Anmeldelse af Jonas Eika Rasmussen: Lageret Huset Marie, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 20. august
Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
I Jonas Eika Rasmussens debutroman Lageret Huset Marie, er der lagt op til en coming of age-roman, der går galt. Hovedpersonen Elias fortæller om sit, kollegerne og bofællernes liv, der står i stampe, men man kan til gengæld grine af pantkyllinger i frysebokse, rotterne i stuen, og så må man leve med bofællens højlydte sex.
Den unge Elias flytter ind i et kollektiv (kaldet Huset), hvor han bor med en håndfuld jævnaldrende fyre. Om natten arbejder han på Dansk Supermarkeds non-food lager (kaldet Lageret), og når han hverken er hjemme eller på arbejde, er han sammen med Marie. Elias har inddelt sin tid i disse tre fikspunkter, der ikke er i berøring med hinanden, men bare sender ham videre i en endeløs række af dage. Det sætter sine spor – både fysisk og psykisk: ”Søvnen varede sjældent mere end fire timer og føltes mest som en forlængelse af den træthed der havde givet mig den. Jeg vågnede og var stentør i ganen, øm i alle muskler, desuden havde jeg taget otte kilo på.”
Forfaldet reflekteres også i Huset, hvor drengene bruger gamle VHS-bånd til at dække for en fugtplet, der vokser og spreder sig til hele huset; i hanen er der kun enkelte rustrøde dråber at hente; og imellem videospillene skiftes drengene til at jage rotter. I denne barokke setting får fyrene tiden til at gå med gaming, fester og rottejagt.
Når man er med Elias i Huset eller på natarbejde, er man i godt selskab – om man så belurer den ammende nabo eller ryger hash med kollegerne, imens man tager pis på Føtex’s varekoncept Vores: ”Vores arbejdsskader, Vores døde sjæle, Vores Nordsøolie”. Dynamikken mellem Elias, hans kolleger og bofæller fungerer fantastisk og bringer et smil frem på læben. Til gengæld har sporet med Marie en tendens til at blive lidt kedeligt. Det er en meget banal kærlighedshistorie, og Marie i sig selv er ikke nok til at gøre den interessant.
Der er mange detaljerede og kompakte beskrivelser af Lageret, der opvejes af Elias’ sprog som fortæller. Han løfter sproget med poetiske betragtninger som ”Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dengang, jeg havde gjort rent i Farfars hus, før det skulle sælges. Der var den samme fornemmelse af endelig at se Huset græde (…).”
Ved første øjekast virker romanen meget uforløst: fyrene i Huset kommer aldrig ud af deres vakuum, imens lagerarbejderne fortsat brokker sig over det natarbejde, de ikke kan undvære. Men den manglende forløsning understreger følelsen af, at Elias – og de mange andre karakterer – er fanget i en evigt gentagende cyklus, de er simpelthen fanget i livet. Jonas Eika Rasmussen har bedrevet en sikker og vellykket debutroman, og jeg glæder mig til at se mere fra hans hånd.
Leave a Reply