Anmeldelse af Hedeselskabet af Malte Tellerup, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 10.09.2020

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Malte Tellerups roman Hedeselskabet fortæller historien om tre unge mennesker, der flytter væk fra storbyen, for at flytte til en landsby i det tyndtbefolkede Vestjylland. I deres forsøg på at leve et enkelt liv med hinanden og udfolde deres kunstneriske virkelyst, udfordres de i en tilværelse, der ligger langt fra deres vante storbyliv i landsbysamfundet, hvor man hjælper hinanden – og afhænger af hinanden.

“Viktoria og jeg har kendt hinanden i snart fem år. Vi har elsket uden tøven, mens vi har boet i verdens storbyer, snakket lange nætter omgivet af lys, der aldrig slukker, krammet nedslidte dobbeltsenge fra New York til Paris og København. Nu vil vi noget andet.”

I Tellerups roman møder vi Tobias, der sammen med sin kæreste Viktoria, har lejet en nedlagt landejendom i Vestjylland. De får selskab af Andreas, en af Viktorias venner, og er nu derfor alle tre med til at udleve og udforske et liv, der adskiller sig fra deres tidligere metropoltilværelse. De drømmer om et kunstnerkollektiv; Viktoria skriver, Andreas maler og Tobias digter. De dyrker hver deres kunstneriske drømmeunivers, men skal samtidigt have et kollektivistisk fællesskab til at fungere med hverdagens praktiske gøremål, der inkluderer alt fra opvask, rengøring, indkøb og madlavning. Ideen om livet på landet bliver også gentænkt og revurderet efterhånden som virkeligheden og hverdagen indtræffer. De tre venner var økonomisk afhængige af Viktorias skriveundervisning i den nærliggende by, men da det ikke rækker, må de træde til i sæsonarbejde som jordbærplukkere og skovarbejdere.

At involvere sig

Deres møde med en afsondret lille landsby vækker forbavselse, overraskelse og en vis form for tvivl om dette enkle liv, de stræber efter, nu også er så enkelt endda. De tre unge træffer bonden, Mads, som de lejer huset af. Særligt Tobias nærer et ønske om at involvere og blande sig med landsbyens folk. De deltager i fællesspisning, de deltager i kræmmermarkedet, og de arrangerer selv en fest for områdets folk:

“‘Vi kunne holde et høstgilde?’ siger hun. 

‘Et høstgilde? Ligesom i gamle dage, hvor man samler alle og fejre sommeren?’ svarer jeg.

‘Njaa. Jeg tænker mere noget i retning af en dionysisk fest. Jeg forestiller mig, at vi fylder laderne med kunst og mennesker. Inviterer nogle digtere til at læse op ved maleriet, måske også et band.’ “

Tellerups roman er i høj grad en fortælling om at høre til og om at finde sig til rette – både personligt og generelt i tilværelsens vilkår. Mødet med Mads og hans kone Phueng sætter de stereotype udkantsliv, identiteter og landsbytyper på spidsen. Mads er bonden, der er hårdtarbejdende og hårdhudet, der ikke er meget for at tale om livets besværligheder. Phueng er den kvinde, der er fraflyttet sit land, kultur og familie af økonomiske grunde; hun er ensom og på mange måder ligeså hemmelighedsfuld som Mads. De skiller sig dog ikke ud fra resten af områdets folk, for selvom man lever med hinanden på en anden facon end i storbyen, viser Hedeselskabet, at den gensidige afhængighed ikke nødvendigvis bringer folk tættere sammen. Hele identitetstemaet følger også de tre tilflyttere og i særdeleshed Tobias; om han begærer mænd eller kvinder eller begge dele, er en gennemgående tvivl i ham.

Tellerup mestrer at fortælle en roman, hvori måden alt er beskrevet på, afspejler landsbyens hemmelighedskræmmeri og stilletien. Der er mange ubesvarede spørgsmål, mange ukendte faktorer, men som læser lever man med det. Der er plads til egne fortolkninger og forståelser. Gennem levende beskrivende naturskildringer giver Tellerup alle de svar, han ikke forærer ved de menneskelige karakterer.

Arbejdet

“Vi klipper grene, samler dem under armen og binder dem op i tikilos bundter. Der er stille omkring os. En musvåge kredser på himlen. Klokken ti i ti råber jeg til Sten. Han er ustoppelig. Det er næsten altid mig, der skal få ham til at holde pause.”

Tobias får arbejde ved en juletræsavler. Den del af romanen står som en af de mest nærværende og velskrevet. De mange beskrivelser af naturen og skildringerne af det hårde fysiske arbejde udfolder Tellerups sproglige kunnen. Alt det uudtalte bogen rummer, bliver overtaget og glemt af det hårde arbejde. Tobias tænker mindre, arbejder mere, hvilket på en måde ligger i den ånd, der hersker i området, den ånd han langsomt bliver en del af, på godt og ondt.

I sidste ende sidder man inde med en række uafklarede spørgsmål og en vis fornemmelse af noget uforløst, samtidigt lader det til at afspejle den virkelighed, Tellerup vil fortælle om Danmarks udkant. En virkelighed, hvor der hellere udføres praktiske gøremål, end der snakkes om livets besværligheder og følelser.