Skønheden i alt

Anmeldelse af Andreas Pedersen: Fryden, udgivet på Forlaget Gladiator, d. 27. oktober 2016

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Andreas Pedersen debuterer med en digtsamling som ønsker det gode. Den ønsker at finde og omfavne de skrøbelige, flygtige momenter hvor verdens skønhed skinner igennem. Fryden er nemlig en hyldest til forbindelserne mellem mennesker i de små øjeblikke i livet. De digteriske brudstykker udgør en billedlig mosaik, der fremmaler et positivt blik på den nutidige verden.

At indfange det sarte og skrøbelige i verden

Titlen på værket kommer i spil på første side, hvor forbindelsen til livet og begejstringen for samme understreges; jeget nedfælder ordet efter at have overhørt folk synge og spille nede i gården fra en af altanerne. Det simple og fornøjelige står som inspirationskilden for værket, og dette bliver fremhævet i hverdagsagtige situationer, som for eksempel at betragte kæresten skifte tøj, og farmoren der takker sin søn for at holde hende med selskab under et tordenvejr. Pedersens værk vil nemlig gerne ind til de livsbekræftende tilfælde der former vores eksistens, hvilket ses eksemplificeret på de første sider:

At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt. / Når man forestiller sig mødet finde sted. / Det sælsomme, som gennemstrømmer verden […] Jeg vil forsøge at føre dem sammen, så de et øjeblik forvandler / sig til en fælles måde at leve på. Hvor de udfolder  den kunst, det / er at leve. (s. 7-8)

Mødet der kan finde sted mellem en person og et kunstværk i form af film og litteratur som vedkommende kan se sit indre reflekteret, er en berigende oplevelse, som hylder livet. Et gennemgående ord der optræder i værket på rammende vis, er ”skønhed”. Det opstår i forskellige kontekster i digtsamlingen og fremmales i nærmest romantiske skildringer: ”Man går mod skønheden / Der bliver tændt lys ud til vejen, og biler kører forbi / En valmue bæres i hånden.” (s. 35) Det skrøbelige indfanges i øjebliksbilleder, som eksemplificeret i en ung mands tynde krop før han tager vinterjakken af, eller i jeg-fortællerens beundring af moderens standhaftige udholdendhed i noget så simpelt som at følge med i en krimi trods søvnens sirenekald. Fryden hylder alle disse jordnære momenter i deres enkelthed – i Fryden kommer de til at indebære en beundringsværdig karakter, som er værd at hylde.

Uventede øjeblikke

Et af de fineste afsnit i Fryden er det lille kapitel hvor jeget observerer en ung sovende mand i et tog i Tokyo:

At se ham var som at se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt afsted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid ud, i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder. Der løb en linje af ydmyghed i ham. Det var ikke til at finde ud af, om han havde smadret sin tommelfingernegl eller ikke, om det bare var støv og mudder, der fik det til at se sådan ud, og der var en stor smerte i aldrig at kunne få det at vide. (s. 51)

Det er denne form for fastholdte, tilfældige øjeblikke som digtsamlingen sværmer om og får skildret på tiltalende vis uden at være forfaldende til plat forsimpling. I Fryden er de små sejre og oplevelser prisværdige; det smukke er at finde de mest uventede steder, og det unge digterhjerte banker varmt for de stille situationer i livet.

At øjne det tiltalende i de simple ting i hverdagen er på mange måder en kunst i sig selv. Andreas Pedersens Fryden er absolut en flot præstation i præcis denne litterære udførelse der overbeviser i sine klare, stilsikre, udvalgte ord der nænsomt nærmer sig selve det at skabe en frydefuld læseoplevelse.

Udgivet: november 28, 2016 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *