Anmeldelse af: Birgitte Possing: Ind i biografien, udgivet på Gyldendal d. 10. marts 2015
Anmeldt af Katrine Lund
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Produktionen af realityshows, film ”baserede på en autentisk historie” og biografier er i dag iøjnefaldende stor. Disse fænomeners popularitet peger på en grundlæggende interesse for at forstå et menneske eller forstå en tid. Netop denne interesse tager Birgitte Possing udgangspunkt i i sin bog, der fører læseren ind i biografien og stiller spørgsmål, der gransker spændingsfeltet mellem fortællingen og fortolkningen af en person og et liv.
Anmeldelse af Et forbasket forår & Smertepunktet af Patrick Modiano, Lindhardt og Ringhof, udgivet den 29. januar 2015
Anmeldt af Rasmus Lund Nielsen
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Det fornærmer nok ikke mange at påstå, at Patrick Modiano ikke var en særlig kendt forfatter herhjemme, inden han modtog Nobelprisen i litteratur sidste år. Det findes der sikkert flere forklaringer på, men den væsentligste må være, at der ind til for nylig kun forelå én af hans romaner i dansk oversættelse, nemlig Askeblomster fra 1991. Nu er der imidlertid tilføjet to mere til den danske samling: Et forbasket forår & Smertepunktet (2015). …
“SORG kommer i så mange former. Det er som et lys, der tændes og slukkes.”
Denne måneds klummeskribent er Allan Lillelund Andersen, som er aktuel som oversætter af norske Stig Sæterbakkens roman “Gennem Natten”, som udkom på Løvens Forlag i februar. Til daglig arbejder Allan som skrivekunstunderviser på Aarhus Billed- og Medieskole.
Fra et selvmord til en oversættelse
Lad mig slå det fast én gang for alle: Man snyder ikke Danmark for en vedkommende, kreativ selvmorder!
Det var vel nærmest mit udgangspunkt, da jeg, efter en dyb indånding der tog flere måneder, gik i gang med at oversætte Stig Sæterbakkens sidste roman, Gennem Natten. Aldrig havde jeg oversat noget før, og hvem ved, måske skal jeg ikke oversætte noget igen.
Startskuddet til oversættelsen lød, da jeg læste i en norsk avis, at den norske forfatter Stig Sæterbakken havde begået selvmord i 2012. Han havde sat røde streger i mine noveller, dengang jeg havde ham som skrivelærer på Nansenskolen i 2006, og nu var han altså død. Selvmord.
Jeg havde i forvejen ingen oversættererfaring, og jeg havde aldrig set sprogfagene som mine foretrukne, da jeg begyndte at læse Nordisk Sprog og Litteratur i 2001. Dengang vidste jeg, at jeg ikke skulle være oversætter, og sådan ser jeg heller ikke mig selv den dag i dag. Jeg synes bare Gennem Natten er en forbandet god roman, og jeg undrede mig over, at ingen havde oversat den endnu.
Selvmordet blev den alvorstone, der skreg ind i mine ører, at nu måtte det danske publikum få kendskab til romanen om tandlægen Karl Meyer, der tager på en indre rejse mod det totale intet, efter hans søn begår selvmord. Gennem Natten handler om skyld. I særdeleshed.
”Det er en barsk og eksistentialistisk rejse ind i den norske familiefader Karl Meyers mørke indre. Efter sønnens selvmord forlader Karl sin kone og datter og flakker rundt i forsøget på at finde en måde at lukke såret efter sin søns død. Men det, Karl søger, eksisterer kun i hans eget mørke indre, og ikke alle sår kan læges.” – citat fra bagsideteksten.
Efter jeg langt om længe fik min oversættelse af Gennem Natten ud på Løvens Forlag i sidste måned, og nu på den ene side har overlevet anmelderne i Kristelig Dagblad og Weekendavisen, men ligeledes fået en ordentlig én på sinkadusen af Informations René Jean Jensen, må jeg sidde tilbage med tanker om min proces med oversættelsen.
Og hvordan beskriver jeg bedst processen?
Kort og godt: Jeg læste romanen, jeg var en begejstret læser, og så tog jeg oversætterbrillerne på og gik den igennem linje for linje, jeg begyndte med anslaget:
”SORG kommer i så mange former. Det er som et lys, der tændes og slukkes. Den er der, og er uudholdelig, og så forsvinder den, fordi den er uudholdelig, fordi det ikke kan lade sig gøre at have den der hele tiden.”
Og jeg nåede til slutningen efter mange kopper kaffe i Løve’s BogCafé.
I grøn begejstring
”Sprog er aldrig én til én, hvert ord har masser af betydninger, og kontekster er nogle besværlige størrelser, der gør en verden til forskel,” skriver oversætteren Kirsten Øverraas på sin blog, hvor hun stiller spørgsmålet, om man kan blive en god oversætter af at læse gode bøger? Dertil må hun svare: Mnjo. Og det samme vil jeg gøre.
Fordi jeg læser Sæterbakken og Tor Ulven og Knut Hamsun, gør det mig vel ikke til en god oversætter? Nej, på ingen måde. Det gør heller ikke nødvendigvis, at man begynder at oversætte en roman. Det kan man gøre af mange grunde; for at arbejde under eget tag, for at arbejde med sprog eller for at blive del af det litterære miljø – uden selv at skulle udtrykke sig.
Eller som Thomas Harder, der blandt andre har oversat Umberto Eco, siger, når der bliver spurgt ind til, hvad der driver ham til at oversætte:
”Med fare for at lyde kynisk eller ufølsom, så er det altså mit job. Ligesom de fleste andre af de gøremål, du nævner, er den litterære oversættelse en del af det, jeg lever af. Når det er sagt, skal det også siges, at det morer mig at oversætte, og jeg mener, at jeg gør nytte ved at gøre det. Jeg nyder udfordringerne og den kreative proces, som det altid er at oversætte litteratur.”
Jeg er meget ydmyg overfor det erhverv, der kræver blod sved og tårer, og jeg vil heller ikke kritisere Harders professionelle tilgang til faget på nogen måde. Men det er vigtigst for mig at elske den litteratur, jeg sætter mig for at oversætte. Og med netop dét udgangspunkt gik jeg grønt og engageret til Gennem Natten-oversættelsen, efter at have læst og grædt over en roman, der er så hjerteskærende og vedkommende som denne. Nogen vil mene, at jeg måske var for involveret – jeg mener, jeg var så involveret, som jeg var dømt til at være det. Understanding translation
Øverraas skriver videre på sin blog, at der ikke findes en oversætterteori, der brolægger den bedste vej mod den gode oversættelse, og som taler om etiske overvejelser i processen. Hun taler om, at oversætterteorien er deskriptiv og ikke præskriptiv (eller normativ); altså den beskriver processen, hvordan man faktisk oversætter, fremfor at tale om, hvordan man bør oversætte et værk for at opnå den optimale oversættelse.
Anne Schjoldager er en af disse deskriptive oversætterteoretiske forskere, der i bogen Understanding Translation opremser en masse mikrostrategiske overvejelser og fokusområder, som oversætteren i sit arbejde med værket kan rette sit blik mod. Jeg vil ikke referere dem alle, men blot nævne to, der kan stå som eksempler på den kløft, der skaber en næsten religiøs uenighed omkring oversættelser: oblique translation og direct translation. At oversætte fortolkende eller oversætte direkte.
Jeg har som oversætter aldrig været interesseret i – eller kompetent nok for den sags skyld – til at sætte mit fokus på en såkaldt direkte oversættelse, for jeg kan ikke se bort fra, at det var begejstringen og ikke professionalismen (hvis jeg må være så fræk at lave en så forfladiget og firkantet dikotomi), der drev mig frem til computeren med den norske ordbog under armen og en lyst til at oversætte Sæterbakkens Gennem Natten.
Jeg vidste, at jeg ville fortolke på romanen, men ville også begrænse fortolkningen til et sted, hvor jeg kunne stå inde for det. Der vil naturligvis være etiske overvejelser, når man oversætter, men der er også en tilgang. I det øjeblik man vælger en tilgang, så vælger man en subjektiv indgang til materialet. Jeg kan ikke se bort fra mig selv i processen, og jeg har ikke arbejdet for at gøre mig usynlig. Jeg har arbejdet for at have mig selv med som begejstret oversætter hele vejen, der hele tiden må overveje sproget, udtryk og sætninger, afsnit og referencer osv. Og jeg havde det ene for øje, at det skulle ud til de danske læsere og fungere som et nu også dansk værk. Gennem Natten skal sige: Her er jeg, og jeg er nu ikke kun Gjennom Natten, jeg er nu også blevet Gennem Natten. Jeg er den samme og alligevel ikke. Har fået en ny ven, han hedder Allan Lillelund Andersen.
Thomas Harder er vel enig i dette, at der er kommet en ny ven til værket, når han siger:
”En del af kunsten er at være usynlig, og det må man nødvendigvis affinde sig med. Diskretion er en vigtig oversætterdyd. Men man er jo ikke mere usynlig, end at enhver oversætter nødvendigvis sætter sit personlige præg på sit arbejde.”
Skjoldager taler om de makrostrategiske overvejelser, som er den overordnede strategi, oversætteren lægger for hele bogen med tanke på målgruppe m.m. Disse overvejelser kan i sig selv fortolke værket væk fra sin oprindelse. Det er ikke sket med Gennem Natten, mener jeg, men oversættelsen har ikke haft til hensigt at brillere med en minutiøs professionel oversættelse, som jeg fornemmer Jean Jensen efterspørger. Derimod ville jeg møde værket der, hvor jeg selv var: i en grøn begejstring for et værk, der meget af vejen klart og i et stærkt litterært forløb beskriver en tandlæges forfald. Og jeg må minde jer om, at jeg ikke er oversætter af profession, jeg er bare begejstret bognørd.
Et iboende dilemma
Jeg vil ikke med dette indlæg komme med nogen opskrift på at oversætte korrekt, men blot påpege, at der er forskellige tilgange, og dem må man italesætte og belyse, for på den måde at blive klogere på oversættelsernes natur og den gode anmeldelse. Måske er det i grænselandet mellem professionalisme og sprogfokus på den ene side og en litterær glæde og umiddelbar sans for stil og tone på den anden side, at den gode oversættelse, og følgende anmeldelse, skabes? Måske skal man spille på begge heste?
Oversættelsen har et iboende dilemma, for den vil gerne anerkende et værk for det, det er; altså oversætte så godt som én til én med sprog og indhold, yde forfatteren respekt. Men den egentlige respekt, som man kan give forfatteren, det er jo at læse originalen. Der er altså en afstand og en respektløshed fra starten, som træder i kraft i det øjeblik, man oversætter den første sætning. ”SORG kommer i så mange former.” Det, man som oversætter derfor kan, er at forsøge at gøre sit bedste for ikke at ødelægge alt for meget.
Skal man ikke læse romanen på originalsprog, hvis man kan? Jeg fristes til at skrive Mnjo. Læs den da på originalsproget, sådan som Jean Jensen nok vil gøre det med Gennem Natten. Men nu foreligger der en dansk udgave, som vil komme ud til de læsere, der ikke kan eller vil læse originalen, og som heller ikke læser oversættelser med fokus på en direkte og professionel oversættelse, men som læser romanen, fordi temaet og det litterære pondus tiltaler, rammer og forfører dem.
Det er på den måde, jeg læser, og det er også på den måde, jeg oversætter. Gør det mig til oversætter? Sikkert ikke. Men det gør mig til en litteraturnørd, og det hænder altså, at de giver sig i kast med oversætterfaget. I al ydmyghed.
Lad os da belyse de forskellige oversætterreligioner. Lad os da turde spørge, hvad der er en god oversættelse – også selvom svaret kan blive et vagt: Mnjo!
En anbefaling af Daniel Kehlmanns roman F. Udgivet i dansk oversættelse på forlaget Lindhardt og Ringhof i august 2014.
Skrevet af Charlotte Elisabeth Christiansen.
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Daniel Kehlmann har begået en vittig og ambitiøs roman med afstikkere til det postmoderne. Romanen handler om svindel og bedrag, skæbne og sandhed, fakta og fiktion med afsæt i tre brødres sammenvikling i en eksistensens skæbneleg.
Anbefaling af Adam Oehlenschläger: Nordens Guder, Forlaget Æter, udgivet 17. december 2014
Af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / forlagetaeter.dk
Adam Oehlenschläger er en af nordisk litteraturs tunge drenge. De fleste danskere møder på et eller andet tidspunkt hans forfatterskab i løbet af deres skolegang – og hvis ikke, kender størstedelen ham alligevel for den danske nationalsang Der er et yndigt land, som han skrev i 1819. Samme år, som den danske nationalsang blev til, blev Adam Oehlenschlägers Nordens Guder udgivet første gang: et epos over nordisk mytologi tænkt som en pendant til Homers berømte digte om de græske guder og helte.
