Anmeldelse af Helge Bille: Roman om en forbrydelse, udgivet på Gutkind d. 7. februar 2024
Anmeldt af Maja Nørager Lauvring
Foto: Maja Nørager Lauvring
I 2001 ophørte Claus Beck-Nielsen med at eksistere. Siden da har den uidentificerbare forfatterskikkelse spaltet sig selv i et utal af andre navne og identiteter, nu aktuelt som Helge Bille i en pseudobiografisk roman, der for mig rummer lige dele fortabt forvirring og forvirrende fortabelse. En Nordic Noir homage til de Københavnske gader og en forgangen tid, der i en historieløs verden med rasende hastighed løber ud i sandet.
I 2002 flytter romanens fortæller – akkurat som virkelighedens daværende Claus Beck-Nielsen – ind i sin nye lejlighed på Peblinge Dosseringen i København. Med flytningen håber han at kunne starte på en frisk, få sig en ny begyndelse og ikke mindst en ny historie. Tabula rasa, som han siger det eller på dansk: tavlen må viskes ren. Alt må skrælles ind til sin kerne. Så fra det øjeblik han modtager nøglerne, iværksætter han straks en gennemrenovering af lejligheden for at fjerne ethvert spor af det, som har været. Tapetet, væggene, gulvene; alt må væk. Undtagen dørskiltet ude i opgangen – det lader han hænge. På skiltet forekommer navnet Helge Bille; den tidligere lejer, og navnet må straks også blive forfatterens. Så det bliver det. Først som en fiks idé, senere hen som et livsomvæltende valg.
For udover dørskiltet har den afdøde Helge Bille nemlig også efterladt sig en revolver fra Anden Verdenskrig i syv dele fordelt rundt i lejligheden under brædderne indsvøbt i sektioner fra en Berlingske Tidende fra 1949. Det pirrer forfatteren, den nye og nulevende Helge Bille, til at begynde sin egen lille kriminalefterforskning, der samtidig forløser en hidtil latent drøm om at leve som i en roman; nærmere bestemt en roman om en forbrydelse. En længsel efter at udleve sine dage på historiefortællingens præmisser med dens dramatiske udslag og skæbnetunge ballast. Kort sagt, Helge Bille flygter fra virkelighedens historieløse tilstand:
”som stor dreng, var jeg draget imod at gå i hans [Poul-Henrik Trampe red.] fodspor og leve mit liv, som var det en roman, en krimi, livet som gåde (…) skifte sit navn og ikke bare begynde på ny, men gøre det som en helt anden, fremmed og ukendt, endda for mig selv.”
Et i øvrigt typisk tema i hele Claus Beck-Nielsens forfatterskab: at leve som fiktion.
Et delirium af det konstant uforløste
I en insisteren på konstant at befinde sig et uvist sted mellem virkeligheden og fiktionen, går Helge Bille på jagt efter svar om hans navnefælle og deraf på en sær måde også ham selv. Hvem var han, hvorfor skilte han sig ikke af med pistolen? Var han værnemager eller det, der er værre: var han en morder? Spørgsmålene hober sig op, men det er som om efterforskningen med ét har sat gang i et timeglas, hvor svarene sammen med tiden gradvist løber ud i sandet. Hvert enkelt spor, der ved første øjekast virker lovende, viser sig gang på gang kun at udløse ren skuffelse:
”Hver gang jeg rakte ud efter en flig af fortiden, så smuldrede den mellem fingrene på mig.”
Paradoksalt nok er det dog også denne udsættelse af forløsningen, forskydningen af åbenbaringen, en uendelig fanfare ledende til finalen, der driver forfatteren. Det er i sig selv poetisk nok, men Helge Bille trækker den så langt, at jeg hen ad vejen også selv bliver tabt i hans uendelige fortabelse.
Den tabte tid
Faktisk er det som om, romanen taber sig selv lidt undervejs. Det bliver en tand for meget med den minutiøse gennemgang af den afdøde Billes to spillefilm, og hvordan den nulevende Bille overtolker og desperat øjner søgte spor og brødkrummer i disse. Jeg kan heller ikke helt afgøre, om det er galt eller genialt med de mange nærmest idiosynkratiske beskrivelser af et gråmeleret og regnfuldt København i ren Nordic Noir stil. Jeg synes også, han er grænsende til karikeret med sin forherligelse af fortidens arbejder-København og sin modsat hårde kritik af: ”den ny historieløse menneskehed – singler, småbørnsfamilier, studerende med velhavende forældre og et enkelt bøssepar”.
På den anden side bærer denne bitre sentimentalitet også en art sandhed med sig, som rørte mig, og som i mine øjne er romanens stærkeste udsagn: En historieløs tid med et erindringens kollaps forårsaget af, at nutiden har overleveret opgaven om at huske til internettet og teknologien: ”tidsåndens amnesia: hvide vægge, den kollektive erindring som et tabula rasa.” Roman om en forbrydelse er derfor også en roman om en af nutidens måske allerstørste forbrydelser: et for lemfældigt og uforpligtende forhold til erindringen og historien, der har gjort os skæbneløse. Ja så skæbneløse, at vi har presset en desperat skæbnetroerske som Claus Beck-Nielsen ud i at finde sin egen, ved at optage en andens igen og igen og igen.
Leave a Reply