Selvudgivelser – skal litteraturen kvalitetssikres?

Debatindlæg af Stine Liberty Svenningsen

Forlagenes gyldne dage, hvor forfattere kæmpede om at komme frem i forreste række og indynde sig hos de magtfulde forlæggere, er knap så solbeskinnede længere, efter at selvudgivelserne har gjort deres indtog på den litterære scene. Spørgsmålet om kvalitet er derfor nærliggende at stille, for hvem kontrollerer selvudgivelsernes tyngde – og omvendt; er der overhovedet behov for en kontrollerende instans?

Jeg skriver dette debatindlæg som en opfølgning på min essayistiske anmeldelse af David G. Forés’ illustrerede udgivelse af udvalgte Poe-noveller på crowdfunding-sitet Kickstarter. Skønt fokusset for Forés har ligget på det kunstneriske, grafiske og musiske som akkompagnement til Poes udødelige noveller, er udgivelsen udelukkende lykkedes med økonomisk støtte fra udefrakommende privatpersoner. Hermed har der undervejs ikke været nogen forlægger som kvalitetsinstans og garant, men med bogen i hænderne er jeg ikke i tvivl om de gode egenskaber bag. Denne glædelige overraskelse er dog ikke en selvfølge hos hver selvudgivelse, der udkommer på markedet i dag.

Med selvudgivelsens indtræden på det litterære marked er der nemlig mulighed for at være sin egen herre over hele udgivelsesprocessen fra idé til færdigt værk til distribution (oftest i e-bogsformat). Hermed fratager selvudgiveren forlæggeren den magt, denne traditionelt besidder som mellemmand – og som kvalitetsstempel. For hvordan kan læseren være garanteret et godt kvalitetsprodukt, hvis ikke forlagene overvåger processen og hyrer professionelle korrekturlæsere samt giver faglig vejledning og gode råd til forfatterne? Omvendt beror dette spørgsmål på en forestilling om forlaget som en berettiget magtinstans, der styrer udgivelsesverdenen og sætter standarderne for, hvad der er henholdsvis ’god’ og ’dårlig’ litteratur – hvormed de kan kvalitetsstemple én bog frem for en anden. Med selvudgivelser på populære hjemmesider, såsom Amazon.com og Kickstarter, er dette kvalitetsstempel dog oftest langtfra tilstede. En ny, selvudgivet bog kan ikke købes på basis af et kendskab til forfatteren eller forlaget ud fra en over lang tid opbygget tiltro til navnet bag. Selvudgivelsernes popularitet i dag vidner dog om, at denne usikkerhed og mangel på kvalitetsstempling ikke afskrækker læserne. Snarere tværtimod.

Et yderst brugt eksempel er Fifty Shades of Grey-trilogien (2011-2012). Begyndende som et selvudgivelsesprojekt på hobbyplan blev bøgerne dog utvivlsomt en enorm succes med nu over 100 millioner solgte kopier på verdensplan[1] (februar 2014) og en filmatisering på vej her i 2015. At udtale, at trilogien både er hadet og elsket verden over, er vist en underdrivelse. Kritikere og anmeldere var i chok over, hvor dårligt bøgerne er skrevet, og konklusionen var fra manges side, at kvaliteten simpelthen var for elendig. Alligevel slugte befolkningen (flest af disse midaldrende kvinder) den råt. Hvad har så mest eksistensberettigelse – kvalitet eller popularitet? Burde bøgerne have undergået en kvalitetskontrol hos en forlægger – med fare for afvisning?

 

Ligger ansvaret for ’god’ litteratur hos den magtfulde, men professionelt dygtige forlægger eller hos den egenrådige, men måske uvidende selvudgiver? Hvem sætter standarden for litterær kvalitet?

 

[1] Flood, Alison: ”Fifty Shades of Grey trilogy has sold 100m copies worldwide”, 27.2.2014, http://www.theguardian.com/books/2014/feb/27/fifty-shades-of-grey-book-100m-sales

3 Kommentarer

  1. Spændende indlæg, Stine! Jeg er pt. i praktik hos Trykværket, der er et selvudgiverforlag, så jeg støder på debatten ofte. Et eller andet sted er et selvudgiverforlag vel lidt et forsøg på en gylden middelvej? Fordi det her er muligt at få udgivet selv – men med muligheden for at få hjælp til noget af det, der måske ellers ville betegnes som ikke-gennemarbejdet, uredigeret og af ringe kvalitet?

    Hos et selvudgiverforlag som Trykværket bestemmer forfatteren, hvad forlaget skal hjælpe med – redigering, korrektur, tryk, grafisk opsætning, markedsføring mv. På den måde kan man vel godt højne kvaliteten uden at skulle omkring et etableret forlag, der er nødt til at tænke på indtjening og salg i den anden ende?

    • Stine Liberty

      marts 19, 2015 at 19:40

      Jeg er ikke så bekendt med selvudgiverforlag, og det diskuterer jeg som sådan heller ikke i min tekst, der kun behandler forlag og selvudgivere (som i folk, der står helt selv for udgivelsen, og bruger platforme som Kickstarter til det). Men det er helt klart en mulighed at se disse selvudgiverforlag som den gyldne middelvej – og der vil nok komme flere i løbet af de næste par år 🙂

  2. Havde man egentlig en lignende diskussion i musikverdenen? Jeg ved det ikke. Men i dag er mange af de udgivelser vi elsker jo faktisk på eget pladeselskab, startet for egne penge – er det ikke lidt det samme?

    Problemet ved at være forfatter er, at mange spørger: “Hvilket forlag er du udgivet på?” frem for at spørge, hvad man skriver om eller hvor man kan købe/låne bøgerne. Det er nemlig en vigtig pointe, at magten måske ikke kun skal ligge ved forlaget. “Magten” skal ligge i selve værket, og om det er selvudgivet eller udgivet på et mindre forlag, er vel ikke væsentligt; det kan være godt (måske endda bedre og mindre kommercielt) end hvis det fx var tilknyttet Gyldendal, der ofte søger sensationen og det kommercielle og gerne vil have at forfatterne skriver netop det frem i deres manuskripter, hvis det skal antages. Det kender jeg flere eksempler på, som jeg ikke vil nævne her. Nå, det blev lidt rodet fra min side.

    Et godt indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2021 Littuna.nu

Tema af Anders NorenOp ↑