lurer bag de hjørner, du ikke kan se

Anmeldelse af Hermann Ungar: De lemlæstede, udgivet på Forlaget Sidste Århundrede d. 23. august 2016.

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Når litteratur ikke oversættes fra sprog, der er utilgængelige for de fleste, bliver den ofte kun anerkendt lokalt. Sådan forholdte det sig også med den tyske forfatter Hermann Ungars roman De lemlæstede, der dog de senere år er blevet oversat til stort set alle større sprog. I Danmark står Forlaget Sidste Århundrede for en ny oversættelse som er den første af sin slags på dansk. Men hvorfor er det overhovedet relevant at oversætte litteratur, der er blevet skrevet for snart 100 år siden?

Litteraturen når nu til dags ud over alle grænser; både rent geografisk men også indholdsmæssigt, hvor litteratur både forfærder, fortryller og fordømmes. At oversættelser af spændende romaner udkommer forholdsvist hurtigt efter originalen, har samtidig gjort at sproget ikke længere er en barriere. I Danmark kan danskerne således for eksempel let nyde endnu en japansk bestseller, mens de tyske læsere kan dykke ned i en argentinsk digtsamling.

Men hyppige oversættelser har ikke altid været normen inden for det litterære marked, hvilket er grunden til at mange store udenlandske værker af lidt ældre dato ”er gået tabt” for det danske publikum på grund af manglende oversættelse. Dette forsøger Forlaget Sidste Århundrede at gøre noget ved. Det forholdsvist nystiftede forlag udgiver litterære værker skrevet af forfattere, der er gået i glemmebogen. Heriblandt regnes den tyske forfatter Hermann Ungar (1893-1929) hvis debut, De lemlæstede, for første gang udkom i dansk oversættelse tidligere på efteråret.

De lemlæstede, der udkom første gang i 1920, skulle have vakt en del opmærksomhed i oprindelseslandet, og Ungar indskrev sig dermed som en del af den daværende litterære elite i Tyskland tællende blandt andre Stefan Zweig og Thomas Mann. Ungars romaner er siden blevet sammenlignet med den samtidige Franz Kafkas, og deres skrivestil minder da også om hinandens med en optagethed af bureaukratiet, det mørke, det skjulte og det paranoiaskabende labyrintiske som noget de to forfattere har tilfælles.

Hovedpersonen og fortælleren i  De lemlæstede, Franz Polzer, står op på samme tidspunkt hver dag, går ud af gårdporten præcis klokken kvart i 8 hver dag og hver aften får han bragt et let aftenmåltid op af enken, han lejer et værelse hos. Denne faste hverdag begynder dog i løbet af romanen at ændre sig hastigt og ustoppeligt. Hver dag bliver, til vanemennesket Polzers store fortrydelse, uforudsigelig: Enken ønsker et kærlighedsforhold til ham, kollegaerne i banken ser ham frekventere en lokal café, hvilket ikke er normalt for Polzer, og hans Polzers kammerat mister flere og flere lemmer. Forekomsten af de forskellige begivenheder synes, både for Polzer og læseren, nøje tilrettelagt og de overgår hinanden i grusomhed. Episoderne som Polzer er udsat for, fremtræder som bevidste forsøg på at ydmyge ham, hvilket bidrager til en stærk følelse af klaustrofobi og ubehag i romanen. En scene, hvor Polzer på baggrund af sin hat ydmyges af en række forbipasserende på gaden, illustrerer netop dette:

Pinagtigheden i selve episoden på gaden bliver hurtigt, hos den indebrændte Polzer, ført over til ren paranoia og mistro til sin udlejer, enken Klara. Klaustrofobi, angst, knirkende gulvbrædder og besynderlige begivenheder driver den ustoppelige handling frem i romanen, der efterlader læseren forpustet. En vidunderligt uforudsigelig roman er dermed blevet genopdaget på et nyt sprog; en roman hvor ubehaget nøgternt fremskrives som noget konkret, der kan sanses af Polzer såvel som romanens læser, men som også er at finde i det fordækte og skjulte: ”Gulvbrædderne knirkede ikke under snigende skridt.” Så for at svare på det indledende spørgsmål om relevansen i at oversætte litteratur, der så dagens lys første gang for 100 år siden, kan jeg kun applaudere Forlaget Sidste Århundredes beslutning om at oversætte Hermann Ungars dystre og klaustrofobiske debut. En glemt klassiker er nu tilgængelig for et dansk publikum, og enhver tilhænger af den kafkaske, labyrintiske skrivestil og et gådefuldt univers vil helt sikkert nyde at læse denne nu genfundne roman.