Bogudgivelse på eget forlag

Månedens klummeskribent er forfatteren Nancy Andersen, der er aktuel med romanen “Ghana Bam”. Nancy stod selv for udgivelsen af bogen gennem sit nystartede forlag, Fyns Forlag.

Forfatter, giv ikke op! Selvudgiver i Danmark 2015. Er det lykken?

Hvis man ser bort fra pengene, så er det sjovt at være selvudgiver. En selvudgivelse er selvudvikling. Ned fra skribentens elfenbenstårn, nu er jeg direktør i eget firma. En producent på mange måder. Først skrev jeg bogen, nu skal den produceres. Beslutninger om teksttyper, antal linjer på siderne, format i firkantet eller aflang, tykkelse papir, antal billeder, omslag med eller uden flapper, hårdt eller blødt bind er noget, jeg egenhændigt skal tage stilling til. Jeg får hjælp, men i sidste ende er det mig, der beslutter. Det er spændende, men hårdt arbejde!

”Du skal regne med, at trykningen er det mindste af det hele.” Disse ord kommer fra trykkeren. Han fortæller om besværlighederne med markedsføring. Ganske rigtigt, det kommer jeg til at lære en masse om. En sen tirsdag eftermiddag ankommer den store palle med 750 bøger, og heldigvis er de flotte! Jeg sender halvdelen til DBK, som er Danmarks største boglager, der ligger i Køge. Pludselig ligger min bog Ghana Bam af sig selv på nettet i alle mulige sammenhænge. Det er jeg ret vild med, indtil jeg opdager, at den ikke sælger af den grund.

Jeg venter på en lektørudtalelse fra bibliotekerne. Meget vigtigt, for ellers er der ingen beskrivelser ved bogen på www.bibliotek.dk og heller ikke på en intern liste, som bibliotekerne udvælger deres indkøb fra. Deres bevillinger er skåret ind til benet, så de vælger kun bøger med lektørudtalelse. Jeg får den ikke! Det koster lige en dag på tudebænken, det gør mig virkelig ked af det.

Når man skriver en bog, har man noget på hjerte. Alle mennesker skal læse det, høre det, reagere på det. Det gør de også. Ikke alle, men mange. Jeg har et stort netværk i min hjemby, og min debut får positiv respons. Jeg kaster mig ud i at være aktiv døgnet rundt, holder reception på vores lokale bibliotek, står i Brugsen og deler vin ud, signerer bøger, holder foredrag på samme bibliotek og på vores lokale plejehjem. Hver gang får jeg en masse kontakt og en smule bogsalg.

Det går alligevel trægt. Der er alt for mange bøger i verden, og det er svært at gøre sig gældende, og en ny bog koster jo meget. Billige bøger findes overalt, så hvorfor vælge min? Ups, jeg er igen inde på økonomien, der er svært at komme uden om. Endnu et valg. Skal jeg konkurrere på pris? Et godt parameter? Ikke for en ny bog. Jeg kører fysisk rundt til boghandlere og spørger, om de vil tage den i kommission. Det vil rigtig mange af dem gerne.

Jeg har to fordele: Bogen er registreret og kan bestilles via Bogportalen på DBK, og så har jeg fået en uvurderlig hjælp fra en litteraturside, der hører under Aarhus Universitet, Littuna.nu. Jeg læser i en avis, at nye litteratursider på nettet kan udfordre de etablerede litteraturanmelderes monopol. Littuna hører under Litteraturhistorie og Nordisk og giver ukendte forfattere en chance. Jeg har fået en anmeldelse, både positiv og kritisk og dybdeborende, og hver gang jeg sender en mail til nogen som helst i hele verden om bogen, indsætter jeg linket til Littuna.

Anmeldelsen bliver lagt på Aarhus Kommunes Bibliotekers hjemmeside som gæsteblogger. Det spreder stor begejstring i mine omgivelser, og jeg opdager, hvor mange venner jeg har, og at verden som selvudgiver er spændende og fuld af glæde. Ghana Bam er mit barn, og også mine venner er stolte af den og af mig. Anmeldelsen beundres for sin grundighed og indføling i emnet, for efter de har læst den, forstår de bedre, hvad jeg vil med bogen.

Det åbner nogle af de døre, som lektørudtalelsen kunne have gjort. Også bibliotekerne modtager nu bogen, men først efter at have læst anmeldelsen. Uanset hvad, så går det langsomt, for de har ikke mange penge. En såkaldt flydende bogbestand cirkulerer bøger mellem biblioteker over hele landet. Selv en etableret forfatter kan have det svært, og jeg begynder at forstå, hvorfor forlagene er så utilnærmelige.

Heldigvis har jeg tid til at markedsføre. Det kræver nemlig masser af tid, både ude af huset og med kontorarbejde. Når jeg tager ud for at vise bogen frem, sender jeg en mail først. Jeg har oprettet et stort kartotek over mulige kunder. Jeg skriver følgeseddel, faktura, visitkort, introduktionsbrev, oplysninger om foredrag, om afgang og ankomst, en dagbog, opgørelser, moms og skattevæsen.

Det trækker tænder ud med al denne vigør, men det giver også energi. Det er rigtig spændende at have et produkt. Jeg sender bogen ind til tre aviser og regner med, at de anmelder den næste dag. Det gør de ikke. De anmelder den aldrig! Skuffelse og lettelse på samme tid. Hvis de nu høvler min bog ned, så må de hellere overse den, for Ghana Bam er mit barn. Man må ikke være ond ved den. Det ville tage pusten fra mig, og så kunne jeg ikke holde energien oppe til denne intense markedsføring.

Et eventyr er det, og jeg må være villig til at gå så gruelig meget igennem. Det er helt i bogens ånd. Ghana Bam er en slags ”afrikansk Camino” uden vandrestøvler. Ingen ved, hvor dette ender, eller hvordan det lykkes – heldigvis. Lad mig slutte med et citat fra Ghana Bam om usikkerhedens paradis. Det lyder sådan her: ”Jo, nogle gange er det godt, at lykken er lunefuld, og hvorfor det? Fordi det er i håbet om lykken, at man for alvor lever.”

 

Fik du læst anmeldelsen af Ghana Bam? Læs den her!

Udgivet: april 13, 2016 | Kategori: Klumme |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *