Anmeldelse af Tristan TzaraGashjertet, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 24. maj 2019, oversat og med forord af Kenn Mouritzen, med efterord af Anette Asp Christensen 

Anmeldt af Hans Peter Madsen 

Foto: Bogens forside // detpoetiskebureau.dk 

Tristan Tzaras dadaistiske mesterværk Gashjertet tumler lyksaligt vildt igennem sproget og lige ind i meningsløsheden. Skuespillet, der først blev opført i 1921, er lige den klassiker, som man ikke vidste, man gik og manglede. 

“Det er århundredets eneste og største bedrageri i 3 akter, det vil kun lyksaliggøre de industrialiserede idioter, som tror på eksistensen af genier.” Sådan præsenterer Tristan Tzaras dadaistiske skuespil Gashjertet sig. Jeg ved ikke, om jeg tror på eksistensen af genier, men jeg må i hvert fald være en industrialiseret idiot, for læsningen af dette drama har ovenud lyksaliggjort mig. 

Den rumænskfødte, men franskskrivende, forfatter Tristan Tzara (1896-1963) var en af de centrale figurer i dadaismen. Dadaismen, der havde sin storhedstid i 1910’erne og 20’erne (men stadig praktiseres af enkelte digtere, herhjemme f.eks. hos Jesper Elving), var en litterær retning, der som reaktion på 1. verdenskrig dyrkede meningsløsheden. Hos nogle digtere, som tyske Hugo Ball, gav det sig udslag i digte skrevet på uforståeligt vrøvlesprog, mens en digter som Tzara trækker meningsløsheden frem i vores ellers velkendte ord. I Gashjertet giver det sig udtryk i på den ene side absurde dialoger, hvor karaktererne f.eks. gentager én sætning igen og igen indtil den mister al betydning, f.eks. “Tak, ikke dårligt”, på den anden side mere poetiske udsigelser, der på surrealistisk manér er rige på billeder, der synes langt fra noget velkendt: 

“Drømmekværnenes remme / strejfer vores kødædende planters uldne / underkæbe”

At kalde Tzaras dadaisme for helt meningsløs ville dog være en misforståelse, for ofte er den tydeligvis et produkt af sin tid; den skrækblandede fascination af teknologien, der på den ene side betød et hidtil uset accelererende fremskridt og på den anden side blev benyttet til at dræbe en hel generation af unge mænd i skyttegravene, ligger og lurer under de sært sammenstillede ord. Det sker eksempelvis, når han sammensætter noget teknologisk og noget biologisk i sine sprogbilleder (tag bare titlen, Gashjertet), her f.eks. to gange i løbet af en sætning: 

“Men pludselig ringede det til middag under et blinkende øjes stempel blev tårerne forviklet i kodede og uklare telegrammer.”

Øjet er et stempel og tårerne telegrammer, for mennesket er i begyndelsen af nittenhundredetallet vokset sammen med teknologien. 1921 er også året, hvor ordet “robot” første gang benyttes hos den tjekkiske science fiction-forfatter Karel Capek. Indflydelsen fra første verdenskrig fornægter sig ikke. Det står tydeligst i et af de få øjeblikke, hvor Tzara skriver klart, uden dadaistisk sprogskepsis: 

“Jeg elsker høet. Jeg elsker den unge mand, / som gør mig til genstand for sine / – åh så ømme – kærlighedserklæringer / og hvis hjernehinde er flænset i solen.”

Med den erfaring i baghovedet forstår man godt, at intet — heller ikke sproget, livet eller kærligheden — kan give mening. 

En klassiker, man ikke vidste, at man manglede 

“Dit stykke er charmerende, / men man forstår intet af det”, lyder en af replikkerne pludselig, men lidt er der dog at forstå: en gang imellem aner man et slags plot. Karaktererne er opkaldt efter dele af et ansigt, Øje, Mund, Næse, Øre, Hals og Øjenbryn, og et sted mellem de meningsløse udsigelser er der en kærlighedshistorie, hvor Øje forelsker sig i Mund. Det er dog ikke handlingen i sig selv, som bevidst parodierer kitschede kærlighedskomedier, der er interessant, men derimod det sprog, den udspiller sig i — det, Øjenbryn formulerer sådan: “En gang om dagen aborterer vi vores uklarheder.” Disse aborterede uklarheder gør Gashjertet til en fryd at læse. 

Inden for de senere år er det heldigvis blevet sådan, at ethvert forlag med respekt for sig selv må have en klassikerserie. Mens mange forlag bruger det som en anledning til at genudgive de store, velkendte klassikere (hvilket også er dejligt), er det en glæde, at det lille forlag Det Poetiske Bureau udvælger de klassikere, man ikke vidste, at man gik og manglede. Tristan Tzaras Gashjertet er nemlig så lidt støvet, som en klassiker overhovedet kan være; hvordan kan man andet end begejstres over en bog, hvor en depressiv og desperat klynkende kærlighedserklæring lyder således: 

“Du er smuk, Klytaimnestra, din huds krystal vækker nysgerrigheden i vore kønsorganer. Du er mild og rolig som 2 meter hvid silke. Klytaimnestra – mine tænder klaprer. Du er gift. Jeg fryser, jeg er bange. Jeg er grøn jeg er blomst jeg er gasmåler jeg er bange. Du er gift. Mine tænder klaprer. Hvornår vil du have fornøjelsen af at se revolverens underkæbe lukke sig i min kridtlunge. Uden håb om familie.”