Den evigt forfaldende hjerteformede røv

Anmeldelse af Ida Marie Hede: Bedårende, udgivet på Forlaget Gladiator d. 26. april 2017

Anmeldt af Thomas L. Alvarez

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Ida Marie Hedes prosaværk Bedårende er et værk fyldt med eksistentialistiske betragtninger og overvejelser om livet, døden, lort, mor-barn symbiose og degenererende kroppe. Værket lader sig ikke genrebegrænse, og undlader en egentlig fortælling, men excellerer ved at indbyde til at lade sig læse igen.

Værket er delt op i fire dele, hvor den første; ”En hjerteformet røv” skildrer en ny families hverdag fyldt med underlige betragtninger og absurde situationer. B er mor til Æ, mens Q er far. Æ er det lille barn. Hun har en hjerteformet røv og er lille. Mindre end B og Q. Det lader til at der er lort alle vegne og Æ kommer med betragtninger der er langt mere voksne end de B selv er i stand til at gøre sig. Æ fortæller glædeligt om sine minder fra tiden inde i B’s mave. Mens Æ er ung og ny og har en hjerteformet røv, degenererer forældrenes kroppe. De har ikke hjerteformede numser længere. De nærmest forfalder med tiden: ”B’s krop forandrer sig.// Stadig marcipanagtig. Men også kantet, som om der er vokset knogler frem i den. Som om knoglerne derinde konkurrerer om pladsen.”

Bakterier og lort fylder rigtigt meget for den alvidende fortæller. Men det er alligevel som om B og Æ mor og barn lever i en symbiotisk tilstand med et ubrydeligt bånd: ”B vil være i bevægelse med Æ, Æ er en forlængelse af hendes krop”.

Prosaværkets næste del hedder: ”Der er indrettet et rum i B’s hjerne til de døde”. Her får vi i et kort afsnit præsenteret hvad B gør af de hukommelsesmæssige efterladenskaber hun har efter de døde. Måske er det her faren befinder sig? For i værkets tredje del; ”Dødeessay”, der adskiller sig de andre dele af værket ved at være skrevet essayistisk, beskæftiger Hede sig med sin afdøde far og grænsen mellem liv og død. Denne del af værket er delt op i underafsnit benævnt som opkald, som om det endnu er muligt for hende at kommunikere med sin far. Som om hun har en telefonforbindelse til sin hjernes indrettede rum til de døde, hvis altså man kan tillade sig at lave den kobling mellem de første afsnits karakter B og forfatteren Ida Marie Hede.

I det sidste afsnit af Bedårende er det blevet ”Fredag aften”. Vi er vendt tilbage til de første afsnits karakterer. De voksne ligger og flyder på sofaen. De smelter sammen og glider fra hinanden: ”Gulvet under sofaen har åbnet sig – midt i plankerne et hul hvis splinter pirker ind i hullets midte. En stikkende åbenhed.// Bs krop glider ned.// Qs krop glider ned”. Deres forhold til hinanden bliver tvetydigt beskrevet: ”Du kan være: en nar. Min betroede. En jeg leger med.” siger B til Q. De bevæger sig sammen ned i en undergang, nede i en underverden, nedenunder gulvet.

Ida Marie Hedes Bedårende er et svært interessant prosaistisk værk, der bryder med et essayistisk mellemstykke. Prosaværket lader sig rive med af trenden for denne tids værkers brud med de klassiske genrer og formår samtidigt at give i forvejen meget bearbejdede emner som ontologi, eksistentialisme og død et frisk pust. Det gør værket stærkt anbefalelsesværdigt – og det bliver kun bedre jo flere gange man læser det.

Udgivet: maj 15, 2017 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *