Overmennesker og undergang på Risskov Bibliotek

Overmennesker og undergang på Risskov Bibliotek

Overmennesker og undergang på Risskov Bibliotek

Reportage fra Det Litterære Rum: Science fiction på Risskov Bibliotek, d. 8. maj 2016

Af Simon Johannesen

Fotograf: Simon Johannesen

Science fiction er en bred genre, der spænder over mange undergenrer og medier. Mange tænker sikkert på rumvæsner og rumskibe, når de hører ordet, men science fiction er andet og mere end det. Udstillingen ”Det Litterære Rum”, der vil være at se på Risskov Bibliotek frem til og med den 13. maj, giver et rigtig godt indblik i genrens mange facetter.

Det Litterære Rum

Som del af faget Litteraturformidling på Litteraturhistorie har de studerende Lea Grosen Jørgensen, Sara Udsen Daugaard, Simon Lorentzen og Cecilie Martensen Rasmussen lavet en udstilling på Risskov Bibliotek, der har til formål at oplyse folk om science fiction-genren og give et bud på, hvordan man kan gå til læsningen af genrens værker. Det er særligt to vinkler, der udforskes i udstillingen: det posthumane og det postapokalyptiske. Søndag d. 8. maj blev det blandt andet gjort gennem oplæg fra to studerende, nemlig Jakob Gaardbo Nielsen, der er knyttet til forskergruppen Posthuman Aesthetics på Aarhus Universitet, og Line Møller, der skriver speciale om det postapokalyptiske med hovedfokus på Cormac McCartneys dystre The Road. Jeg havde fornøjelsen af at høre oplæggene og se udstillingen, og begge dele var på mange måder øjenåbnende.

Apokalypsen og dig – det postapokalyptiske værks implikationer

Udenfor skinner solen, og selvom det gjorde cykelturen ud til Risskov Bibliotek til en fornøjelse, aktualiserer det også diskussionen om klimaændringer og verdens undergang som resultat af menneskets uforsvarlighed. Det er passende, for det er et meget brugt tema i mange af de værker, som udstillingen og oplæggene handler om. Jakob Gaardbo Nielsens oplæg om det posthumane vil jeg ikke skrive meget om her, da han gæster Littuna som klummeskribent senere på måneden, hvor han netop vil skrive om samme, men ganske kort fortalt handler det om grænserne for det menneskelige og om, hvad der ligger ud over de grænser. Det er et meget brugt tema i film som Interstellar (2014) og i Marvels superhelteunivers. Et andet aspekt af science fiction er det postapokalyptiske, der handler om verdens undergang og menneskets tilværelse derefter.  Det kan måske virke deprimerende at beskæftige sig med det, men Line Møller forklarede i sit oplæg, at dommedagslitteratur kan gøre videnskab og data håndgribeligt og nærværende, og at det desuden kan hjælpe os med at reflektere over vores egen eksistens. Så selvom det postapokalyptiske reelt begynder ved slutningen, har det præapokalyptiske implikationer: Vi konfronteres med vores egen skrøbelighed, hvorfor eftertænksomhed og refleksion også ofte er temaer i disse værker. I værkerne bliver fænomener som rum og tid, der jo ellers er faste holdepunkter i verden, gjort abstrakte og nærmest uvedkommende. Det er mørkt og dystert, men Line Møller viste, at der også er håb: Genfødslen, den ny begyndelse, tematiseres altid i de postapokalyptiske værker. Begge oplæg gav spændende indblik i genrerne, og de gav gode hints til, hvad man kan have blik for i læsningen af science fiction-værker.

Natur, teknik og kunst

De indblik uddybes yderligere i selve udstillingen, der på mange forskellige måder oplyser om science fiction. Udstillingens centrum er de udstillede bøger i genren, som man kan låne. Det er en fin service til folk, der gerne vil lære genren bedre at kende, men ikke ved, hvor de skal starte. Ligeledes er der resuméer af en række af genrens klassikere, og der er korte indførsler til de to hovedspor, som udstillingen følger, nemlig det posthumane og det postapokalyptiske. Udstillingen er i øvrigt lavet sådan, at den nærmest er et science fiction-værk i sig selv: Der hænger blandt andet cd’er og forskellige tekniske komponenter som bundkort og lignende rundt omkring. Samtidig er der sat løv op, for det er ofte et tema i science fiction, at naturen generobrer verden, efter menneskeheden går under. Ligeledes er der to overordentligt flotte malerier malet af Steffan Frank Mærsk, af hvilke det ene kan ses på ovenstående billede. Udstillingen er i det hele taget rigtig flot, og den giver et smaddergodt indblik i genren som helhed. Det er særligt fint, at det bliver gjort klart, at science fiction ikke behøver at have noget at gøre med rumvæsner, selvom H.G. Wells’ klassiker War of the Worlds da også er udstillet. Udstillingen kan varmt anbefales enhver, der gerne vil vide mere om science fiction, og mangler man noget spændende at læse i sommerferien, er der rig mulighed for at blive inspireret her. Kuratorerne vil gerne oplyse om genrens alsidighed, og det reflekteres i de udstillede bøger og film, der er meget varierede. Der må næsten være noget for enhver smag, og udstillingen er bestemt et kig værd.