Anmeldelse af Anne Cathrine Bomann: Akvariet, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 29. februar 2024.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
Akvariet er en roman om et venskab med en blæksprutte. Men det er mest af alt en roman om venskaber generelt. Om livet, og hvad man gør, når det pludselig forandrer sig fundamentalt – helt uden man var forberedt på det.
Vigga bliver sat i jobaktivering – igen. Denne gang skal hun arbejde på akvariet, Oceanet. Hendes hverdag går med at forberede foder til fiskene og generelt klare alt det, der nu engang skal klares bag facaderne. Hun er ikke just imponeret over arbejdet og tæller ned, til de seks måneder er overstået. Det er dog lige indtil, hun bliver introduceret for blæksprutten, Rosa. I Rosas øjne genkender hun sig selv:
”Blæksprutter er, så vidt jeg forstod på Johannes, asociale dyr, der tilbringer det meste af deres tid alene, uden rygrad og i et miljø, der er fundamentalt forskelligt fra mit. Alligevel fik jeg, de sekunder Rosas blik lå i mit, en uafrystelig fornemmelse af, at der bag de øjne lå udstrakte landskaber. At hun virkelig fandtes derinde, og at det i mindst lige så høj grad var hende, der studerede mig, som det var omvendt.”
Vigga er ikke meget for at skulle snakke med sine kollegaer i frokostpausen, og efter hun har mødt Rosa, spiser hun sin frokost sammen med hende. Det kan nogle gange være svært med andre mennesker, og Vigga har aldrig rigtig følt, hun hører til noget sted. Men hos Rosa har hun fundet en ro, der gør, at hun gider stå op af sengen om morgenen.
Forandringer
Der er nemlig også en anden grund til, at Vigga har det lidt svært for tiden. Hendes bedste, ældste og måske faktisk eneste veninde, Maiken, har nemlig netop annonceret, at hun er gravid. Nyheden kom som et lyn fra en klar himmel, og Vigga er klar over, at det betyder, at deres relation kommer til at være forandret for altid. Hun har svært ved at acceptere denne markante forandring og bliver skræmt af alt det nye, der trænger sig på, som hun ikke kan følge med i:
”Graviditeten har tegnet en svag, glødende ring rundt om Maiken, og Daniel træder ind og ud af den med en lethed, der gør det klart, at han ikke aner, den er der. Han ved bare, at han skal lave hende en kop te med mælk og honning, selvom hun aldrig har drukket andet end kaffe. (…) Alt det er nyt for mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget andet der mon har ændret sig. Og selvom jeg er glad på deres vegne, er det også vemodigt, for var det ikke præcis sådan, vi så ud engang, Maiken og jeg. Som nogen, der hang sammen, uløseligt?”
Pludselig er det Daniel, der ved, hvad Maiken har brug for – noget, der ellers altid har været Vigga. Det får hende til at føle sig udenfor, uvigtig og ikke mindst meget ensom. For hvad er hendes plads i alt det her? Hvordan kan de fortsætte, som om alt var som før, når alt er forandret? Anne Cathrine Bomann sætter ord på nogle helt fundamentale følelser, der hører til det at være i live. Om hvor altoverskyggende og rædselsvækkende, forandringer kan føles – selvom livet jo er fyldt med dem.
Venskaber
Selvom forandringer og overgange fyldte en del i romanen, så er Akvariet for mig mest af alt en roman om venskaber. Om skønheden og vægten af dem. Om, hvad man gør, når det vigtigste menneske i ens liv pludselig har noget, der er vigtigere end én. For hvis der er noget, Bomann formår at illustrere, så er det netop, at venskaber – ligesom livet – er i konstant forandring. Noget, der før har føltes som det mest naturlige i verden, kan pludselig føles fremmed. Og man bliver først opmærksom på, hvor smukt og rart og let det plejede at være, når det pludselig ikke er det længere:
”Og sådan er det jo at tale med folk. Der er tusind ting, man kan sige, og så plukker man noget ud, som er særligt interessant, eller måske noget, man tror kan få den anden til at le. Sådan er det jo, jeg tænker bare så sjældent over det sammen med Maiken. Men vi er puffet ud af trit, jeg er i hvert fald, og ting, jeg før ville have sagt uden videre, virker med ét dumme eller ligegyldige.”
Det er skræmmende, når de vigtigste mennesker i vores liv, pludselig føles fremmede for os. Men det er ikke enden. Sagt på bedste klichéfyldte vis er det i stedet blot starten på noget nyt.
Bomann har skrevet en overbevisende roman, der er svær at lægge fra sig. Den er spækfyldt med smukke refleksioner om, hvad det egentlig vil sige at være menneske – og blæksprutte. Det fremmede, men dog genkendelige, ved Rosa sætter nemlig gang i en nysgerrighed over for mennesker generelt hos Vigga. Mens Maikens krop forandrer sig, forsøger Vigga at forstå, hvordan det egentlig er meningen, vi skal navigere i den her ting, vi kalder livet – for er der overhovedet noget ægte at komme efter, eller går vi alle sammen bare rundt og lader som om?
Leave a Reply