Historiens spøgelse

Historiens spøgelse

Historiens spøgelse

Anbefaling af Patricio Pron: Mine fædres spøgelse klatrer i regnen, udgivet på forlaget Klim d. 10/5 2019. Oversat fra Spansk efter El espíritu de mis padre sigue subiendo en la lluvia af Rigmor Kappel Schmidt

Anbefalet af Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen

Foto: Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen

Vi kan ikke løbe fra fortidens spøgelser – sådan kan man kort opsummere Patricio Prons roman Mine fædres spøgelse klatrer i regnen. Bogen er en eksperimentel øvelse i at beskrive forholdet mellem det enkelte individ og den nationale historie man er en del af, fædre og sønner, og erindringen i sig selv.

I bogen møder vi den unavngivne jeg-fortæller, der ihærdigt forsøger at flygte fra sit bagland, idet han er flyttet fra Argentina til Tyskland og medicinerer alle sine erindringer væk. Da hans far bliver alvorligt syg, er han dog tvunget til at vende hjem, hvilket leder ham på en detektivrejse igennem faderens papirer i forsøget på at lære ham at kende inden det er for sent. Rejsen bliver imidlertid ikke kun en rejse ind i faderens fortid, men også Argentinas voldsomme politiske historie og fortællerens fremmedgjorthed fra den, såvel som sig selv.  Bogen er et puslespil af fragmenter, der aldrig helt går op, og afspejler på den måde, både i stil og form, den argentinske historie og identitetens uudslettelige bånd til fortiden.

Et virvar af fragmenter

Bogen er et virvar af fragmenter. Ved første øjekast er den derfor også dybt frustrerende læsning. Den kommer let til at føles som om, at man er i færd med at kæmpe sig igennem en rodebunke af tankefragmenter, digte og halvfuldendte romaner. Men giver man den først en chance, finder man en charme ved galskaben. Pron bruger nemlig det fragmenterede udtryk som en pointe i sig selv, når han forsøger at undersøge og sammenfatte forholdet mellem Historien – med stort H – og individet. I løbet af bogen tematiseres dens fragmenterede form mere eller mindre direkte, da jeg-fortælleren erindrer en scene fra sin barndom, hvor han stolt har samlet et puslespil, og hans far klipper brikkerne i stykker. Eller senere, da han siger:

”alle os, hvis forældre havde været unge i 1970’erne ville blive nødt til at opklare vores forældres fortid, som var vi detektiver”.

Puslespil og detektivfortællingen er på den måde allestedsnærværende, men bogen får aldrig en egentlig forløsning. Det er nemlig ikke det der er pointen. Bogen forsøger i stedet at vise, i både sin form og indhold, hvordan erindringen og historien, måske særligt i et land som Argentina, har en iboende fragmenteret natur, som det er svært at gribe om.

Historien, fædrene og deres spøgelse

I løbet af bogen smelter forfædrenes spøgelse, som titlen også antyder, sammen til et, og bliver således også en del af jeg-fortællerens historie og hans erindring. Bogen fremstår på den måde nærmest som en skriveøvelse i sig selv, for hvordan skriver man en historie, som er en andens, men også ens egen? Hvad er forholdet mellem individet, slægtshistorien og nationalhistorien? Og måske vigtigst af alt: hvilket ansvar har vi for de tidligere generationers historie, og hvad gør vi med deres spøgelser? Det kan det være svært at skrive en klart defineret bog om. Derfor er bogen både en drømmesekvens, en erindringsroman, og en sært fortalt krimi, uden rigtig at være nogen af delene.

Man bliver som læser i løbet af bogen indhyllet i den erindringståge fortælleren selv er i, men langsomt bevæger sig ud af. Bogens udtryk, der først kan være et irritationsmoment, bliver således en elegant måde at indføre læseren i en voldsom historie. Dertil er bogen også en smuk fortælling om at huske, men ikke miste håbet. Som jeg-fortællerens mor siger;

”(…) min søn skal vide, at trods alle misforståelser og nederlag er der en kamp, og den ophører ikke, en kamp for sandhed, for retfærdighed, for lys, til gavn for alle dem, der befinder sig i mørket.”

Derfor; Læs den, den er smuk.