Nordens Homer

Nordens Homer

Nordens Homer

Anbefaling af Adam Oehlenschläger: Nordens Guder, Forlaget Æter, udgivet 17. december 2014

Af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / forlagetaeter.dk

Adam Oehlenschläger er en af nordisk litteraturs tunge drenge. De fleste danskere møder på et eller andet tidspunkt hans forfatterskab i løbet af deres skolegang – og hvis ikke, kender størstedelen ham alligevel for den danske nationalsang Der er et yndigt land, som han skrev i 1819. Samme år, som den danske nationalsang blev til, blev Adam Oehlenschlägers Nordens Guder udgivet første gang: et epos over nordisk mytologi tænkt som en pendant til Homers berømte digte om de græske guder og helte.

 

Det syngende sprog

Den fortællende digtkreds i Nordens Guder deles op under forskellige overskrifter, 30 i alt, der fortæller myterne fra nordisk mytologi. Digtene hænger dog alligevel sammen som én lang fortælling. Den nordiske mytologis overordnede historie handler om modsætningsforholdet mellem aserne og jætterne. Epossets første del fortæller om den velkendte asagud Thors rejse til Utgardelok i Jotunheim, der er jætternes hjem. Denne fortælling forløber over syv forskellige digte med fælles versemål, hvoraf det sidste benævnes ”Hjemrejsen”. I epossets anden del, tiden efter hjemrejsen, begynder digtenes versemål hurtigt at variere, og fortællingen bliver mere kompleks, da mange små, sideløbende historier berettes, samtidig med at der udfoldes et stort persongalleri.

I begyndelsen af eposset slår Oehlenschläger samme tone an som i Homers græske digte; der skal synges om erindringerne, sagnene og de gamle helte. Digtenes form skal desuden mime de græske heltedigtes oprindelige funktion som mundtligt fremførte sange. Derfor kommer de også først rigtigt til deres ret ved oplæsning:

         ”Et sagn fuld værd at høre

         Med gamle Runer staaer;

         Laaner mig Eders Øre,

         Mens jeg Guldharpen slaaer.

         Hvad i de mørke Skrifter

         Er sat med sindrig Hu

         Om Asernes Bedrifter

         Det vil jeg tolke nu.

         Om Guders Færd mod Jætter,

         Om deres lange Tvist,

         Og Kiærligheds Idrætter,

         Om Asalokes List,

         Om Valhal vil jeg siunge,

         Om Thors Bærsærkegang.

         Nu kommer Gamle, Unge,

         Og lytter til min Sang!” (s. 20)

 

Genudgivelsen af Nordens Guder foreligger efter Oehlenschlägers originale manuskript, på trods af at dette er ændret en del gange af Oehlenschläger selv i senere udgivelser. Dette gør digtet enormt autentisk for sin tid, men samtidig også svært læseligt i dag. I hvert fald i begyndelsen, for det tager altså lige et par sider, før man er inde i det ældre sprog. Men når først, man er det, udfolder myterne sig rytmisk og smukt til et glædeligt gensyn med den fascinerende nordiske mytologi og bl.a. de velkendte fortællinger om Thors møde med Midgårdsormen på en fisketur og om, hvordan Fenrisulven blev lænket, og Tyr måtte ofre sin arm.

Nordens Guder som romantisk værk

Selve Oehlenschlägers projekt om at skrive et nordisk epos stemmer fuldstændig overens med hans samtids romantiske billede af Norden og den nationale arv. Mytologien kommer ifølge Oehlenschläger digteren til hjælp i dette projekt, idet den ”forstærker hans udtryk” og ”udvider sanselighedens rige” (s. 360), for netop i den nordiske mytologi findes ”endnu det udannede stof, som kun venter på en kunstnerhånd for at dannes” (s. 357). Man fornemmer således tydeligt samtidens idé om digteren som det skabende geni.

Nordens Guder bliver en del af den nordiske kulturarv på flere måder. Den genfortæller myterne, sagnene og legenderne fra nordisk mytologi, men kan samtidig også læses som et klassisk romantisk værk, der tidstypisk længes efter de svundne tiders storhed. Altså bevæger værket sig mellem to tider, idet det aktualiserer den gamle, nordiske arv og mytologi i sin romantiske samtid i begyndelsen af 1800-tallet.

Oehlenschläger benyttede samme idé i det meste af forfatterskabet, hvilket bl.a. kan opleves, hvis man sammenligner med de kendte værker Guldhornene og Aladdin. Han specialiserede sig i at gribe tilbage i tiden og genfortælle de gamle sagn og historier, hvorfor det ikke er uden grund, at han regnes for dén, der bragte romantikken ind i nordisk litteraturhistorie.