Essay om den grafiske roman og tegneseriens plads i litteraturen
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
Når man taler om grafiske romaner eller tegneserier, vil der altid være nogen, som vil mene, at det ikke er rigtig litteratur. Der er mange grunde til at mene dette, hvad end det er en idé om at inklusionen af billeder gør værket barnligt, en manglende interesse for tegneserier generelt, eller en tanke om, at noget fortjener at blive kaldt “rigtig litteratur”, mens andet ikke gør. Personligt mener jeg ikke, at der er grund til debat, da jeg bestemt anser både den grafiske roman og tegneserien for at være litteratur.
Som tegneseriefan, litteraturstuderende og –elsker er ideen om, at tegneserier og grafiske romaner ikke er litteratur, nedslående for mig. Men det er desværre en holdning, jeg har set hos en del af mine fagfæller. Når tegneserier er blevet diskuteret i undervisningen, har der været mange forskellige reaktioner. Forvirring over inkluderingen af dem og irritation over at vi skal bruge tid på dem i stedet for ”rigtig litteratur” er et par eksempler. Jeg har sågar hørt anekdoter fra undervisere om, hvordan en censor ville dumpe en eksamensopgave, alene fordi den handlede om tegneserier. Én ting er ikke at være interesseret i tegneserier og grafiske romaner, en anden er at gøre sig til dommer over, hvad der er litteratur, og hvad der ikke er.
Denne elitære holdning til litteratur er med til at fastlåse den og forhindrer den dermed i at udvikle sig. Litteraturens form og tilstand er bestemt af dens omgivelser, hvad angår både tid og sted. Der er en verden til forskel mellem M. G. Lewis’ The Monk og Jane Austens Pride and Prejudice, på trods af at der er mindre end 100 år imellem dem. Ligeledes var John Milton og Matsuo Bashō begge poeter i det 17. århundrede, men Paradise Lost ligner på ingen måde Bashōs haikudigte. Hvis litteraturen ikke er foranderlig, hvad er så meningen med at studere den, og endda skrive den?
Da sproget var billeder
Hvis jeg skal beskrive, hvad litteratur er, må det være at fortælle en historie og/eller skildre en følelse, hvor tekst er inkluderet. Dette lyder måske vagt og tillader, at for eksempel sangtekster også inkluderes, men er de ikke blot lyrik tilsat musik?
Hvorfor så bred en definition af litteratur? Fordi fund som hulemalerier og ristninger i knogler og sten teknisk set viser os de første eksempler på litteratur. Hulemalerier og ristninger var dokumentation for episoder i stammefolks liv og er derfor med stor sandsynlighed et værktøj brugt i forbindelse med historiefortælling.
Den ovenstående definition af litteratur synes allerede her at udfordres, da der ikke er tale om tekst hos stammefolket. Men et decideret skriftsprog eksisterede ikke på dette tidspunkt, så dette var det tætteste, man kom på det. Ydermere var nogle af historiens første skriftsprog – såsom kileskrift og hieroglyffer – udviklet ud fra piktogrammer, som var visuelle repræsentationer af, hvad de skulle formidle.
I sin oprindelige form havde litteraturen altså mere til fælles med de tegneserier og grafiske romaner som nu dømmes til at være “ikke-litterære”. Mennesket er i langt de fleste tilfælde et visuelt væsen, ellers ville vi ikke være i stand til at lære at sætte en bestemt ordlyd til et bestemt symbol og skabe en mening ud af en bestemt rækkefølge af tegn. Vores evne til at læse er afhængig af vores evne til at visualisere.
Når ord alene ikke er nok
Ydermere er der egenskaber tillagt det visuelle medie, som tekstmediet ikke kan tilbyde. Tegneserien Watchmen af Alan Moore ville aldrig have fungeret som en roman, især på grund af dens narrative indhold, som gør op med superheltetegneserien som genre. Måden, hvorpå værket er struktureret og fortalt, gør det svært at overføre det til et udelukkende tekstbaseret medie. En del små detaljer, som gemmes i panelerne – rammerne med tekst og billede – i Watchmen ville gå tabt i oversættelsen til et andet medie og hæmme historiens røde tråd. Dette gælder for eksempel det tilbagevendende smiley-motiv, der symboliserer karakteren The Comic, hvis død var katalysatoren for hele værkets handling, og hvordan han stadig har en tilstedeværelse i historien, selvom han er død.
Men når nu tegneserier – især dem der omhandler superhelte – i vid udstrækning ses som barnlige og samtidig vulgære, kan vi tage et mere “sofistikeret” eksempel: Grafiske romaner. Her er der ofte tale om én sammenhængende historie, som ikke har været udgivet som serialiserede blade. Dette format er blevet brugt en del til autobiografiske værker, såsom Alison Bechdels Fun Home og Are You My Mother?, Marjane Satrapis Persepolis og ikke mindst Art Spiegelmans Maus.
Et andet eksempel er Ellen Forneys Marbles: Mania, Depression, Michelangelo and Me, et grafisk memoir over Forneys liv, efter hun blev diagnosticeret med bipolar lidelse. Bogen kunne have været en – meget kort – autobiografi, som ganske simpelt kunne have beskrevet de ting, hun gik igennem, med almindelig tekst. Men det visuelle medie skaber et højere niveau af læserinddragelse og giver beretningen større pondus. Eksempelvis da Forney beskriver et skift i medicin, som synes at indlede en manisk episode:
“But my platelet level did keep dropping. Less than a month after finally – FINALLY – feeling like I’d surfaced, I had to switch to a new medication, Neurontin. My mood lifted… and lifted… and didn’t stop lifting. I could feel myself getting swept away.”
(Forney 2012, s. 134-135.)
Vi får allerede her en følelse af, hvordan hun føler – at hun mister kontrollen over sin mentale tilstand og bliver desperat som følge af det. Men hvor teksten måske beskriver dette tilstrækkeligt, bliver det blot forstærket af den visuelle skildring, hun har valgt at parre den med:
Fotograf: Mia Nikander
Forney udnytter i høj grad mediet og sine grafiske og illustrative evner til at skildre hele denne periode med diagnose og medicinering som følge af hendes psykiske sygdom. Det spænder vidt fra sider, hvor hver eneste millimeter er udfyldt med kruseduller, symboler, tekst og mennesker for at vise niveauet af “støj” i hendes liv, til sider uden tekst og kun simple figurer der minder mere om piktogrammer end egentlige illustrationer.
I Marbles har Forney også valgt at inkludere illustrationer, som hun nedfældede i løbet af denne periode af sit liv. Det var hendes eget forsøg på at håndtere og skildre sin mentale sindstilstand i det pågældende øjeblik. At vide at disse er tegnet i realtid i forhold til de episoder, hun beskriver, gør den foruroligende autentisk og giver et stærkere indblik i hendes psykiske tilstand end nogen form for selvstående tekst nogensinde ville være i stand til.
Fotograf: Mia Nikander
Litteraturens åbne døre
Illustrationer og billeder kan understøtte litteratur, hvor ord ikke er nok, og derfor vil jeg mene, at de hører hjemme i litteraturen. Det største problem med “tegneserier er ikke litteratur”-holdningen er den mængde af litterær “gatekeeping”, den udviser. Vi kan gå med til at tegneserier og grafiske romaner “læses” og ikke betragtes som andre typer af visuelle medier, men vi vil ikke beskrive det som litteratur. Dette er en måde at udelukke et bredt publikum af læsere på; læsere, der har visuelle hjerner, læsevanskeligheder eller ganske enkelt ikke er interesseret i klassisk litteratur.
Gennem tegneserier lærte jeg at læse til en vis grad og fik lagt kimen til min livslange kærlighed til bøger og historier, før jeg overhovedet startede i skole. Tegneserier og grafiske romaner er i stand til at fortælle lige så gode historier, som “almindelige” bøger kan, og de kan også fejle i denne indsats, præcis som deres billedløse venner. Påstanden om, at tegneserier og grafiske romaner aldrig kan sige noget vigtigt og kun er for børn, vidner om, at man sandsynligvis aldrig i sit liv har brugt en eftermiddag med Don Rosas eller Carl Barks’ Anders And-historier. Men selvom billederne selvfølgelig spiller en rolle, rækker de ikke langt nok til at fastholde læserne, hvis de ikke er sat sammen med en historie, som kan fremhæves af dem, og som taler til os på et højere plan. Det er ikke for billedernes skyld, man af og til genlæser tegneserier fra sin barndom; det er på grund af, at man erindrer at have været opslugt af handlingen og derfor vil se om de faktisk var så gode, som man husker dem. I langt de fleste tilfælde er disse gensyn kærkomne.
Tegneserier og grafiske romaner er med til at åbne litteraturen op for folk, som måske er tøvende over for den, og dette er vigtigt af den simple grund at litteraturen bør være for alle, ikke de få. Og med den stigende grad af genudgivelser af klassikere som grafiske romaner såsom Seymour Chwasts Dante’s Divine Comedy: A Graphic Adaptation og Tim Hamiltons version af Ray Bradburys Fahrenheit 451: The Authorized Adaptation har jeg et håb om, at jeg ikke er den eneste af denne mentalitet.
Leave a Reply