Anmeldelse af Silja E.K. Henderson: 1,7 tipping point, udgivet på Forlaget Gladiator d. 22. marts 2018

Anmeldt af Imone Dahl

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Klimaforandringer er ikke længere en ubetydelig bagatel. De har konsekvenser for kloden og dermed også for dig og mig – ingen er undtaget. Silja Henderson skriver sort på hvidt i sit værk 1,7 tipping point om, at mennesket misbruger kloden i en så ekstrem grad, at katastrofen er nær. Vi har nemlig overskredet det afgørende 1,7 tipping point.

I mødet med Silja Hendersons værk skal læseren tage et valg fra begyndelsen – hvilken forside vælger du som indgangen til værket? Ligesom vi så med den grønne og den gule tale i Festen af Thomas Vinterberg, har valget faktisk ikke den store betydning, for uanset hvad er første møde med 1,7 tipping point ensbetydende med en fortælling om død og ødelæggelse. Den ene indgang starter med den kendsgerning, at vi mennesker de sidste 40 år har udnyttet kloden i så voldsom grad, at der nu skal 1,6 jordkloder til, for at jorden skal kunne efterleve vores kun stigende behov for vækst inden for alle parametre. Den anden indgang indleder med en beskrivelse af en livløs syrisk dreng, der skyller i land som konsekvens af flygtningestrømmen. Og så er scenen sat.

Katastrofen nærmer sig

Henderson har skabt et værk af ubestemmelig genre, hvor den mest rammende beskrivelse af stilen er overflod. Bogen er en vild blanding af tweets, noveller, dagbogssider, kendsgerninger, definitioner og digte. Disse mange stilarter og indtryk skaber stor forvirring og en uoverskuelighed under læsningen. Det er svært at bevare overblikket med de mange informationer, men dette tænker jeg faktisk netop er pointen. Klima- og flygtningekrise er ikke til at tage og føle på, hvis man befinder sig langt fra epicentrene i trygge rammer, og det illustrerer montageværket meget overbevisende med sin fragmenterede stil. Det er samtidig også svært at begribe omfanget af klodens tilstand, når al verdens dårligdom bliver præsenteret i fragmenter af medierne, der heller ikke kan give os det fulde billede af, hvilken katastrofeafventende position vi befinder os i.

Det er netop det katastrofeafventende, som Henderson peger på i 1,7 tipping point. Sammenblandingen af alle tekstformerne viser på hver deres måde, at den nutidige håndtering af kloden nok ikke kan blive ved meget længere:

”Om ti år er der dobbelt så meget plastik i havet som nu. / I 2050 er der 4 x så meget. / I 2050 er der mere plastik i havet, end der er fisk.”

Note til evolutionen

Værkets udgangspunktet for at erklære, at vi befinder os i en katastrofeventende tilstand er, at vi har overskredet 1,7 tipping point. Ifølge videnskabsfolk er dette grænsen for, hvor meget  vores atmosfære kan klare, før kloden går under. Nogle af konsekvenserne heraf kan vi allerede se med for eksempel smeltende poler, men nogle af dem gisner vi dog stadig om, og disse gisninger giver Henderson liv.

Hele katastrofetankegangen skaber en morbid stemning i værket. Oftest giver det en lidt vemodig følelse, men nogle steder er den til stede i så stor overflod, at jeg under læsningen måtte trække på smilebåndet. Eksempelvis har Henderson tilføjet beskeder til evolutionen flere steder i bogen, men før læseren kommer til disse beskeder, er man igennem mange sider blevet bombarderet med frygtelige kendsgerninger om verdens tilstand og nået til punktet, hvor man ikke kan klare flere forfærdeligheder. Når Henderson så skriver: ”Note til evolution: Er udtrykket ’en enlig svane’ aktuelt? Og ”Note to evolution: Survival of profit. Most profitable. Profittest,” læser jeg det som ”comic relief”. For der må trækkes på humoren, så jeg midt i al sølet og bjerge af plastic i verdenshavene bedre kan kapere, hvor forfærdeligt det hele egentlig er.

For det er ikke en fjern fremtid, Henderson fremstiller i sit værk: det er her og nu. Verdens kritiske tilstand præsenterer hun for læseren gennem en række videnskabelige fakta. Disse fremsættes på objektiv vis af eksperter, der udtaler sig om alt fra klimaet, vegetarisme, fattigdom og vækst. Men Henderson trækker også selv på noget galgenhumor, når hun eksempelvis skriver:

”Goodbye World (Melodi efter eget valg): / We’ve passed the Carbon tipping point for good. / We’ve passed the Carbon tipping point for good.”

Forbundet gennem fragmenter

Vi mennesker hader typisk at se forfærdelighederne i øjnene. Men hvis du alligevel vil gøre et forsøg, er 1,7 tipping point et godt sted at starte, fordi den blander det fjerne og det nære, hvilket giver en følelse af, at alting er forbundet – både politik, videnskab og det familiære. Værket virker stærkt, når det præsenterer abstrakte videnskabelige fakta for dernæst at beskrive en mor, der har skyldfølelse over for sit lille barn, fordi hun efterlader det en udtæret og pesticideramt klode.

1,7 tipping point er et værk, der tager svære emner op. Der foregår rigtig meget på siderne, og dermed er det også muligt for læseren at vælge, hvad der tiltaler én blandt de mange fragmenterede dele. Men derudover fungerer fragmenterne også rigtig godt sammen, når de illustrerer de mange aspekter, som alverdens kriser påvirker. Det hele er forbundet, og imponerende nok viser Henderson gennem brudstykker, at kriserne ikke kan behandles som partikulære enheder, for selvom de finder sted i det lokale, har de en effekt på hele planeten.