I skønhedens vold 

I skønhedens vold 

I skønhedens vold 

Anmeldelse af Olga Tokarczuk og Joanna Concejo: Hr. Tydelig, udgivet på BATZER & CO d. 22. september 2023. Oversat fra polsk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Anmeldt af Stinne Bjerre 

Foto: Stinne Bjerre

I Olga Tokarczuks grafiske roman berettes der om en mand, som på desperat vis er parat til at ofre sin egen identitet i sin bestræbelse på skønhed og berømmelse. Den ordknappe fortælling understøttes af Joanna Concejos grafiske illustrationer, som drager læseren ind i et fiktivt univers omkring karakteren Hr. Tydelig og får beretningen om den udviskede karakter til at stå tydeligere frem. 

Hr. Tydelig følger læseren en mand, hvis smukke ydre skaber gunstige muligheder for ham samt succes på flere parametre i hans liv. På baggrund af sit tydeligt afgrænsede ansigt og perfekte træk møder manden anerkendelse og velvilje hos alle omkring sig; han tilbydes endda reklamejobs, idet hans ansigt er med til at levere gode salg. Siden ansigtet danner grobund for mandens succes, bliver hans personlighed mindre vigtig:

”I det hele taget huskede folk hans ansigt bedre end hvem han egentlig var, og hvad han hed. Derfor vil vi kalde ham Hr. Tydelig.”

Hr. Tydelig er overdrevent optaget af sit udseende, hvilket særligt kommer til udtryk ved, at han anskaffer sig en telefon med et avanceret kamera, der til enhver tid kan sikre ham de skarpeste selfies. I takt med de tiltagende kameraklik oplever han dog til sin rædsel, at hans ellers så tydelige ansigt begynder at falme, og gradvist mister han sine markante træk. Tabet af ansigtet opleves for Hr. Tydelig så nedbrydende, at han indleder en ihærdig jagt på at få det tilbage. Hvad han ikke ved er, at jagten på skønhed kommer med en ærgerlig pris.

Grafikken som æstetisk og fortællende ramme

Tokarczuks fortælling om Hr. Tydelig er særlig i dens format, idet grafiske illustrationer fylder mere end teksten og dermed fungerer som en medfortællende del af historien. Op til selve tekstens begyndelse vækker slørede fotoalbums-illustrationer af Hr. Tydelig som barn, nostalgi hos læseren samt sympati for den dreng, der engang var. Herefter ledsages fortællingen af illustrationer med et tegneserieagtigt præg af begivenheder fra Hr. Tydeligs liv som voksen, hvilket udstyrer læseren med information om karakteren i den ellers sparsomme fortælling. Grafikken er med til at indkapsle den melankoli og uhygge, som beretningen om Hr. Tydelig bærer præg af fra start til slut. Melankolien kulminerer ved fortællingens afslutning, hvor Hr. Tydelig registrerer, at alle mennesker omkring ham bærer det samme ansigt som ham selv, og en kvinde møder ham med den kølige bemærkning: ”Du vænner dig til det”.

Et spejl for læseren

Hr. Tydelig er en mørk fortælling om langsomt at miste sig selv og være blind for de ting, der egentlig betyder noget. Som læser blev jeg trist på karakterens vegne og dermed også trist på samfundets vegne, fordi fortællingen på en uhyggelig, men overdrevet måde, illustrerer nogle af de udbredte selvfremstillingstendenser, der gør sig gældende i mange moderne samfund. Ved at pege på disse tendenser peger fortællingen samtidig tilbage på læseren, som kan spørge sig selv, hvorvidt han eller hun ligger under for samme tomhed, der karakteriserer Hr. Tydelig, når de (tydelige) pæne lag er skrællet af. Som et stykke samfundskritisk litteratur mener jeg, at Hr. Tydelig udgør et vigtigt bidrag, fordi den efterlader et ubehag, der tvinger læseren til at kigge på sig selv. Jeg vil derfor anbefale værket til læsere, der nyder at blive forført af smukke illustrationer og symbolske fortællinger, og som ikke er bange for at få rusket op i deres eget selvbillede.