Anmeldelse af Theis Ørntoft: Jordisk, udgivet på Gyldendal d. 11. august 2023.
Anmeldt af Andrea Kløvgård
Foto: Andrea Kløvgård
Theis Ørntoft har skrevet romanen Jordisk, der går helt ned i materien på en familie, der har forgrenet sig ud i verden. Gennem tre generationer og syv karakterer kommer vi helt tæt på de forskellige familiemedlemmers historier om månerejse, marmorbordplade og bankarbejde. Det strækker sig lige fra personlige til universelle katastrofer.
Jordisk er en 600 sider lang roman med mange karakterer, fortidshistorier, fremtidsspekulationer og refleksioner over den planet vi bor på. Romanens fortælling foregår fra 1967 til 2036 og indkapsler tre generationers liv. Handlingen foregår rundt omkring i verden, men har sit hjerte i Søhøjlandet, hvor familien sidst i romanen samles til bedstefaren Ernsts begravelse.
Den første bog i romanen er ”Børnenes bog”, hvor vi møder den ældste i søskendeflokken, Rhea, der bor i et kollektiv på Møn. Rhea er radiodokumentarist uden projekter, men historier om bedstefarens arbejde i den lokale bank og hendes fars liv i USA og Danmark spøger om at blive fortalt. Joel er den midterste i søskendeflokken, og siger sit nye arbejde på et gymnasie op for at arbejde som fisker i Norge. Den yngste søster Miriam bøvler med at få sin dyre nye marmorplade op i herskabslejligheden i København, mens hun er coach i at afvænne underlige afhængigheder:
”Miriam så ned i resterne af risalamanden og mærkede energien fra sine to ældre søskende flyde sammen som en nærmest fysisk substans omkring hende. Hun havde ingen teorier at udfolde om verden.”
De er bare en lille brik i den store fortælling om familiens konflikter, hemmeligheder og forbindelser. Ørntoft fremskriver en families op og nedture, individuelt og på verdensplan, realistisk og detaljeret. Men der er ikke på noget tidspunkt fare for, at det bliver langtrukkent eller besværligt at læse, tværtimod. Der er næsten ikke det emne, den livssituation eller verdensbegivenhed, Jordisk ikke berører. Fortællingerne er så gode og skarpt skrevet, at man næsten ikke kan få nok på de 600 sider.
Mennesker på jorden
Jordisk består også af sideløbende fortællinger om den verden, karaktererne lever på. Det betyder noget, hvordan de lever med verden. Joel og Rhea er meget klimabevidste, mens Miriam går mere op i at skaffe den flotteste marmorbordplade, koste hvad det vil. Men fælles er, at de alle lever tæt på naturen, om de vil det eller ej. Naturen har sin helt egen underliggende fortælling, om hvordan den bliver udnyttet mere og mere, hvordan den nogle steder er opbrugt, og hvordan den forsøges reddes. Ørntoft beskriver denne kritik og udnyttelse af jorden på en nøgtern og udramatisk måde, der gør at Jorden får lov til at være sidestillet og på lige fod med karaktererne:
”Siden tidernes morgen har menneskets verden været styret af skiftende kræfter, tænkte han; først herskede naturen over os, så herskede religionerne, så herskede politik og til sidst økonomien. Mens han sad og overvejede hvad der så kom efter økonomien, summede telefonen på sofabordet.”
I løbet af fortællingerne i Jordisk bliver det tydeligt, at karaktererne ikke kan leve uden naturen og verden, den forgrener sig på forskellig vis ud i karaktererne, hvor den blandt andet er grunden til Joels ro og balance i livet som fisker i Nordnorge. Og måske bliver den måde vi bruger og forholder os til vores verden spået i romanens fremtidsbog?
Leave a Reply