Litterær artikel om antihelten i kulturen fra Miguel de Cervantes: Don Quijote, den kløgtige adelsmand af La Mancha til i dag
Af Imone Dahl og Nete Bækgaard Hermansen
Foto: commons.wikimedia.org
I sidste uge skrev vi om, hvordan den litterære figur Don Quijote befinder sig midt i overgangen mellem det middelalderlige samfund og renæssancens mere moderne tænkning. En overgang, som han ikke forstår at navigere i, hvilket resulterer i, at han ufrivilligt indtager rollen som antihelt – en figur, der siden da har nydt stor popularitet i litteratur og kultur.
Fra klovn til forbryder
Trods forskellene mellem Don Quijote og de mere moderne eksempler er det meget tydeligt, at han er det første led i en meget lang kæde igennem den del af litteraturhistorien, der behandler antihelte-temaet, og som nu har forgrenet sig ud i populærkulturen. Kæden er senere blevet udbygget af litterære figurer som Goethes portræt af Faust, der sælger sin sjæl til djævelen i jagten på lærdom, og Alex de Large fra A Clockwork Orange, som egentlig er en usympatisk kriminel, der dog bliver offer for et langt mere grusomt samfundssystem. Der er mange flere af slagsen at finde rundt omkring i litteraturen, og fælles for dem alle er, at de vækker genkendelse og sympati hos læseren, samtidig med at læseren tager afstand fra deres handlingers ekstremitet. Ofte hænger antihelte-figuren sammen med et tema om selvtægt, og dette tema ses også i Don Quijote. Imens den klassiske heltefigur er opretholderen af lov og orden, dekonstruerer antihelten nemlig de selv samme. I et samfund uden stabile sandheder, som midt i et epistemeskift eller i et fragmenteret postmoderne miljø, er regler og moral slørede størrelser, og det bliver derfor muligt for antiheltene at bryde med normerne – for eksempel når Don Quijote på eget initiativ løslader en gruppe straffefanger, eller når Daredevil gang på gang tager loven i egne hænder og endda er villig til at gennembanke sine medmennesker for at få informationer. Antiheltens dobbelte rolle betyder, at denne udøvelse af selvtægt ofte ender med at give bagslag, og at den samtidig er med til at sætte fokus på, at samfundet er en konstruktion, som det altså er muligt at bryde med.
At Don Quijote er den originale inspiration for alle disse, er tydeligt; de temaer, som romanen behandler, giver genlyd overalt, for eksempel i den moderne og populære tv-serie Breaking Bad fra 2008. Her møder vi Walter White – en kedelig kemilærer uden nogen særlig autoritet, der i ægte Don Quijote-stil bryder med konventionerne og forsøger at spille en rolle, som han ikke kan få til at harmonere med den verden, han lever i. Katalyseret af en kræftdiagnose og det hårde, men alligevel fascinerende kriminelle miljø, som udfolder sig overalt omkring ham, beslutter han sig for at begynde at fremstille amfetamin for at tjene penge til sin familie. Det hårde liv som undercover narkobaron og blød familiefar står i stærk kontrast til hinanden, hvilket resulterer i absurde situationer, som på mange måder trækker tråde tilbage til Don Quijotes desillusionerede hovedperson. Walter White i Breaking Bad er måske blot mere tragisk end komisk, men det er han, fordi han udfylder en rolle som et sammensat moderne menneske, der må skabe sit eget moralske kodeks i en verden blottet for forudbestemt mening. Walter White udnytter til dels sine kemiske talenter til at skaffe penge til sin familie, dels for at udleve et indre behov for spænding og eventyr – præcis som Don Quijote firehundrede år tidligere.
Men ofrene ved at leve dette dobbeltliv er større i det moderne samfund end i starten af 1600-tallet, fordi der ikke længere blot er tale om en komisk afskrivning af en gammeldags tankegang, men et faktisk forsøg på at tage stilling til en verden, hvor mennesket er blevet afideologiseret. Moderne antihelte som Walter White afspejler det moderne menneskes hunger efter spænding og den evige grænsesøgning, men viser også, at der altid er en bagside ved disse handlinger, og at voldsomme normbrud kan have tragiske konsekvenser.
Selvom fremstillingsformen har ændret sig, så er fascinationen af antihelten forblevet den samme siden 1605, og de samme temaer går igen op igennem tiden. Antihelten udtrykker netop grundlæggende de konflikter, der har at gøre med identitet og menneskets problemer med at finde sig til rette i den virkelighed, det eksisterer i – et tema, som er evigt aktuelt. Ligesom Don Quijote har sin fjollede væbner Sancho Panza, har hovedpersonen i Breaking Bad ligeledes en tragikomisk kompagnon, Jesse – de er begge ganske ynkelige bipersoner, som er med til at fremhæve antiheltens overlegenhed og vanvid. Antiheltenes pårørende har også visse udfordringer, som går igen, da de smerteligt er vidner til antiheltens mærkværdige opførsel, der ofte går ud over familie og venner. Don Quijote har en familie, som fortvivlet overværer hans galskab, og Walter Whites dobbeltliv eskalerer til noget ukontrollerbart og fører til en fremmedgørelse fra hans kone og børn. Antihelten var allerede i 1600-tallet, og er stadigvæk, et eksempel på, hvor galt det kan gå for det menneske, som er i konflikt med omgivelserne og sin virkelighedsopfattelse. For menneskene i det enogtyvende århundrede, som lever i et postmoderne samfund uden definerede sandheder, er dette tema mere relevant end nogensinde, fordi det samtidig er et præmis for det moderne liv. Det er op til os selv at definere den virkelighed, vi lever i, og derfor er det let at komme til at træde ved siden af og følge i Don Quijotes eller Walter Whites tunge fodspor.
Gammel problematik i nye klæder
Don Quijote blev i sin tid skabt for at illustrere en spirende forståelse af, at litteraturen ikke afspejler virkeligheden én til én. Riddere og skønjomfruer var ikke længere en del af samfundet, og Don Quijote er en roman, der igennem latterliggørelsen af de gamle idealer helt bogstaveligt påviser, hvor farligt det er at sætte lighedstegn mellem skrift og virkelighed. På tærsklen til renæssancen kunne disse to størrelser ikke længere læses harmonisk ind i hinanden, og når Don Quijote forsøger at gøre det, kan det ikke resultere i andet end ren komik. Og det komiske islæt virker stadig i dag, hvor opskriften på succesfulde karakterer er, at de skal være komplicerede, men også nogle, vi kan grine af og identificere os med. Disse komplekse antihelte afspejler netop den menneskelige psyke, og derfor kan vi lide at læse om dem og se dem på tv. Der er dog ikke længere samme behov for et nybrud inden for litteraturen, som der var i 1605, fordi litteraturen ikke længere læses som en forlængelse af virkeligheden. Don Quijote og hans trofaste ganger Rosinante har heltemodigt brudt isen og er dermed kommet væk fra den enhedssøgende tankegang. De har brudt med den klassiske helt, der ikke kan fungere i denne sammensatte virkelighed, og er dermed gået foran for en lang række af senere antihelte i litteraturen, som har hjulpet læsere igennem mange år til bedre at forstå sig selv og den verden, de lever i. Den komplekse virkelighed kan ikke rummes i en fremstilling af verden, hvor alt er ligetil, og hvor litteratur og virkelighed naturligt er to sider af samme sag. Antihelten legemliggør, at dette forhold ikke kan eksistere, og bryder dermed med glansbilledet om, at litteraturen skal være en del af virkeligheden. Og i den tragiske fremstilling af Don Quijotes forsøg på at være helt findes der netop en stille appel om, at litteraturen ikke skal gøre krav på at være en del af virkeligheden, men i stedet skal forsøge at forklare den – en appel, der er blevet efterkommet lige siden. Med Don Quijote er kimen til udviklingen i den moderne litteratur blevet lagt, og det er derfor, at dette værk den dag i dag er en bog, som vi stadigvæk vender tilbage til gang på gang. Når de fleste mennesker i det enogtyvende århundrede ved, hvem Don Quijote er, selv uden at have læst værket, er det, fordi den udgør et så vigtigt element i udviklingen af vores selvforståelse – og det er derfor, at det endnu er et relevant værk firehundrede år efter dets udgivelse.
Og om ikke andet, for til slut at citere Cervantes selv, så læs den, fordi: ”’Ingen bog er så dårlig […] at der ikke er noget godt i den.’”
Leave a Reply