Anmeldelse af Min fars lorteliv, min mors lorteliv og min egen lortebarndom af Andreas Altmann, Forlaget Republik, udgivet den 26. februar 2015

Anmeldt af:Rasmus Lund Nielsen

Foto: Bogens omslag / republik.dk

 Tyske Andreas Altmanns erindringer er et sjældent overbevisende amokløb og opgør med råddenskaben i hans familie, hans sadistiske tyran af en far og hans mors mislykkede liv. Han skriver om sin opvækst i en tysk provins i årene efter Anden Verdenskrig – om provinsiel bornerthed, nazismen og krigens konsekvenser, svigtende autoriteter, tabte drømme og katolsk kropsforskrækkelse og dobbeltmoral. Bogen er et medrivende og vellykket forsøg på at finde sig selv og en forklaring på barndommens grusomheder midt i hadet.

 

Først en personlig parentes:

Jeg kan huske, at jeg for år tilbage læste første bind af Thomas Bernhards autobiografiske erindringsværk Årsagen. En antydning (2011). Jeg husker hans had til Salzburg – ”den dødelige sygdom,” kalder han den – og alt det løgnagtige, det småborgerlige, kostskolens grusomheder, nazismen og katolicismen. Han fremhæver byens særlige evne til at drive folk til selvmord og kvitterer med det makabre billede: ”kødklumper i farverigt tøj der matchede årstiden.” Det er nådesløst og hadsk, sprudlende og ikke uden et højt humør. Den gjorde et uudsletteligt indtryk.

Nogenlunde lige så nådesløse og sprudlende er Andreas Altmanns erindringer, men mere forsonende, noget mindre spydige. Hvor Bernhard er misantrop, retter Altmanns vrede sig mod bestemte personer med det formål at forsøge at forstå. Hans had har et opbyggeligt lys i mørket. Han søger en forklaring i hadet – ikke had som en forklaring: ”Men jeg vil huske på, hvad Georg Simenon sagde: ”Som forfatter er jeg her ikke for at dømme, men for at forstå.” … For det er jo sandt: bag skændslerne ligger deres årsager.”

Altmann bliver født fire år efter Anden Verdenskrig i den tyske provins Alttötting: ”dette provinshul midt inde i Bayern, som den romersk-katolske kirke i århundreder havde holdt i et jerngreb.” Det katolske jerngreb kobles på en forskruet kropsmoral, og desuden nævnes autoriteter, som på forskellige måder misbruger børnenes tillid: ”For den sæd, som religionen såede i mig af fjendtlighed, nej, had til kroppen, til lysten, slog rod i mig. Den astmatiske lærers gerninger bredte sig i mit hoved som en flydende gift.” Byen og dens indbyggere minder til forveksling om Bernhards Salzburg. Det er åndsforladt, provinsielt snæversyn, som bare få år tidligere havde omfavnet nazismens unuancerede verdensanskuelse.

Altmann bliver født med et forkert køn – hvilket skal forstås i henhold til moderens ønske om en pige: ”Hun så mit køn og udstedte denne hysteriske hulken.” Ude af sig selv tyer hun til selvtægt og forsøger at kvæle den nyfødte med en pude. Han overlever kun, fordi jordmoderen når at stoppe overgrebet. Hans mor forsøger at holde samvittigheden i skak ved at overøse ham med kærlighed – men kun til hun endelig føder et barn af ”det rigtige” køn. Altmann forsøger herefter at generobre moderens opmærksomhed. Han bider negle: ”Når jeg havde bidt en tredjedel af, begyndte jeg at bide ned i kødet … Med allerede blødende fingre. Og åd det hele. Åd mig selv.” Hans higen efter opmærksomhed bliver paradoksalt også et forsøg på at forsvinde; at æde sig selv og dermed opfylde sin moders oprindelige ønske.

Hans mors grusomme handling synes dog at være et produkt af en mand, som hæver sig over dem alle – en mand, der så godt som konsekvent bliver nævnt ved hele sit navn: faderen Franz Xaver Altmann, der ironisk nok er rosenkransforhandler; sælger af kristeligt valfartstilbehør. Han er ude af stand til at elske og skaber et diktatur i hjemmet. Han fortsætter den krig, der har ødelagt ham sjæleligt. Han er grusom og driver både korporlig og psykisk terror mod alle i huset. Her et eksempel: ”Nu var han SS-maskinen, rekrut-maskinen, der forvekslede sine sønner med to russersvin, eller polaksvin eller jødesvin.” Huset bliver en arbejdslejr med hårde straffe for ulydighed. Det medfører hos Altmann en følelse af at være en nitte, men kulminerer dog i et opgør, da han er atten. Han er trods alt ”Andreas, ”Andreios”, den tapre.” Herefter bruger han omkring tyve år på at finde sig selv – og en forklaring.

Der er meget på spil for Altmann – så meget, at sproget sitrer, vibrerer. Meget tættere kommer en tekst ikke på også at være en fysisk konfrontation. Og det er ikke bare tomme tæsk. Opgøret peger både indad og ud og længere ud, på en generation, som tabte sig selv i krigen og tabte drømme, og som ikke formåede at give andet end netop dét videre til deres børn.

Altmann overlever ved at undertrykke sit inderste: ”Sådan en tilsømmet dør er der også inden i mig, den står foran det hjertekammer, der blev barrikaderet ved fødslen.” At skrive bliver hans redning: ”Mine ”succesfulde” skriverier bredte sig i min krop som en modgift, mit immunforsvar voksede eksplosivt.” Det er altså i skriveriet, at han finder kræfterne og troen på, at der bag ethvert lorteliv findes et hjerte; en fortid og en forklaring.

Passende indledes bogen med et Giuseppe Ungaretti-citat: ”Mit hjerte er det mest sønderrevne land.” Lidt frit kunne man derfor foreslå, at bogen fremstiller erindringen og teksten, skriverierne, som dét, der igen kan samle hjertets landsskab – og hjerter er som bekendt ikke så forskellige; de bare slår og slår. Det er derfor landskaber, som ikke er fremmede, men som stiger og falder forskelligt. Det kan blive særligt vedkommende og god litteratur, hvis den tilsømmede dør til hjertekammeret åbnes, så der er frit og uhindret udsyn til landskabet i det inderste. Dette formår Altmann, og han gør det overbevisende med stort sprogligt overskud.