Anmeldelse af Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 9. februar 2024. Oversat fra japansk af Hanne Arnold.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Hvorfor er det altid Shibata, der skal vaske kaffekopper op og tømme skraldet? Hvordan mon hun kan slippe af med de trælse opgaver? Hvorfor forventer de andre, at hun gør det, bare fordi hun er den eneste kvinde på kontoret? Og kunne det hele måske være lidt lettere, hvis bare hun lader som om, hun er gravid?
Shibata er simpelthen så træt af, at det altid er hende, der hænger på alle de praktiske opgaver på kontoret – selvom det slet ikke er en del af hendes arbejdsbeskrivelse. Og en dag får hun nok. Næsten uden at tænke over det, kommer hun til at lyve om, at hun er gravid for at slippe for at gøre kollegaernes kaffekrus rent:
””Jeg er gravid. Lugten af kaffe giver mig en frygtelig kvalme. Jeg kan heller ikke klare cigaretrøg. Er der i øvrig ikke rygning forbudt i hele bygningen?” Og sådan blev jeg gravid. Da HR-afdelingen spurgte, hvornår jeg havde termin, gav jeg dem lidt tilfældigt en dato midt i maj, og da jeg regnede baglæns, viste det sig, at jeg altså måtte være i uge 5 nu.”
Planen er ikke ligefrem gennemtænkt, og hurtigt går det op for Shibata, at det betyder, at hun skal have aftalt barsel med sit arbejde – og hvad skal hun egentlig gøre, når hun på et tidspunkt burde have en rund mave til at bevise barnets snarlige ankomst?
Livet som ”gravid”
Den falske graviditet er en sjov præmis, og bogen har en humoristisk tone hele vejen igennem. Shibata finder desuden hurtigt ud af, at livet på mange måder er lettere, når man er gravid – så hvorfor skal hun egentlig begrænse sig til at være gravid på sin arbejdsplads? Hun anskaffer sig en nøglering, hvor der står hun venter barn, og livet bliver langsomt endnu bedre: Folk rejser sig op for hende i bussen, og hun får hurtigt nye venner på MamaRobics i det lokale fitnesscenter. Der er tilmed smarte apps, hvor man kan følge med i, hvor stort barnet i ens mave ca. er i hver enkel uge, og hvor hun kan indtaste sine workouts. Og vigtigst af alt, så behøver hun ikke længere at ordne kollegaernes kaffekrus:
”De bad mig om at lave en manual i Word. Så blev der holdt et møde blandt mændene, mens jeg var ude, hvor man besluttede, at en ung fyr, der var blevet ansat fra universitetet forrige år, skulle være kaffeansvarlig. ”Det er jo faktisk ret nemt,” sagde han imponeret, da vi stod i køkkenet. Jeg var blevet bedt om at lære ham op. ”Ja,” svarede jeg. ”Det er jo bare instant.”
Der er noget grotesk i den tydelige kønsfordeling på Shibatas arbejdsplads, hvor hun f.eks. bliver bedt om at lave en manual i Word om, hvordan man laver instant kaffe, så den universitetsuddannede unge mand har en chance for at finde ud af det. På den måde tager bogen fat i nogle vigtige problemstillinger – bl.a. om hvad det indebærer at være kvinde i en mandsdomineret verden. Humoren sørger dog for, at tematikkerne er til at sluge.
Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis første roman, og den blev tildelt den prestigefyldte Dazai Osamu-debutantpris i 2020. Og med god grund – hendes sprog er enkelt og skarpt, og som sagt er det ikke uden humor, at Yagi beskriver den nye hverdag som falsk gravid og de problematikker, det medfører. Sommetider synes jeg dog, at stemmen bliver en lille smule pjattet for min smag, og nogle steder rammer humoren lidt ved siden af – men i det store hele synes jeg Yagi kommer godt i mål. Det er en roman, der hurtigt er læst, fordi den ikke kræver alt for meget af os, men den er ikke mindre relevant eller tankevækkende af dén grund. Jeg glæder mig til at se, hvad hun finder på næste gang!
Leave a Reply