Anmeldelse af Sandra Newman: Julia, udgivet på Turbine 29. februar 2024. Oversat fra engelsk af Signe Lyng.
Anmeldt af Rosie Walbom
Foto: Rosie Walbom
Alle kender George Orwells 1984. Nu, femoghalvfjerds år senere, har Sandra Newman skrevet videre på Orwells kanoniske univers, denne gang fra en kvindes perspektiv. I Julia får læseren indblik i den anden side af den dystopisk totalitære stat, hvor Winston Smiths forståelse af Big Brothers system får et feministisk modsvar ved mekanikeren og mønsterborgeren, Julia Worthing. Før: en glemt kærlighedsinteresse – nu: hovedkarakteren i et samtidigt familiært og nyt litterært univers.
Big Brother er tilbage
Klokken slår tretten, og vi er tilbage i London 1984, styret af Partiet og dets leder Big Brother. Hvis det lyder som et sted, man har været før, så tager man ikke fejl. Vi er nemlig tilbage i George Orwells 1984-univers, dog set fra et nyt perspektiv. I Newmans roman følger vi Julia, en mekaniker, der udefra set er den perfekte borger. I et samfund med konstant overvågning, tankepoliti og “dobbeltænk”, er Julia dygtig til at navigere reglerne i det totalitære system, hun er fanget i. Men alt er ikke så perfekt, som det ser ud.
Julia er for eksempel væsentlig promiskuøs, på trods af at hun er medlem af en anti-sex-gruppe. Hun bliver også optaget af Winston Smith, en mand, man kender som protagonisten af Orwells 1984, og risikere alt for at få kontakt med ham. Denne historie er dog ikke en kærlighedshistorie. Newmans agenda med teksten kan blandt andet ses som et forsøg på at udvide idéen om det dystopiske univers, så der er plads til at få et kvindes perspektiv med:
“I flere dage så Julia ingenting til Winston. Hadugen var begyndt, og hver eneste vågne time gik med at deltage i optog og råbe, synge, brænde og smadre.”
Fiktion og feminisme
Ligesom Julia, som har til opgave at fikse fiktion maskiner, har Newman også den opgave at fikse, hvad hun synes er manglende i Orwells roman. Hvis man får én ting ud af Newmans nyfortælling af 1984, så er det, at totalitær styring har forskellige konsekvenser. Dem i en kvindelig krop på Kvindekollegium 21. Seksualitet får, for eksempel, en større konsekvens, hvis man nu kan blive gravid i et samfund, hvor sex er forbudt:
“Da han kørte, viste ministeriets udendørs teleskærme det musikprogram, der hørte til andet måltid: et billede af brusende bølger ledsaget af hymen Oceaniens jomfru. På de øvrige bygningers mure hang der rækker af B.B plakater: BIG BROTHER HOLDER ØJE MED DIG”
Orwell skrev 1984 i en meget bestemt politisk kontekst, som kommentar på de totalitaristiske stater i magt omkring og efter Anden Verdenskrig. Om Newmans roman har den samme politiske kraft, er jeg ikke helt overbevist om, da tekstens aktivistiske budskab bliver mere generaliserende, når det handler om kvindekampen i det hele taget. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe, at teksten vælger håb overfor håbløshed. Julia er trods alt en overlever. Hvor Orwell ikke havde optimisme for en bedre verden, åbner Newman muligheden for, at ting kan blive anderledes.
Nogle gange har vi brug for at bygge videre på gamle tekster, for at fortælle nye historier. Newmans bog kan helt klart ses i en sammenhæng af en blomstrende interesse for feministiske fortolkninger af klassisk litteratur, og i George Orwell som forfatter. For eksempel udgav Anna Funder sidste år Wifedom, en bog om Owrells kone Eileen, en ofte glemt figur trods hendes indflydelse på Orwells tekster. I Julia er Newman med til at tage Orwell ned fra en piedestal og vise, at kanonisk litteratur godt må røres ved.
Leave a Reply