Tillykke til Tove – og til os!

Artikel om Tove Ditlevsen i anledning af hendes 100 års fødselsdag

Af Nete Bækgaard Hermansen

Foto: Gyldendals Billedbibliotek

Den fjortende december i år ville Tove Ditlevsen have fyldt 100 år. Hendes liv stoppede dog længe før, da hun en forårsdag i 1976 tog sit eget liv. Den dag markerede enden på et turbulent liv fyldt med længsel, kærlighed, smerte og glæde. Et liv som hun efterlod brudstykker af til os i form af digte, noveller, brevkassetekster og romaner.

”Jeg er din barndoms gade/jeg er dit væsens rod./ Jeg er den bankende rytme/i alt hvad du længes mod.”

En af litteraturens vigtigste egenskaber har altid været associationen. Det har den i hvert fald været for mig. Imens jeg har nydt at blive fascineret, frastødt og fortryllet af fremmedartet poesi og fiktion, er de dybeste spor dog altid blevet sat af de ord, som vakte en genklang et eller andet sted inden i mig. Denne oplevelse har ramt mig få, men dyrebare gange i løbet af mit livslange kærlighedsforhold til litteraturen. Og den første ramte ganske tidligt – i form af de ovenstående linjer fra digtet ”Barndommens Gade” af Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen på LP

Mit første møde med Tove må siges at være en smule utraditionelt. Jeg har været 10 eller 11 år gammel, og en gang imellem spillede mine forældre musik på deres gamle pladespiller. På den måde stiftede jeg bekendtskab med nogle af kanoniserede danske musikere – favoritter som Gnags og Steppeulvene, men også de lidt mere skæve kunstnere som Miss. B. Heaven og Trille. Dengang syntes jeg mest af alt, at musikken var sjov. Jeg var ikke opmærksom på, at henover teksten var der poesi, og at ordene langsomt begyndte at slå rod i mig allerede dengang.

Blandt de mange LP’er var Anne Linnets fortolkninger af Tove Ditlevsens digte. Der gik lang tid, før det gik op for mig, at Anne Linnet og Tove Ditlevsen ikke var samme person. Men det var lige meget dengang, for de sjove og triste melodier og simple rytmer var den perfekte døråbning til at begynde at forstå, hvad det der poesi egentlig handlede om. Blandt andet numre som ”Blinkende lygter” fik mig til at standse op og tænke over indholdet. Særligt det sidste vers gjorde indtryk:

Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygtens skær,
og ingen skal siden nå dig.

Som et (over)tænkende barn med mange bekymringer og en følelse af ikke helt at passe ind, var den bittersøde smerte som Tove Ditlevsens digte om barndommen udtrykte, på mange måder en følelse af at blive genkendt. Igennem disse digte fik jeg indtrykket af, at der måske var andre, som følte det samme. Da jeg blev eksponeret for romanen Barndommens Gade i folkeskolen – ligesom alle andre danske skoleelever inden for de sidste tyve år – fandt jeg ud af, hvem Tove Ditlevsen egentlig var. Her begyndte det at gå op for mig, at der var noget særligt ved lige præcis hende.

Uhygge og længsel

I min gymnasietid var der meget andet at tænke på, så tanker om Tove flød i baggrunden i løbet af tre år med fester, eksaminer og nye venskaber. Men det ændrede sig, da jeg i midt sabbatår i et anfald af kedsomhed begyndte at kigge mine forældres bogreol igennem. De var i sommerhus på Fanø, så jeg var alene, og mørket var så småt ved at falde på udenfor. Og der, gemt væk helt ude i siden af reolen, fandt jeg to bøger med et navn på ryggen, der vækkede minde:

Ansigterne og Vilhelms værelse af Tove Ditlevsen.

“Hold dig for munden, du har dårlig ånde.” Hun holdt hånden for munden og sveden sprang ud over hele hendes krop. Stemmen var Gerts, og han måtte være et sted bag rørene.
Hun huskede hvad kældermanden havde sagt: ”de er ud på at gøre hende sindssyg.” Men hvorfor, hvad gik planen ud på.
”Hun gør hvad der bliver sagt.” Det var Gert igen. ”Jeg tror at hun er ved at lære det.”
”Ikke endnu,” sagde Gitte bedrøvet, ”så havde hun lært det derhjemme, jeg gjorde hvad jeg kunne. Se herhen Lise.”
Hun drejede hovedet og stirrede på gulvvristen. Bag den så hun Gittes ansigt presset mod gitteret.

Ovenstående citat er fra Ansigterne, og er et af de mildere eksempler på de psykoser, den uhygge og det ubehag, som Ditlevsen beskriver i romanen. Jeg slugte bogen på få timer, imens mørket faldt mere og mere på uden for. Jeg var så fascineret og opslugt, at jeg ikke kunne lægge den fra mig, selvom jeg samtidig var stiv af skræk. Jeg måtte sidde sammenklemt i et hjørne af sofaen med alt lyset tændt, indtil mine forældre kom hjem. Egentlig er bogen på ingen måde en gyser. Men den er skrækindjagende, fordi den er så levende og appellerende skrevet, at man føler sig fuldstændig opslugt af den psykisk syge Lise Mundus’ bevidsthed. Denne tilstand giver læseren en både ubehagelig og lokkende følelse af at balancere lige på sindssygens knivsæg.

Da jeg kom mig over mit midlertidige traume over Ansigterne, vågnede en endnu større lyst til at læse mere af Ditlevsen. For hvis én af hendes bøger kunne påvirke mig så meget, hvad måtte resten af det imponerende repertoire så ikke kunne? Jeg kastede mig derfor over Vilhelms værelse. Og jeg blev ikke skuffet. Ingen af Tove Ditlevsens romaner er ens, og der er da også mange mil imellem fortællingen om den sindssyge forfatterinde og dette passionerede kærlighedsdrama. Og så alligevel ikke. For begge dele handler om de voldsomme følelser, om at komme helt derud, hvor den menneskelige psyke krummer sig sammen og knækker. Den vrede og fortvivlelse over den umulige kærlighed, som Ditlevsen formidler i Vilhelms værelse er så skarp og medrivende, at jeg følte dem i min egen krop under læsningen.

Skønheden der udspringer af det grimme

Jeg fandt ud af at Vilhelms værelse, som de fleste andre af Ditlevsens værker, har selvbiografiske træk. Dette var starten på en personfascination af Tove Ditlevsen, som aldrig har sluppet mig siden. Jeg begyndte at udforske hendes liv i bøger og på internettet, og sikket et liv, der udfoldede sig foran mig! Turbulente kærlighedsforhold, flere forliste ægteskaber, psykiske sygdomme, alkohol- og stofmisbrug og ikke mindst en indædt usikkerhed, hver gang hendes udgivelser blev sablet ned af anmelderne – og det gjorde de tit.

Overgangen fra de tidlige fotografier af en nydelig og smuk ung pige til en hærget kvinde med en cigaret i hånden indeholdt også et element af forundring. Og samtidig en anerkendelse af, at selvom jeg kunne genkende mange af mine egne tanker og følelser i hendes tekster, så ville jeg – forhåbentligt! – aldrig komme i nærheden af så turbulent en livsstil. Og alligevel er der noget vildt befriende ved at vide, at noget så smukt og indsigtsfuldt som Tove Ditlevsens forfatterskab er kommet ud af så mange fejltrin, så meget ulykke og så meget af det uperfekte. At vide at vi alle kan begå fejl, og at vi alligevel kan være med til at skabe noget, som er godt og vigtigt.

Tove som kur mod hverdagens sorger

Og nu er det nok på tide at runde den sidste – og måske den vigtigste – del af denne artikel. Nemlig mit forhold til Tove i dag. For selvom hun har fulgt mig siden de første toner klang ud fra pladespilleren, så kan man uden at overdrive sige, at hun er gået fra at være en fascinerende karakter i min bevidsthed til nu at fungere som en reel selvhjælpsguide. Det lyder måske mærkeligt, men det er ikke desto mindre rigtigt nok.

Spørger du, hvorfor jeg sidder
med en skygge over panden,
helt alene denne aften?
Ak, han danser med en anden.

[…]

Derfor sidder jeg alene
med en smerte over panden
for min elskede har glemt mig,
og han danser med en anden.

Anne Linnets version af dette digt, ”Jalousi”, har kørt på repeat på min Spotify dette efterår. Ligeledes har min udgave af Tove Ditlevsens samlede digte (udgivet på Gyldendal, køb den og tak mig senere!) været meget i brug, for når mit sind bliver efterårstungt og der oven i det bliver kastet en god omgang kærlighedssorger, så er der ingen, der helt kan hjælpe og forstå som Tove. Ser du, hun har været igennem det meste – og hun kan beskrive det så simpelt og så smukt, at mine egne problemer pludselig ikke længere virker så kompliceret eller ensom. I det ovenstående digt kan jeg nemt genkende den ”smerte over panden”, som man føler, når man ved, at den man gerne vil have, er sammen med en anden – eller at man i hvert fald ikke selv er den, som vedkommende vil have.

Når det føles som om livet og kærligheden er lidt for svær, så er Tove der. Med digte, som leverer en blanding af skolebogsyndig poesi og dybe sandheder om livet. Og i et sprog som ikke kræver meget af én. Netop dét, tror jeg, er en af Tove Ditlevsens store forcer. Hun forudsætter ikke, at vi skal analysere og bide hvert enkelt ord over og tænke over det. Derimod lukker hun os ind, som en kær gammel ven, og siger: ”Se! Du er ikke alene.”

Ove Ditlevsen – en af Danmarks største digtere

Dette var brudstykker af mine mange tanker om mit eget forhold til Tove, og jeg tror på ingen måde, at jeg er alene om dem. Tove bliver nemlig ved med at dukke op overalt – både i teater, film og selvfølgelig i litteraturen. Gyldendal har for eksempel i dag udgivet en ny samling af hendes digte under titlen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø. Derudover kender de fleste nok filmen Blinkende lygter, hvor Tove ikonisk bliver omdøbt til Ove. Og så har teatergruppen Sort Samvittighed opsat stykket ”Tove, Tove, Tove,” der har været ekstremt populært og spillet for udsolgte sale. Gid det må blive ved, for jeg tror på, at Tove Ditlevsen stadigvæk har noget vigtigt at sige os alle.

Derfor – tillykke med de hundrede år, Tove Ditlevsen, og tillykke til os for alt det, du har givet os.

Udgivet: december 14, 2017 | Kategori: artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *