Midtvejskriser, der mødes

Midtvejskriser, der mødes

Midtvejskriser, der mødes

Anmeldelse af Heidi Linde: Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet, udgivet på Turbine d. 11. juni 2021, oversat fra norsk af Karen Fastrup

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard 

Foto af Johanne Lehmann Daugaard 

Midtvejskrise er hovedemnet for Heidi Lindes nyeste roman, Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet, hvor vi følger to midaldrende kvinder, Vigdis og Linn, side om side. Hver især kæmper de sig gennem den ensformige hverdagstrummerum, hvor tvivlen på livet i en kernefamilie med mand og børn presser på. Romanen er en fortælling om det moderne familieliv, hvis polerede facade langsomt krakelerer.

Linde fletter elegant de to kvinder Vigdis’ og Linns historier sammen, hvor hver deres (hus)moderlige problematikker skinner igennem og maler to klare portrætter af moderne kvinder fanget af både frygt for og længsel efter forandringer i midten af livet. De monotone hverdagsskildringer om at hente og bringe børn, vaske tøj og lave mad skitserer kvindernes tragikomiske skæbner, fanget i børnefamiliens stringente og kønsstereotype rammer:   

“For nogle aftener siden, da ungerne var ude til hver sin aktivitet, og de pludselig sad der alene i stuen, sagde hun – sådan som hun af og til gjorde før, men næsten aldrig mere: Hvordan synes du, det går? Det slap bare ud af hende. Går, sagde Rune, med hvad. Ja, med livet, sagde Vigdis, med familien, med os. Runes blik flakkede. Hvor vil du hen med det, sagde Rune. Jeg vil ikke noget sted hen, sagde Vigdis, jeg vil bare snakke, er det da ikke det, folk gør, snakker med hinanden. Rune blev tavs.”

Mor til fire

Vigdis keder sig i sin hverdag, hvor de daglige pligter hænger over hovedet, som en sort sky, der kan gå hul på hvert minut. Med tre krævende børn og en mand, der mest af alt prioriterer sig selv, er Vigdis efterladt med følelsen af ikke at føle sig værdsat. Selvværdet er i bund og opmærksomheden fra mand og børn er knap, selvom hjemmet uden hendes gøremål ville resultere i øjeblikkeligt kaos. Vigdis føler sig dog stadig bundet til sin kernefamilie, mens tanken om at gå fra det hele vokser sig større. Men hvad har hendes mand nogensinde gjort hende? Han elsker deres børn, er hverken voldelig, alkoholisk eller andet, der kan sættes fingre på. Alligevel lurer noget under overfladen, en utryghed og fremmedgjorthed overfor sin mand, som tynger hende: 

“… hun tænker på, hvilke ord hun bør vælge nu, hvor hun skal fortælle Rune, hendes mand gennem godt toogtyve år, at hun vil forlade ham. Der er meget andet, hun hellere ville have tænkt på. Sengetøjet (…), vagtplanen for julen (…) eller poserne med småting, som står i bunden af hendes klædeskab”   

Mens Vigdis kæmper med beslutningen mellem at vælge sig selv eller sin familie til, er det på én og samme tid nogle andre og de samme problematikker, Linn står overfor. 

En ungdom, der rinder ud

Linn har, som Vigdis, mand og barn. De lever på overfladen et idyllisk familieliv i harmoni, men noget nager Linn. Hendes mand, Niklas, forguder deres datter og er den perfekte far, men Linn kan ikke mærke sin kærlighed til ham længere. Hun længes efter noget andet, noget mere. På indkøbsturene mærker Linn ikke længere de lange blikke efter hende fra fremmede mænd, som hun gjorde, da hun var yngre. Som det går op for hende, at hendes ungdom er randt ud, ser Linn sig selv fra et nyt perspektiv, hvor hun ikke kan påtage sig rollen som en kærlig mor, men i stedet en kvinde, der selv har brug for den opmærksomhed, hun burde give sin datter. I modsætning til Vigdis, der er blevet degraderet til husmor, er Linn ikke i stand til at træde ind i det ansvar, der kræves og forventes af hende. Presset fra hende selv og omverdenen resulterer i, at Linn forråder sin familie i det skjulte:

“En høj, lyshåret mand fra flokken (…) glider væk fra de andre som en, der sniger sig ud fra festen og håber, at ingen vil bemærke det. Og hvorfor følger hun efter ham? Hun skal jo hjem, der går en sporvogn om seks minutter, hvis hun går direkte til holdepladsen, vil hun nå den.”

Et både moderne og gammeldags portræt

Linde har med sin roman formået at skabe et både moderne og gammeldags portræt af nutidens moderrolle, der skal leve op til idealet om den perfekte familie. Det er en roman om at forsøge at elske sig selv og sin familie, at smøre de rigtige madpakker, være den mest smilende mor til forældremødet, at holde hjemmet rent og ryddeligt og alt det andet, der hører med, mens dagligdagen presser med endnu flere krav. Det er både et klap på skulderen til alle de (hus)mødre, der klarer sig derude, samtidig med at det er en pegefinger til de, der har brug for at hanke op i sig selv og deres egoisme. Og så hylder den ikke mindst dem, der trækker rødderne op, tager selvstændige valg og for én gangs skyld prioriterer sig selv.