Anmeldelse af Susan Simonsen: Det underdanige og det magtfulde, udgivet på Forlaget Gladiator d. 9. februar 2017.
Anmeldt af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
”Jeg føler magtesløshed over for dette system, fuldkommen magtesløshed.” Sådan skriver Susan Simonsen i essaysamlingen Det underdanige og det magtfulde: resultatet af flere års undertrykkelse af forfatterens vigtigste værdier, da hun er i praktik og studentermedhjælper på Christiansborg; demokratiets (påståede) hovedsæde, der ved bogens slutning må ømme sig efter en ordentlig verbal lussing. Her vender Simonsen endelig sin magtesløshed og bruger den som sin styrke.
I de knap 40 essays (af lyrisk prosa) følger læseren jeget både indeni og udenfor Borgen. Men trods den skarpe, fysiske afgrænsning mellem Christiansborg og omverdenen sker der en tydelig sammensmeltning mellem arbejde og fritid, professionel distance og privat interaktion, omgivelser og krop. Det bliver straks klart for læseren, at livet på Christiansborg ikke kan lægges på hylden efter kl. 16, men også at al personlighed netop må lægges på hylden indtil kl.16. Som skjult socialist må jeget snige sig rundt i de højreorienterede fløje, hvor høje hæle og sterile jakkesæt spankulerer rundt i et himmelråbende hierarki, der har placeret praktikanten i sølet, hvor denne må fungere som nikkedukke for at sikre egen overlevelse. Og det til trods for, at bogens fortæller er vidne til chokerende scenarier, hvor demokratiets idealer bliver tilsidesat for god (men falsk) medieomtale, og hvor et parti drukner et andet for selv at kunne træde vande.
Bogen er autobiografisk, hvilket er tydeligt både med brugen af essayet som genre og især igennem den ærlighed, der gennemsyrer teksterne. Simonsen klæder sig selv af for at kunne afklæde andre, hun demonstrerer sin egen skrøbelighed for at vise, hvor uhyggelig en magt de danske politikere besidder. Og hvad er mere intimt og skrøbeligt end kroppens reaktion på sine omgivelser? ”Fysiske symptomer begynder at forgrene sig i min krop. Konstant knytter jeg mine næver og tæer, spændte muskler i min nakke gør mig svimmel. Jeg mærker stik i mine ben.” Sprogets minimalistiske, simple form sameksisterer med en nærmest dekadent tone, hvor både sind og krop bevæger sig i mod et langsomt forfald. Således bliver kravet om at tilsidesætte al personlighed til et dybt personligt og privat ærinde.
Som resultat af arbejdspladsens kolde, hierarkiske og ”voksne” utryghed, vender Simonsen tilbage til barndomserindringer og føler sig generelt som et barn i en voksenverden, når hun med rødmossede æblekinder gør entré hos de sultne hanløver. Hun er ”[e]n, der aldrig er blevet voksen, men bare lader som om, klæder sig sådan ud. Tager det tøj på, de andre har på, går rundt på de gulve, som de andre går på, gør det arbejde, de andre gør.” Dette citat er fra teksten ”BARN”, der efterfølger ”BAREN”, hvor jeget beretter om en ubehagelig oplevelse med sin chef, ”der ser på sin medarbejder som et sexsymbol.” Sexisme er et af de gennemgående tematikker i bogen, og således sætter Simonsen ikke kun fokus på en forkert brug af politisk magt, men også på en forkert brug af magt som redskab til at nedværdige den kvindelige undersåt til blot at være et seksuelt symbol. Her går forfatteren ej heller stille med dørene, når hun på et sølvfad serverer spindoktor Mark Thorsen og politiker Søren Pind i nogle situationer, hvor de ganske enkelt fremstår som et par, tja, liderlige handyr.
Det underdanige og det magtfulde er på denne måde en dybt personlig beretning fra den hengemte del af Christiansborg, der er hærget af hierarki, en foruroligende føring af politik, en fordrejet brug af medier, konkurrence, stress og sexisme. Og selvom det minimalistiske sprog ikke er en kunstnerisk, æstetisk diamant i sig selv, bliver det en krystalklar formidler for dét, som bogen forsøger at råbe ud til læseren: ”Danske borgere! Se på det samfund, vi lever i. Se på det demokrati og folkestyre, vi hylder som verdens bedste. SE, hvilken illusion det virkelig er. Det er et ligegyldigt spil.” Hvor de forudgående essays i høj grad afspejler jegets (næsten for) sørgelige tilstand som et nedtrampet offer, vender situationen sig i det sidste essay. Her generobrer individet sin krop, sin person og sine idealer med en kraftfuld røst, som har ophobet sig med de utallige skuffelser, der i bogen er berettet om. Således virker størstedelen af bogen nærmest som en optakt til dette sidste essay, hvor læseren endeligt blæses omkuld med et ”KOM NU”, der vil gentage sig som et ekko, når man for fremtiden forholder sig til politik og ikke mindst mediernes afgørende rolle dertil.
Det underdanige og det magtfulde er altså ikke et større litterært værk; sproget er af en forholdsvis neutral karakter og jegets skildring af sig selv og sin omverden er temmelig karikeret. Ikke desto mindre har bogen opfyldt sit formål; det vælter ud af skabene med skeletter, som for alvor sætter et nyt perspektiv på ”varetagerne” af det danske demokrati. Det er læserens indre kritiker, som Simonsen ser direkte i øjnene.
Leave a Reply