Litterær føljeton om idiot-motivet
Af Anne Skov Thomsen
I sidste og første afsnit af den idiotiske føljeton (kan læses her) fik vi først og fremmest indkredset tre væsentlige træk ved idiotlitteraturen: 1: Definitionen af idioten og det idiotiske som den/det, der stiller sig uden for en given polis. 2: Den flersprogethed, Michail Bachtin identificerer i romanens stiltræk, hvilket igen kunne knytte an til 3: Antagelsen om at de litterære værkers formelle fremstilling kan tænkes som idiotiske i sig selv. I dette andet afsnit af føljetonen vil jeg således give den første eksempellæsning på en idiotfigur, nemlig klassikeren Madame Bovary.
Røre i provinsens polis
Da Madame Bovary først udkom, var det med undertitlen: Moeurs de province, der mest direkte oversættes: ’skikke i provinsen’. [1] Hermed anslås allerede på titelbladet spændingsfeltet mellem en etableret social polis, provinsen og dennes skikke, og idioten Emma Bovary, der skiller sig ud.
Inspireret af Bachtin skriver Lone Nikolajsen i konferensafhandlingen Nyttige idioter om Dostojevskijs berømte idiot, Fyrst Mysjkin, at han kan ses som ”en prøve på sine omgivelsers dyder: I mødet med ham – og særligt i fortolkningen af ham – kommer romanens karakterer uundgåeligt til at afsløre sig selv.” [2] Nikolajsen bemærker videre, at Mysjkins opførsel ”har den effekt, at den spreder forlegenhed omkring sig. Og netop i forlegenheden er det muligt at iagttage hvilket fundament de sociale adfærdsmønstre og hierarkier, der strukturerer karakterernes relationer og sameksistens, står på, og hvori dette fundaments skrøbelighed består.”[3]
Forlegenhed er også netop, hvad man kan iagttage i forholdet mellem Emma og hendes omgivelser. Hendes hysteriske, forstyrrede opførsel finder ingen plads i landsbyboernes ’provinsielle skikke’ eller polis, og de er derfor ude af stand til at respondere eller reagere på anden vis end med formodninger om, at hun må være syg. Fx da Emma efter en tid som elskelig hustru atter slår om i hadefuldt hysteri: “Charles faldt rystet sammen i sin lænestol og forsøgte at finde ud af, hvad der kunne være i vejen med hende, han forestillede sig det var en nervøs sygdom […]”. [4] Kun hendes sporadiske opførsel som from og dydig hustru og elskelig moder forhindrer, at dommen ikke bliver den udstødtes; idiot.
I Madame Bovary fremstår alle personerne imidlertid mere eller mindre idiotiske, og med Flauberts latterliggørende skildringer af dem fremstår deres ubehjælpsomme fortolkninger af den splittede Emma-skikkelse netop afslørende indskrænkede og fastgroede. Ved oplysningen om, at Emma aldrig er besvimet, bemærker M. Boulanger fx: ”Det er højst usædvanligt for en dame!” [5] Man kan derfor iagttage en konflikt mellem på den ene side de andre personers ydre blik på Emma, der repræsenterer et stereotypt og idealiseret kvindebillede, og på den anden side romanens indre psykologiske skildringer af hende, der forekommer langt mere komplicerede. I selve figuren Emma skildres således også en flersprogethed, idet hun er ude af stand til at påtage sig en enkelt identitet og affinde sig med den tilhørende skæbne. Hun befinder sig i et grænseland mellem værdimæssige modpoler, der også afspejles via romanens øvrige persongalleri og i værkets historiske og litteraturhistoriske kontekst.
Historisk
Vender man blikket mod den historiske samtid, finder man Frankrig på tærsklen til det moderne samfund med voksende industrialisering, urbanisering og videnskabelige landvindinger, hvor også spørgsmål om sekularisering og opgør med traditionelle samfundsstrukturer præger billedet. Samfundet befinder sig i en opbrudstid mellem tradition og fornyelse, der afspejles i Madame Bovary som en kakofoni af verdens- og menneskesyn.
Byens dragende kræfter mærkes på landet og ekspliciteres i bondedatteren Emmas ’instinktive længsel efter luksus’ [6] og mod det mangfoldige storbyliv i Paris, der ’stråler for hendes øjne vældigere end verdenshavet’.[7] Hun udtrykker desuden harmfuld bevidsthed om sit køns begrænsninger og længes efter mandens frihed. [8] I passagen, hvor apotekeren overtaler den sagesløse doktor Charles til at foretage et kirurgisk indgreb på staldkarlens klumpfod, beskrives nysgerrigheden og begejstringen for videnskabens nye bedrifter rammende: ”Han havde kort tid i forvejen læst en lovprisning af en ny behandling af klumpfødder; og da han var tilhænger af fremskridtet, fattede han den patriotiske tanke, at Yonville, for at holde trit med udviklingen, burde blive center for strephopodiske indgreb.” [9] Da indgrebet viser sig at slå fejl, finder vi i den modsatte, traditionelle lejr mutter Lefrançois, der ’behandler’ den ynkeligt sengeliggende staldkarl med god bouillon, flæsk og brændevin, mens præsten opfatter sygdommen som udtryk for Herrens vilje og som en kærkommen ”lejlighed til at blive forligt med Himlen” [10] for den mindre kirkelige staldkarl.
Litteraturhistorisk
Ved siden af den historiske opbrudstid, der spores i værket, rumsterer der også en overgangsperiode litteraturhistorisk set, nemlig mellem romantik og realisme. Romanens romantiske skildringer af landliv, familiær harmoni og brusende kærlighed støder konstant sammen med reaslimens insisteren på den knapt så idylliske virkelighed. Fx bryllupsscenen, hvor ”skjortebrysterne svulmede som harnisker!” på de nyklippede og før daggry barberede gæster, der ved nærmere eftersyn også nærmere minder om hjemvendte fra slagmarken; ”og den friske luft undervejs havde fået sårene til at flamme, så alle disse store, hvide, åbne ansigter var blevet marmoreret med rosa pletter.” [11]
Emma Bovary er ofte blevet sammenlignet med Don Quijote og hans naive indlevelse i ridderromanernes univers. [12] Hun sluger kærlighedsromaner på stribe, som hun forventer spejlet i den virkelige verden (og ikke mindst i sit eget (kærligheds)liv). Men gang på gang skuffes dette ideal af tilværelsens (og Charles’) ulidelige almindelighed: ”Skulle en mand ikke tværtimod kende alt, udmærke sig på mangfoldige områder, indvie én til lidenskabens kræfter, livets raffinementer, alle dets gåder? Men han lærte hende intet, vidste intet, ønskede sig intet. Han troede hun var lykkelig; og hun var vred på ham på grund af denne veletablerede ro, denne problemløse tyngde […]” [13] Et andet eksempel er skildringen af Emmas forventninger til affæren med Rodolphe: ”Hun var på vej ind i noget vidunderligt, hvor alt ville være lidenskab, ekstase, galskab”.14 Eller hendes overstrømmende kærlighedserklæringer: ”Jeg er din tjenerinde og din konkubine! Du er min konge, mit idol! Du er god! Du er smuk! Du er klog! Du er stærk!”, der straks efter punkteres af beskrivelserne af den selvoptagede Rodolphes nøgterne tanker: ”Han havde så tit hørt den slags ting blive sagt til sig”. [15] Flauberts ironiske tone, som jeg om lidt kommer nærmere undergraver de romantiske forestillinger, der fremstilles naive og håbløse.
Flauberts radikale stil
Madame Bovary udkommer første gang i 1856 under skandaløse omstændigheder. Værket bliver genstand for retslig anklage om umoralskhed, blasfemi og usædelighed, men ikke kun pga. det moralsk forkastelige i Emma Bovarys udenfor-ægteskabelige udskejelser. Flaubert lancerer med romanen en radikal videreudvikling af Honoré de Balzacs realisme, der især er kendetegnet ved, at den traditionelle alvidende fortællers personkarakteristik i højere grad viger til fordel for skildringer af personerne indefra. Det sker bl.a. gennem skiftende indre fokaliseringer, men især er Flaubert berømt for sin brug af dækket direkte tale, der genererer en ny psykologisk dybde og virkelighedsnærhed i litteraturen. [16] Flauberts stil kan således siges idiotisk at placere sig uden for den hidtidigt dominerende litterære polis, hvilket især blev signifikant med den chokerende virkning, den realistiske litteraturs teknikker havde på datidens læsere, der nærede selvfølgelige forventninger om, at litterære værker illustrerede forfatterens holdninger og personlighed.
Litteraturprofessor Alison Finch placerer i den forbindelse Flaubert som en central figur i den bevægelse, M.H. Abrams identificerer i moderne europæisk litteratur, fra kunsten som spejl mod kunsten som en lampe, der belyser og forklarer, hvad den kaster sit lys på. Skildringen af det store, det mægtige eller vedtaget smukke træder i baggrunden for betoningen af forfatterens blik som afgørende. Det sande og det skønne placeres ikke i kunstens objekt, men i måden, hvorpå det bliver præsenteret.Eller som Finch citerer: ”‘There is no “true”!’ said Flaubert; ‘there are only ways of seeing’”. [17]
Læseren føler sin egen dømmekraft sat over styr i kraft af den umiddelbare naive identifikation med protagonisten Emma, der kun øjeblikket efter må modificeres kraftigt ved mødet med hendes selviske, lidet beundringsværdige fremtoning. [18] Madame Bovary chokerede altså, idet forfatterstemmen Flaubert trådte tilbage for i stedet at lade diametrale modsætninger (fx mellem tradition og udvikling jf. eksemplet med klumpfoden) vibrere mod hinanden i en uforløst spænding. [19] Hans ironiske holdning er, som jeg også tidligere var inde på, altomfattende. Den bevæger sig ud over karaktererne og værket selv og sparer hverken læseren eller forfatteren med det resultat, at læseren i mødet med tekstens ambivalente udtryk fratages ethvert fast standpunkt. [20]
Flersproget dækket direkte tale
Ambivalensen etableres i værkets allestedsnærværende flersprogethed, og den dækkede direkte tale kan i sammenhængen ses som en underform heraf. Et konkret eksempel kunne være: ”Hvordan havde hun dog (hun, der var så intelligent) kunnet tage fejl endnu en gang? Og hvad var det i det hele taget for en elendig mani, der fik hende til at ødelægge sin tilværelse med evindelige ofre?” [21]
Spørgsmålet, der rejser sig ved brugen af den dækkede direkte tale er altid, hvem der egentlig taler? Er det karakterens tanker eller fortælleren/forfatterens camouflerede fortolkning, der fremstilles? Hvem udtrykker ironien, og hvem er den rettet imod? Og hvordan skal man som læser forholde sig til denne tvetydighed? Brugen af parentes i citatets første spørgsmål peger materielt tilbage på den skrivende, ligesom den overdrevne melodramatiske tone etablerer en ironisk distance. Alligevel virker det med kendskabet til Emmas dramatiske natur og den dækkede direkte tales udeladte angivelse af udsiger som et umedieret indblik i hendes tanker. Der er tale om en vidtrækkende fortolkningssag, men mere interessant i denne sammenhæng er det at betragte effekten eller virkningen hos læseren.
Trods Emmas usympatiske fremtoning, tvinges man ind i en personlig overvejelse over sin egen placering i værkets polis, idet ingen fortrolig forfatterstemme fører læseren ved hånden til ’det rigtige’ svar. De stereotype blikke, som de andre karakterer retter mod lægekonen Emma, må uundgåeligt vurderes og reflekteres i læserens eget dybere indblik i hendes psyke. Et idiot(et)isk potentiale ligger således i værkets belysende (jf. Abrams lampe-metafor) evne til at befordre læseren med oplevelsen af en dybere, mere kompliceret psykologi i sin romanfigur frem for blot at skildre noget smukt og beundringsværdigt.
Læserens blik bliver, jf. Flauberts holdning til sandhed, et af mange på Emma. Det forekommer derfor også svært at fastsætte en universel værdimæssig orden, som polisen foretrækker den, ud fra romanens univers, hvor ’det gode’ forbliver en individuel, foranderlig størrelse. Emma står her som en figur, der er splittet mellem det gamle og det nye, mellem pligt og personlig udfoldelse. Med en lille tilsnigelse kan man sige, at hun bliver en etisk brydningsfigur, hvori det romantiske og traditionelle forekommer idiotisk i det realistiske og modernes optik og vice versa. Hun er på én gang spejl for de andres stereotypiserende blikke og lampen, der belyser blikkene som værende sådan.
Således første idiotiske eksempellæsning. Følg med i næste afsnit, hvor vi snupper endnu en…
Kilder
www.cummingsstudyguides.net: “Madame Bovary”
www.denstoredanske.dk
Flaubert, Gustave:Madame Bovary (1857), Haslev 1979, Gyldendal
Nikolajsen, Lone: Nyttige idioter, konferensafhandling 2012, Københavns Universitet
www.sussex-academic.com: Flaubert and Don Quijote (The Influence of Cervantes on Madame Bovary)
Unwin, Timothy (ed.): The Cambridge Companion to Flaubert, New York 2004, Cambridge University Press
1 Cummingsstudyguides.net: “Madame Bovary”
2 Nikolajsen: 20
3 Ibid.: 20
4 Flaubert: 237
5 Ibid.: 166
6 Ibid.: 234
7 Ibid.: 75
8 Ibid.: 114
9 Ibid.: 221
10 Ibid.: 229
11 Ibid.: 37
12 Sussex-academic.com
13 Flaubert: 54
14 Ibid.: 207
15 Ibid.: 242-243
16 denstoredanske.dk: ”Gustave Flaubert”
17 Unwin: 151
18 Ibid.: 154
19 Ibid.: 15
20 Ibid.: 15
21 Flaubert: 234
Leave a Reply