Tunge bøger og tunge tematikker

Tunge bøger og tunge tematikker

Tunge bøger og tunge tematikker

Anmeldelse af Nino Haratischwili: Det ottende liv (til Brilka), udgivet på Gutkind d. 14. juni 2021, oversat fra tysk af Nanna Lund.

Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Ditte Plauborg Larsen

Hvad definerer et århundrede? Krigene og revolutionerne? Ulykkerne og kærlighedshistorierne? For familien Jasji er det en lang liste af det hele: missede chancer, tilfældighedernes skæbnesvangre udfald, og tidens og Sovjetunionens forfald. Det ottende liv er en mastodont, både fysisk, historisk og emotionelt.

Jeg forventede noget storslået: jeg har endnu ikke læst en slægtsroman, der ikke var storslået, hårdtslående og samfundskritisk, og endnu til gode at møde en kort slægtsroman. Det ottende liv, med sine næsten 1100 sider, eller 36 timers oplæsning, lægger ’stor’ i ’storslået’; bogens fysiske rammer er omtrent lige så omfattende, som den slægtshistorie, dens sider gemmer på.

Nitsa, der har forladt sit fædreland, Georgien, nedskriver til sin niece, Brilka, deres slægtshistorie. Fra starten af 1900-tallet beretter hun først og fremmest om Stasia, hendes oldemor, en frihedselskende og selvstændig pige, der vokser op i en chokoladefabrikants hjem: Stasias far laver luksuriøs chokolade, og er berømt i hele landet for det. Det er chokoladefabrikanten, der både er ophav til Jasji-familien og dens ulykke, nemlig en farligt forførende varm chokolade, der indeholder en hemmelig ingrediens, som er så afhængighedsdannende at chokoladefabrikanten er bange for, at den ulykke der følger dem der drikker chokoladen, er en straf fra Gud. Chokoladefabrikanten møder denne ulykke på den hårde måde, og hans døtre er ikke hurtige nok til at tage hans erfaring til sig, hvormed ulykken spreder sig op gennem familiens stamtræ i form af dødsfald, politiske angreb, og overgreb.

Politik, etik og kærlighed

Det er nogle af romanens kernetematiker. Meget naturligt fylder den prækære relation mellem Georgien, Jasji-familiens hjemland, og dets overherre, Sovjetunionen, en stor del af romanens politiske overvejelser, og læseren følger, gennem århundredets forløb, karakterer fra alle positioner på det politiske spektrum. Det er en skildring som viser en fantastisk forståelse for de grusomheder, der fandt sted, men som alligevel formår at udvise sympati for selv de mest usympatiske af romanens karakterer. 

”Og jeg er bange for disse historier. Disse historier, der hele tiden udfolder sig parallelt, kaotisk, der træder frem, skjuler sig og blander sig med hinanden. For de løber sammen og skilles ad igen, de viger uden om hinanden, de overlapper og udspionerer hinanden, de lyver om hinanden og fører ind i blindgyder, de lægger spor ud og visker dem ud igen, og især gemmer de sig i en uendelighed af andre historier.”

Det ottende liv er et fremragende stykke historie og litteratur, som dog er noget af en mundfuld. Kun 65 sider inde gav jeg op på den fysiske bog, og overgav mig til lydbogen: det bløde hardbackomslag var simpelthen ikke godt nok til at holde styr på de mange sider, og gjorde bogen utroligt besværlig at sidde med – her ville en opdeling i to eller tre bind have været på sin plads. Som lydbog (glimrende indlæst af Anne Sofie Espersen) var det derimod en øvelse i ikke at falde i staver; for bare få minutters uopmærksomhed resulterede i rendyrket forvirring, når man i forbifarten missede vigtige samtaler, opdagelser og skift i fortællervinkel. Mens hardbacken burde have været mere stabil, er bogens design dog et af de flotteste, der bryder min bogreol, en overvejelse, de fleste bogelskere vil kunne forholde sig til.

Mine råd: læs bogen (i det format, der passer til dig); tyg dig igennem den, smag på den varme chokolade, lugt krigen og torturkammeret, føl den rige luksus og forkrøblende fattigdom. Tag den så med dig – ikke den fysiske bog, vel og mærke, for så får du rygskader – og bær i tankerne, at din historie, ligesom Jasji’ernes, er viklet ind i et komplekst, historisk og storslået net af liv.