Kunsten at portrættere et menneske

Anmeldelse af: Birgitte Possing: Ind i biografien, udgivet på Gyldendal d. 10. marts 2015

Anmeldt af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Produktionen af realityshows,  film ”baserede på en autentisk historie” og biografier er i dag iøjnefaldende stor. Disse fænomeners popularitet peger på en grundlæggende interesse for at forstå et menneske eller forstå en tid. Netop denne interesse tager Birgitte Possing udgangspunkt i i sin bog, der fører læseren ind i biografien og stiller spørgsmål, der gransker spændingsfeltet mellem fortællingen og fortolkningen af en person og et liv.

Et glemt formål?

”Formålet med Ind i biografien er at vise, hvad biografi er.” (s.11) Det er et ambitiøst projekt, Possing lægger for dagen, og formålet kan til tider drukne i alt det, hun vil nå at sige på de 258 sider. Hun skal både nå omkring biografiens historie, dens arketyper, eksempler på mislykkede biografier og dem, der lykkedes, biografens etiske ansvar og statistikker over biografens og protagonistens køn. Alt dette gøres i en forpustet opremsning af eksempler, årstal og namedropping, der til tider strækker sig over flere sider. I den første tredjedel af bogen kan man som læser således også glemme, hvad Possings egentlige ærinde er. Samtidig tenderer hun til at blive personlig, feministisk og gøre sig til dommer over andre biografer og kritikeres udtalelser. Hvilket er fint. Men så handler det ikke længere om, hvad biografien som genre er. På den måde kan den intenderede modtager blive utydelig; hvem har Possing skrevet bogen til? Er det en reprimande til andre biografer eller en lærebog for hele befolkningen? Hvis den almene læser kan holde hovedet koldt, bliver læsningen dog efterhånden mere tilgængelig.

Et stykke af et liv

”Biografien må forstås som en vigtig del af vores kulturarv og historie, og den har som genre sin egen historie, kritik og etik.” (s. 11)

Netop dette er det interessante ved Possings bog, idet hun skriver sig frem mod biografien som den dynamiske genre, den er. Possing ønsker at legitimere biografiens gyldighed som genre og den betydning, den har haft – og stadig har. Efter en beskrivelse af de biografiske arketyper begynder Possing rigtig at få skrevet sig varm. Hun arbejder med spørgsmål som: Hvordan portrætterer man et menneske, og hvordan skal læseren opnå en forståelse af det pågældende menneske? Vi kan aldrig skildre et menneske eller et liv, som det rent faktisk var, og derfor vil biografien også altid være en opfattelse og fortolkning af et liv.

Skildringen af protagonisten kan ske på forskellige måder. Possing udelukker ikke en velfungerende, kronologisk biografi, men plæderer stærkt for en biografi, der er usammenhængende, præcis som protagonistens eget liv er det. Hun giver forskellige eksempler på biografier, der er opbygget på den måde, og som har fungeret godt for læserne: ”[…] protagonisten skulle forstås som et individ med mange ”selv’er”, hvis forskellige manifestationer reflekterede tidens gang…”. Protagonisten kan åbne op for nye aspekter af den tid, denne levede i, hvormed biografien viser sig også at være relevant til at kaste lys over en historisk periode.
At være sig bevidst

Ét af Possings vigtigste budskaber er, at biografen skal være sig bevidst om, hvilken stil denne vælger. På den måde vil det også blive tydeligere for læseren, hvordan biografen har valgt at fortolke protagonisten, og dermed hvordan læseren skal gribe biografien an. De mislykkede eksempler, hun tager fat på, fremhæves ofte grundet det faktum, at biografen ikke har været bevidst om, hvordan denne ville skrive biografien.

I forbindelse med udgivelsen af SAK, en biografi om Søren A. Kierkegaard, var der vældig opstand om den måde, biografien var skrevet på. Den var eksperimenterende i sprog og indhold og skildrede netop kun et uddrag af Kierkegaards liv. Possing mener, at grunden til protesterne var, at andre biografer ikke kunne acceptere, at det så tydeligt var en bestemt tolkning af Kierkegaard som person. Det er blandt andet en af grundene til, at biografier om de store personligheder løbende skal skrives på ny, fordi vi vil fortolke et menneskes eksistens forskelligt til forskellige tider.

Biografier angår mennesker, der har haft stor betydning, og derfor er det også nogle relevante spørgsmål, Possing introducerer og stiller til genren. Man kunne ønske, at Possing selv ville forholde sig mere kritisk til selve genren og debattere opfattelser, såsom at ”biografien er triviallitteratur”. Bogen grænser til at være en manual, hvor der er lukket for modsatrettede syn. Men på trods af dette er Ind i biografien et interessant studie for både biografer såvel som udeforstående, der vil vide mere om kunsten at portrættere et menneske.