Anmeldelse af Guy de Maupassant: Horla, udgivet på Det Poetiske Bureau d. 1. juni 2020, oversat af Anette David

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen

Foto af: Cecilie Bøgh Pedersen

Er det virkeligt eller ej? Det er det overordnede spørgsmål, som hjemsøger den ikoniske gysernovelle Horla. I historien følger man den navnløse hovedperson, som er ved at gå fra sans og samling, fordi han føler, at der er nogen – eller noget – som holder øje med ham og styrer hans handlinger. Hovedpersonen ved ikke, om han er blevet sindssyg, bliver hjemsøgt, er blevet hypnotiseret eller noget meget værre.

Hovedpersonen fortæller sin historie gennem en form for dagbog, hvor han beretter om sine foruroligende oplevelser. Historien begynder den 8. maj med ordene ”Hvilken vidunderlig dag!”.  Herefter beskriver hovedpersonen med rosende og kærlige ord sit hjem, og hvor meget han elsker at bo lige netop dér. Det kan ved første øjekast virke som en spøjs introduktion, men det bliver især vigtigt senere i historien. Denne lykkelige sindsstemning varer dog ikke ved, og tonen i novellen skifter hurtigt til én, der er utryg, forvirret og paranoid. Allerede d. 12. maj skriver hovedpersonen, at han har fået en smule feber, og derefter går det stødt ned af bakke.

Virkeligt eller ej

Novellen er fyldt med urovækkende beskrivelser, som tydeligt viser hovedpersonens splittede følelser og forfald. Hovedpersonen plages af en underlig sygdom, som han til sidst rejser væk for at få kureret. Da den er forsvundet tager han hjem igen, men der går ikke længe før han får et nyt tilbagefald. Han har forfærdelige mareridt og går i søvne. Eller gør han? Hele novellen er gennemsyret af en forvirring omkring, hvorvidt det, der sker, er virkeligt eller ej. Selv hovedpersonen sætter flere gange spørgsmålstegn ved, om han er ved at miste forstanden, eller om han rent faktisk bliver hjemsøgt af noget usynligt, som styrer hans handlinger:

”Jeg havde altså tabt hovedet på det seneste! Jeg må have været offer for min egen overspændte fantasi, med mindre jeg virkelig er søvngænger eller har været udsat for en af disse påviste, men hidtil uforklarlige påvirkninger, som kaldes suggestioner.”

Flere gange forsøger hovedpersonen at finde rationelle forklaringer på, hvad der er galt med ham, og der er en gennemgribende fornemmelse af, at det måske ikke er overnaturligt. Eksempelvis forklarer han, at hans kusk lider af samme sygdom. Derudover er der en lang scene midt i novellen, hvor hovedpersonen besøger sin kusine. Kusinen bliver hypnotiseret, og den måde hun agerer på under hypnosen, spejler den måde hovedpersonen agerer på, når han bliver kontrolleret af dette usynlige væsen, som – måske, måske ikke – hjemsøger ham. Alt dette er kun med til yderligere at sætte spørgsmålstegn ved, om det er virkeligt eller bare finder sted i hovedpersonens hoved.

Stadig uhyggeligt?

Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes The Tell-Tale Heart. Der er dog en god forklaring på, hvorfor novellen er så kort, som den er. Novellen er nemlig skrevet, mens forfatteren Guy de Mauspassant selv led af sindsforvirringer. Ifølge novellens forord af Anette David, så er novellen på mange måder et selvbiografisk værk, som ”falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser”. Medtages dette, så bliver novellen – og slutningen – kun endnu mere foruroligende.

Novellen er helt sikkert en gysernovelle, men den er ikke nødvendigvis særlig uhyggelig. Er man på jagt efter klassisk gys, uhygge og spøgelser, så er Horla ikke stedet at starte. Er man derimod på jagt efter en kort, spændende, psykologisk og overskuelig beretning om en mands tragiske kamp for at finde hoved og hale i, hvad der sker med ham, så er Horlaklart anbefalelsesværdig. Den kan læses på en dag eller to, og den indeholder mange spændende og gruopvækkende overvejelser om livet, det overnaturlige og uforklarlige.