Anmeldelse af Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed: Pigerne fra Sprogø, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. februar 2024.
Anmeldt af Signe Bang Andersen
Foto: Signe Bang Andersen
Med Pigerne fra Sprogø kommer man sammen med Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed helt tæt på de traumatiske oplevelser, der skete for cirka 500 kvinder i perioden fra 1923 og frem til 1961. Vi følger forskellige kvinder, som blev anbragt på Sprogø, fordi de blev anset for at være åndssvage, seksuelt afvigende, skulle isoleres og opdrages på ny. Bogen rummer mere end 50 fotos af kvinderne, der levede på anstalten gennem de 38 år.
De fleste danskere kender til Sprogø, den lille ø, der ligger i Storebælt med det ikoniske fyrtårn. For 101 år siden, i 1923, åbnede anstalten på Sprogø af de Kellerske Anstalter for moralske åndssvage og erotiske kvinder. Anstalten for letsindige kvinder i Brejning var ikke afsidesliggende nok. Samfundet mente, at kvinderne skulle langt væk fra fastlandet, fordi de var så farlige, at de måtte isoleres fuldkommen fra fællesskabet. I Pigerne fra Sprogø dykker vi ned i kvindernes journaler og breve og får en virkelighedsnær oplevelse af, hvordan man så på disse kvinder i samtiden.
En mangfoldighed af fortællinger
De kvinder, der endte på Sprogø, havde som regel nogle ligheder. De kom fra det nederste sociale lag, var erklæret lettere åndssvage og havde en lav moral. Derfor så man det som den mest sikre måde at afskærme dem fra samfundet:
”Når kvinderne blev anbragt på Sprogø, var der således et dobbelt formål. På den ene side ville man sikre kvinderne et værdigt liv, hvor de afsondret fra deres skadelige miljø skulle beskyttes og forbedres. På den anden side skulle samfundet også beskyttes mod dem og alt, hvad de repræsenterede og spredte omkring sig af dalende seksualmoral, kønssygdomme og degenereret afkom, som ville blive en omkostning og byrde for den nye velfærdsstat.”
Prostitution blev betragtet som afvigende og farligt, men også voldtægt og overgreb på kvinderne blev stemplet som skammeligt for kvinden. Det var ikke ungkarlene, mændene fra bordellerne, kunderne fra gadehjørnerne eller voldtægtsmændene, der endte med at blive udskammet for deres handlinger. Disse mænd gik oftere fri og uden konsekvens.
Degeneration og abnorm seksualitet
I Pigerne fra Sprogø bliver der også fortalt om de magtfulde personer, som gennem politiske virke, videnskabelige landvindinger eller som fagpersoner i åndssvageforsorgen var med til at gøre Sprogø til en realitet. Der bliver skrevet om, hvordan autoritetspersonerne var med til at udsætte kvinderne for følelser som skam og magtesløshed. De skulle behandles som piger, uanset alder, og skulle efterfølgende, hvis de kom væk fra Sprogø, arbejde og opføre sig som en pige resten af deres liv. Derfor var det ikke tilladt at danne og opdrage dem på Sprogø til at blive hustruer eller mødre. Med denne opdragelse kom steriliseringen, men også andre årsager medvirkede til beslutningen om at sterilisere kvinder. Man ville begrænse ”racen” i at gå i arv og kun fremme frugtbarhed og fødselstal blandt de stærkeste og klogeste kvinder:
”Formålet var nu i højere grad at få lettere åndssvage kvinder ind under åndssvageforsorgen, så de hurtigst muligt kunne steriliseres og oplæres til et liv uden for anstalten”
Sprogø var altså en moderne anstalt i samtiden, hvor det mentes, at man hjalp den individuelle kvinde, men også samfundet. Jeg synes, at Pigerne fra Sprogø dykker ned bag overfladen, hvor Sprogø bliver en påmindelse om, hvordan man prøvede at udrense samfundet for afvigelser og uønskede individer, grundet seksualitet, fattigdom og åndssvaghed, som man ikke mente passede ind i samfundets normer. Med andre ord er Pigerne fra Sprogø en bog, der indeholder vigtige emner om kvinder og deres seksualitet, som vi også kan lære af i dag. Samtidig med at bogen giver et indblik i et vigtigt stykke danmarkshistorie.
Leave a Reply